Australian Pink Floyd Show, Falconersalen, Copenhagen, May 1. 2015

Aussie Pink Floyd – Australian Pink Floyd Show,
1. maj 2015, Falconersalen, Copenhagen

Walsing Mathilda på muren … og Floyd er en lyserød Kænguru!

Retur

… men bortset fra disse to detaljer i overskriften, så var dette så tæt på ”de rigtige”, som det kan blive!

Koncerten starter meget stærkt med en masssiv overraskelse i form af ”Astronomy Domine”, der dundrer ud til et begejstret publikum – hold da op, hvor er dette en flot lyd - og den rigtige lyd.

Guitar-lyden er også lige i øjet fra den skaldede ”Mr. Gilmore” på venstrefløjen af scenen, og stemmen fra ”Mr. Waters” på bassen er ikke helt skæv – det tegner til at blive en stor musikalsk aften. Der er også en ”Mr. Gilmore” til højre, men han er ikke helt så stærk, som venstrefløjen efter min mening.

At det bliver en stor oplevelse understreges, da bandet uden den store snik-snak blænder op for den karakteristiske svævende indledning til ””Wish You Were Here”-albummet. Vi får hele albummet non-stop … en smuk oplevelse uden nogen form for forstyrrelser – måske lige bortset fra vores to hjernedøde naboer, der taler meget højt sammen.

”Shine on You Crazy Diamond” … med fuldt kor, der smukt glider over i saxofon-soloen … her iført engelsk bowlerhat!

Forrygende laser-show!

Der bliver nu drejet rigtigt meget rundt på den gamle radio-tuner, og et væld af australske radio-hits dukker kortvarigt op, inden den akustiske guitar på ”Wish You Were Here” bliver ramt af tuneren! Her må to akustiske guitarer på banen for at ramme den rigtige lyd. Smukt!

Inden ”Wish You Were Here” er færdig, har den ”rigtige Mr. Gilmore”, som jeg nu har døbt ham, haft fat i sin slide/steel-guitar, og det er forrygende.

Bandet får et berettiget bifald efter denne oplevelse, og det får ”Mr. Wright”, som gemmer sig under en læderhat bag sine keyboards til at sige et par ord – og at de lige spiller to numre til, inden de holder en kort pause. Det bliver to numre fra ”The Wall” – selv om de fleste nok kender det bedre som ét nummer, nemlig single-hittet ”We don’t need no education”.

I pausen benytter vi chancen til at flytte fra vores to idiotiske sidemænd, der har talt højt under hele første sæt og virkelig forstyrret – tåber. Vi finder pladser længere nede på balkonen, hvor vi kan se mere af scenen – og en stor del af det runde lærred!

Starten på sæt to er ret morsom, hvis man lytter efter. Indledningen til ”The Wall” starter med lidt fløjte og harmonika, (ligesom nummeret ”Outside The Wall” til sidst), men her fik det en lille drejning, så vi pludselig lytter til ”Waltzing Mathilda” … meget fikst lavet. Herefter dundrede ”In the Flesh?” løs, så alle i salen letter en halv meter fra deres stole.

Efter dette puttede de lige ”et af de Waters-fri” numre ind, nemlig ”Learning to Fly” fra ”Momentary Lapse of Reason”-albummet.

Kimende ure indvarsler, at vi skal i gang med ”Time”, og dette blev starten på en længere passage fra ”The Dark Side of the Moon” med fantastiske guitarsoloer.

De tre meget kompetente korsangerinder skiftes til at tage den forrygende smukke solo i ”The Great Gig in the Sky” … der skriges igennem – koncertens højdepunkt.

… og vi får selvfølgelig også saxofonen på banen igen … alt er HELT som det skal være. Perfekt!

I nummeret ”Young Lust” fra ”The Wall” får vi ikke en stor sort oppustet gris men en … her blev det afsløret! FLOYD er en kænguru … og han er selvfølgelige lyserød. De har humoristisk sans i Australien!

Luften går ud af Floyd, og vi får det lidt intetsigende ”High Hopes”, inden bassisten buldrer den flotte indledning til ”One of These Days”, der leveres med en forrygende energi. Så er vi oppe på fuld damp igen!

Jeg sidder og håber på, at de følger ”den slagne” vej på scenen, dvs. at vi får ”Comfortably Numb” og ”Run Like Hell” til afslutning, men overraskelsen er, at de putter det HELT nye ”Louder Than Words” ind også. Vi får dog først min absolutte favorit, hvor vi skal have ”Mr. Gilmore” på muren i ”Comfortably Numb”. Her deles de to guitarister om soloerne, og ”desværre” får ”den højre” Gilmore 2-soloen, som er den længste, og han rammer ikke så godt, som den venstre. Det er fedt alligevel!

Salen koger over, da vi får ”Run Like Hell”, der er et forrygende live-nummer at slutte af med, som Pink Floyd – altså de rigtige - også selv fandt ud af.