U2, November 2015, SSE Hydro, Glasgow

U2, 7. november 2015, SSE Hydro, Glasgow

Fabelagtigt Show – et brag af en koncert … et studie i professionalisme!

iNNOCENSE+eXPERIENCE Tour Retur

Allerede udenfor den store SSE Hydro bygning begynder aftenens show i form af skiftende belysning på ”den flyvende tallerken” bygning.

En endnu større sceneopsætning venter inde i hallen. Her har nogle dygtige designere og kreative sjæle haft gang i de helt store armbevægelser – det er godt tænkt! Der er hele tre scener i salen: Den ”normale” i-Scene, en lang tange hen til e-scenen og så den svævende storskærm, som vi sidder perfekt for – stakkels dem, som sidder for enden af e-scenen – de bliver gevaldig snydt for oplevelsen af storskærmen.

Koncerten starter som ventet med ”The Miracle”, hvor Bono alene dukker op i publikums-mængden på gulvet og entrerer e-scenen, og efter få sekunder er der fælles-sang på Å-ååå-å-åå-å-å-niveau i hele salen og alle står op, mens Bobo scenevant trasker hen over den lange mole i menneskehavet mellem e- og i-scenen. Her brager resten af bandet nummeret i gang, og så er koncerten skudt af med et drøn – en intensitet der ikke falder gennem koncerten.

Det høje gear bliver holdt i ”Gloria” og ”Vertigo”

Før ”Iris” starter, fortæller Bono, at hans mor efterlod ham som 14-årig – og efterlod en kunstner. Nu kommer storskærmen i brug for første gang, og vi ser både foto og levende billeder af Fru Hewson – som Bono officielt deler efternavn med.

Nu er storskærmen ikke bare varmet op, den bliver direkte indtaget, da Bono via en stigge kravler IND i den og begynder at gå ned af ”Cedarwood Road” – effekten er enestående. Vi er til koncert, men ser i virkeliigheden en live ”musik video”, da Bono GÅR FYSISK på vejen – i silende regn – det er ENESTÅENDE godt tænkt – og en fantastisk effekt.

I mens kæmper Edge sig hen over molen med sikre skridt, riffs og backing vokal … hallo, det er godt!

Vi fortsætter med historien om ”den unge mand” der skriver musik i ”Song for Someone” … hvem mon, mens Bono selv lander på e-Scenen.

Så bliver det tid til ”Sunday Bloody Sunday”, og bandet begynder nu at marchere ud på molen – stilstand er et ikke-eksisterende begreb til denne koncert.

Det er en simpel sang med et stærkt budskab, og den leveres lige så overbevisende som altid – underbygget af billeder af de tabte liv i en konflikt, som synes langt væk – og rystende tæt på i en ny form.

Bono står stadig på e-Scenen, men Edge kravler nu ind i den transparent storskærm, og vi får numrene ”Raised by Wolfes” og ”Until the End of the World”. Bono fgår rundt med en flaske vand, som han drikker af og spytter ud i stråler – så Edge står badet i vandstrålen på skærmen – her er tale om en fuldstændig koreograferet optræden, hvor intet er overladt til tilfældighederne – og det fungerer! Storskærmen og Edge oversvømmes nu af bølger, mens rytmesektionen stadig holder sig på i-scenen.

Hele bandet forsvinder nu ind i metalburet, som tilmed bliver forlænget på scenen af nedsænkede bannere, der matcher designet på storskærmen. Vi får ”The Fly” … er det play-back? I så fald er det forståeligt, hvis de gamle mænd har brug for en kort tissepause.

De kommer til syne i korte glimt under ”Invisible”, hvor den flimrende storskærm pixelerer og danne sorte huller i tegnefilmen – det virker ufattelig godt sammen med musikken, der stadig kører i højeste gear.

I fuld belysning får vi ”Even better than the real thing” … let ironisk – er dette virkelig U2 eller snyder de os – man kan næsten blive i tvivl. Har de sendt et surrogat band? Showet er på højde med ”The Wall”, så referencen er passende.

Med kommentaren ”Welcome back to the real world” træder alle fire nu ud på e-Scenen til en helt anden og afdæmpet koncert-oplevelse, som står i kontrast til den teknologiske opvisning, som vi lige har set, men som ikke efterlader nogen tvivl om, at vi absolut har med virkelige musikere at gøre.

Her bliver der nærmest tale om intimkoncert – i hvert fald for de heldige, der står omkring den runde scene. De fortsætter nu med en stribe hits, og ”Mysterious Ways” er den første, hvor de synger ”She moves in mysterious ways” … og her bliver italienske Elena trukket op på scenen – og hun fortså i hvert fald at bevæge sig. Se selv hele scenen på YouTube. Herefter får vi ”Desire”, hvor Elena fortsætter som håndholdt kameramand – godt tænkt af et band, der i hvert fald ikke er bange for at have nærkontakt med deres fans, mens de fyrer den af.

Hun forlader da heller ikke scenen, før hun har været hele vejen rundt for at kramme – imponerende cool foran så mange mennesker.

Nu skifter koncerten igen gear, da Edge sætter sig til klaveret, som på magisk vis har materialiseret sig på scenen, og vi får det smukke nummer ”Every Breaking Wave”. Hvis man på noget tidspunkt har været i tvivl, om Bono kan synge, så stopper det her – det er simpelt og smukt, og der er helt stille i salen, som ellers har kogt – dog ikke på omkvædet hvor alle skråler med.

Det smukke fortsætter i langsomt gear, men nu med dystre fotografier fra en smadret by, hvor en ensom mand cykler rundt i ruiner til ”October” … og direkte over i det skærende guitar-riff fra ”Bullet the Blue Sky” … bomberne falder nu i Glasgow, og megafonen må frem for at underbygge ragnarok-stemningen – og bandet har sneget sig tilbage til i-Scenen igen i ly af mørket.

Hitparaden fortsætter med ”Where the Streets Have no Name”, ”Pride – In the Name of Love” og ”Where the Streets Have no Name”.

Der er VILDT gang i salen!

Så bliver der sagt pænt farvel fra scenen. Man er totalt udmattet – der er en underlig stemning i salen af, at der ikke kan være mere – vi har fået det hele – og folk klapper nærmest ikke. Vi sunder os lige …

… og så får vi ”City of Blinding Lights”, og der er lyssøjler over alt.

Bono hiver nu en ung mand op på scenen, og de bytter jakker og skifter briller, så den unge mand kan overtage Bono’s identitet. I modsætning til den italienske pige, så ser den unge mand lidende ud, og optrinnet er det eneste, der ikke fungerer denne aften.

Lyden fader, tempoet bliver langsommere, og Bono sætter salen i gang med at synge ”How Long to Sing this Song!”, som publikum fortsætter med, mens bandet langsomt fader og én efter én trasker over molen, for til sidst at vinke til publikum og forlade salen, men Bono belyser dem med en lyskaster … endnu en flot koreografi.

Hold da op en koncert. Professionalisme, musikalitet, extravagance – det hele på én gang! Én ting kunne vi i hvert fald meget hurtigt blive enige om. Det bliver ikke sidste gang, vi ser U2 live … forhåbentlig.

Se alle foto her i fuld opløsning!

Setliste fra http://www.setlist.fm

Intro: People Have the Power (Patti Smith song)

”I” Stage

· The Miracle (of Joey Ramone)

· Gloria

· Vertigo

· I Will Follow

· Iris (Hold Me Close)

· Cedarwood Road

· Song for Someone

· Sunday Bloody Sunday