Kraftwerk, 27. februar 2015, DR Koncerthuset, Copenhagen
Perfekte Robotter på Moderne Maskiner med
Genial Gammel Musik
Retur
|
Jeg har ”altid” haft et par Kraftwerk-skiver (Autobahn
& Man-Machine), men jeg har aldrig været glødende fan af Kraftwerk, da jeg ret hurtigt faldt for konkurrenten fra
den tyske elektro-rock pioner-scene, Tangerine Dream. Det var derfor
med en vis spænding, at vi dukkede op til koncerten, da det kunne bliver
fantastisk … eller frygteligt!
Alene det at være i DR Koncerthuset
er en oplevelse i sig selv… det er som at være i et gigantisk rumskib. Allerede få sekunder inde i koncerten
var enhver tvivl blæst væk … det ville blive fantastisk. De simple lyde fra
70’erne kan stadig give gåsehud, og når det er fysisk bakket op af en
3D-skærm, som sender kaskader af noder, bogstaver, rumskibe og flyvende
Folkevogne ud i hovedet på dig, så er illusionen af en tidsmaskine perfekt. Vi lagde da netop også hårdt ud med
tidsmaskinen i form af Man-Machine-nummeret, hvor Ralf Hütter
som eneste originale medlem tager sig af den velkendte vocoder
vokal … så bliver det ikke mere menneske-maskin-agtigt.
De fire personer på scenen er iført
spindelvævs-rumdragter, og nu starter rejsen gennem de 8 albums fra Kraftwerk, som faktisk er nr. 4 til 11, og hvor nr. 7 er
”The Mix” som jo er re-mixede/genindspillede versioner af de tidligere
albums. Da vi jo har købt billet til
Man-Machine koncerten, er det numrene herfra vi får
i den første halve time af koncerten med fantastisk 3D-grafik ikke bag – men
omkring scenen, og vi sidder på tredje række og har skærm i hele synsfeltet,
så er effekten fantastisk. (Nedenfor svæver ”MACHINE” teksten lige foran os …
det forsvinder selvfølgelig på fotoet.)
Machine, Machine, Machine … synkron
3D-grafik til musikken – det fungerer perfekt. Og hvorfor nu det? Jo, for på
scenen står fire personer ved deres computere, og ifølge Wikipedia, spiller Falk Grieffenhagen ikke – han er ”Live Video Technician”. Jamen – spiller de ikke på scenen? Igen
ifølge Wikipedia, så er det kun Ralf Hütter, der
spiller of synger ”live” – de to andre styrer rytmer og sequencer.
Jamen er vi så ikke til koncert? Jo da! Vi hører jo musikken, ligesom den er
lavet. Og det fungerer!
Nu kommer koncertens fedeste
videosekvens. Vi hører ”Spacelab” og flyver i vores eget 3D-rumskib.
Vi bevæger os gennem rummet, og nu
ser det ud til at rumskibet lægger an til landing i Danmark.
Klimaks er den store flyvende
tallerken, der kommer helt ud i hovedet på os, inden det lander foran DRs Koncerthus. Det er perfekt.
Til ”Metropolis”
får vi endnu en fantastisk ”flyve-oplevelse”, da vi i ”Metropolis”
svæver gennem byen af stål, glas og beton på en platform, hvor Kraftwerk står foran og spiller. Det er mega-godt – man er væltet bagover!
Vi har fået ”The Model” med
almindelig filmisk baggrund, og så kommer ”Neon Lights”
med endnu et 3D-farvebombardement. Fedt!
Øj! Vi springer tilsyneladende nu …
for de spiller ikke ”The Robots”, men i stedet dukker andre lyde op. Da man
hører lyden af et bilhorn, så er der lagt op til et højdepunkt – både musikalsk
og videomæssigt … velkommen til den tyske Autobahn
… hvor vi det næste kvarter suser over de flade sletter i henholdsvis
Mercedes og Folkevognsboble, og til tider flyver disse gamle biler gennem
rummet, så udstødningsrøret sidder lige i næserne på os … kun lugten mangler. Det var så stort, at jeg glemte at
fotografere! Derfor hugger vi lige et billede fra Ekstrabladets anmeldelse …
håber det er OK, Finn Frandsen!
(Tryk på billedet, hvis du vil se en ultra-kort video, som jeg dog var kvik nok til at tage!) Vi går nu næsten kronologisk frem, så
vidt min begrænsede Kraftwerk-expertise kan høre. Der
lyder bekendte lyde fra en geigertæller, og vi får en version af ”Radioactivity”, hvor ordene er moderniseret til at
indeholde ”Tschernobyl, Harrisburg, Sellafield
og Fukushima”. Stadig fedt!
Her skulle vi nok have haft ”Trans
Europe Express”, men i stedet springer vi til ”Computer World”, hvor de
digitale bogstaver danser foran øjnene på os.
Nu er det jeg tænker … ”Hvad er det
jeg mangler at høre? ” Det kan umuligt fortsætte lige så dramatisk og
fantastisk. Her får jeg desværre ret. Koncerten taber nu efter min mening
fuldstændigt pusten efter en første time, der har været så intens, at jeg
snildt kunne være gået nu og have haft en helt perfekt oplevelse. Jeg kæmper mig igennem numre fra
”Electric Café / Techno Pop”, og de suveræne 3D-effekter fra Man-Machine er
nu udskiftet med dansende farver … det er godt at man kan tage en velfortjent
lur bag 3D-brillerne … det er ved at være midnat efter en lang arbejdsuge, og
vi bliver påvirket af monotone rytmer, som er søvndyssende. Til ”Tour de France” vågner jeg lidt
til live igen, selv om det ikke når de tidligere højder. Først da vi bliver sat på nattoget
”Trans Europa Express”, og vi dundrer hen over endeløse sporskifter, er det
igen fedt. Grafik og musik går igen op i en højere enhed. Det er ved at være slut, og Ralf Hütter kunne nok arbejde lidt med kommunikationen. Der er
ikke sagt et ord, og nu trækkes tæppet for uden så meget som et tak for i
aften. Publikum kommer langsomt ud af deres trance, og faste klapsalver lyder
et par minutter, hvor efter bekendte lyde annoncerer, at det er tid til
RIGTIG robot-musik. Jamen … De fire musikere har nu
skiftet tøj, og står i deres bekendte røde skjorter med sorte slips, og de er
maskerede som robotterne fra forsiden af ”Man-Machine” albummet. De spiller
nu ”The Robots” helt uden at røre deres computere og … hov … de kan bevæge
armene i sindssyge positioner … det ER robotter. Vi sidder og hører playback
af ”The Robots” og kigger på dansende robotter. Er det genialt eller tåbeligt
… ”we are the robots” …
jamen, det er vel, som det skal være, men det er svært at være
super-begejstret.
Tæppet går for igen, og det lidt halvhjertede bifald
viser, at ikke alle er vilde efter mere. Et par folk foran os forlader deres
sæder. Efter endnu et par minutter går tæppet fra igen, og nu får vi tre
numre, ”Boing Boom Tschak,
Techno Pop og Musique Non-Stop”,
som desværre heller ikke er hårrejsende.
De tre ”musikere” forlader nu scenen én efter én og
efterlader Ralf Hütter alene på scenen. Han beviser
kort, at han rent faktisk laver live-lyd hvor efter han trasker over til
højre på scenen og taler: ”Tak for i aften … vi ses i morgen.”
Selv om luften efter min mening gik
ud af anden halvdel af koncerten, så er helheldsindtrykket stadig en helt
fantastisk oplevelse, som jeg absolut ikke ville have undværet. Tak til Kraftwerk, som ifølge mange mennesker har påvirket
musikken lige så meget, som The Beatles. En dejlig aften. |
