Steven Wilson, Amager Bio, Denmark, April 13. 2015

Steven Wilson, 13. april 2015, Amager Bio, Copenhagen

Et studie i kvalitet med indlagte pusterum … studiekvalitet … Næsten FOR perfekt?

Retur

Allerede inden koncerten er i gang, er vi klar over, at vi skal til at høre den nye skive ”Hand. Cannot. Erase”, da Lasse Hoile’s videoer starter med billeder af lidt trøstesløse husblokke, hvor den unge pige, der er koncept-pladens hovedperson, levede og døde … baseret på den virkelige og tragiske historie om Joyce Carol Vincent, der lå død i sin lejlighed i flere år, før hun blev fundet.

Første mand på scenen er Adam Holzmann, der lægger fingre til pladens spinkle start i nummeret ”First Regret”. Ligheden med Rick Wakeman er slående … keyboard-spillere er ikke verdens kønneste folkefærd! Langsomt bygges musikken op i takt med at alle musikerne kommer på scenen. Mr. Wilson kommer på scenen og spiller den melotron-lignende intro til ”3 Years Older” … vi er i fuld gang.

Uh … det er højt … jeg kravler i mine ”lineære ørepropper” … så står lyden skarpt og uden risiko for hylen i ørerne i morgen.

Under hele denne koncept-skive følger live-film på den store skærm bag scenen – den unge pige dukker nu op – nogle gange i animeret dukkeform – men det meste af tiden i form af en smuk und kvinde.

Få minutter inde i koncerten fatter Steven Wilson allerede gutaren, og kort efter har vi trestemmig sang og smuk, smuk musik, der i vanlig Wilson-stil går fra 0-til-100 på langt under de 4 sekunder, som en top-tunet Ferrari kan klare, og han har en dynamik i dette ene nummer, som få kunstnere kan presse ind på et helt album – Wilson ER Prog-Rock Konge og han er omgivet af kompetente riddere i aften.

Inden den kronologiske gennemspilning af albummet fortsætter, stopper Mr. Wilson op og byder velkommen og fortæller lidt og albummets baggrund og dets skabelse … og vi får meget passende tiltelnummeret ”Hand. Cannot. Erase”, som kører direkte over i ”Perfect Life”, hvor Nick Beggs flotte, lyse andenstemme løfter nummeret højt op.

Musikken er en perfekt gengivelse af skiven … næsten for perfekt! Der er ikke plads til mange omveje eller improvisationer, og dette understreges inden vi får nummeret ”Routine”, da Mr. Wilson stiller sig op og fortæller, at det er hans yndlingsnummer på pladen, men at den israelske pop-idol-vinder Ninet Tayeb må være til stede via en ”Apple-dims” bag scenen … altså play-back. Det er en smuk indledning med akustisk klaver og Steven Wilsons stemme, men jeg har det bare svært med playback … det ødelægger illusionen af levende musik selv om de resterende 95% af lyden er smuk og perfekt … og det ER pladens smukkeste nummer og noget af flotteste, som vi har hørt fra Steven Wilson.

IMG_0323x

Men lad os være oprigtige … hvis Ninet Tayeb havde været med på scenen og givet dette nummer, så var jeg død af begejstring her midt i koncerten … det havde været lidt trist. Og efter dette musikalske klimaks trænger vi til et pusterum.

Pusterummet kommer overraskende som et tilbageblik til ”Grace For Drowning”-albummet, hvor nummeret ”Index” lige bliver puttet ind her. Det giver anledning til en lille knipse-seance, hvor alle på scenen bidrager med finger-knips, inden det bryder løs, og fingrene skal tilbage til strengene.

Vi kommer tilbage på hovedsporet med nummeret ”Home Invasion”, som kræver en del typisk Steven-Wilson’sk hånd-vridning, der er hans helt egen specielle måde at lege kapelmester på og dirigere sine tropper. Trommeslager Marco Minnemann gør ved flere lejligheder grin med Wilson ved at sidde og med-dirigere, når hans hænder ikke er fuldt optaget af trommestikkerne – så der er ikke tid til parodier i dette high-speed-nummer.

IMG_0343x

Jeg elsker den direkte overgang til ”Regret#9”, der er ren Wakeman-mini-moog-synth-solo fra Adam Holzmann (med ryggen til publikum) direkte efterfulgt af Gilmour-på-toppen-af-Muren solo fra Guthrie Govan … de kan både deres håndværk og deres referencer – og her var der heldigvis plads til lidt ekstra improvisationer. Endnu et højdepunkt … som kræver endnu et pusterum.

Det næste pusterum er lidt overraskende. Steven Wilson bruger et stykke tid på at forklare sin høje alder (47 år!!!), og han forklarer om hvilken musik, han lyttede til som ung – bla. Cocteau Twins og INXS, som inspirerede ham til at lave flere numre. Han peger på ”Sir Nick Beggs”, som herefter synger MEGET flot på Lazarus-nummeret, som er et af de gamle fra Porcipine Tree. Beggs’ høje andenstemme ligger perfekt under hele koncerten, men specielt på dette down-tempo nummer får han så meget luft, at man kan høre ham alene – en meget flottere andenstemme end på originalen.

Vi er ikke færdige med afstikkere, så nu følger ”Harmonie Korine”, der også får et par ord med på vejen, inden vejrmølle-guitaren får en tur og Nick Beggs ”som sædvanligt” løfter sin basguitar i luften i slut-sekvensen … alt er som det skal være.

Nu køres ”Hand.Cannot.Erase” i mål med tre-på-stribe ”Ancestral” (total King Crimson), ”Happy Returns” og slutnummeret ”Ascendant Here on …”, hvor musikerne ligesom under introen langsomt spiller sig ud af scenen for til sidst at efterlade Adam Holzmann alene tilbage med sine mange tangenter, og da han går ud falder ”det sædvanlige” netlærred ned foran scenen.

IMG_0369x

Vi puster ud – det er jo tydeligvis en pause, når nettet er nede og lyset er på, så der klappes kun sporadisk under hele pausen. Efter den lille pause starter en video med en urmager på det transparente lærred … det må være oplægget til ”The Watchmaker”, som starter med at Mr. Wilson sidder og kaster dramatiske skygger på nettet foran sig.
IMG_0372x

Hallo … endnu et ”Porcupine Tree”-nummer, hvor der specielt i slutningen af ”Sleep Together” er så mange møllesving på guitaren, at det skaber turbulens omkring Steven Wilsons højre arm … og så er det slut, og der klappes for at få et ekstranummer.

Det slutter af som håbet – vi får ”The Raven that refused to Sing”, som er ét af mine mange yndlings-SW-numre, og det er en lækker og flot afslutning på aftenen, som må betegnes som en perfekt musik-oplevelse … men alt andet havde jo også været en skuffelse, fra manden som styrer for vildt bag mixer-knapperne til Yes, Jethro Tull mfl., og i den grad også selv kan lave musik.

IMG_0384x