Opeth, 9. november 2014, Vega, København
Næsten for perfekt rock
Retur
|
Efter gårsdagens koncert med Sanne
ventede helt klart en anderledes oplevelse. Starten var dog en skuffelse. Her
skal vi ind og høre ”Death Metal”, og så er
publikum gamle mænd i slidte jeans. Hvor er det sorte læder, nitterne, de
enorme tatoveringer og de kronragende isser. Der var ikke skyggen af dette,
men til gengæld talte en stor del af publikum svensk, hvilket vel ikke er så
underligt, når Opeth næsten er på hjemmebane., selv om der er over 600 km til Stockholm Opvarmningen ”Alcest”
bør glemmes. Det var ensformigt, uden nuancer, og man måtte smile, når
sangeren lavede ”death growls”.
Når de tre guitarister lavede ”den store hårsvinger” i takt, kom det brede
smil frem, men til gengæld var der ikke meget at grine af, over
trommeslagerens dødkedelige trumme-rum. Vi bringer
lige et billede af højdepunktet … hårsvingeriet og et death-growl!
Exit Alcest – enter
Opeth. Nu fik piben
unægteligt en anden lyd. Fra let overbærenhed med opvarmningen må man
overgive sig totalt til Opeth og deres musikalske perfektionisme. Rytmen,
temposkift og præcisionen er lige i øjet. Det er stort og pompøst – tungt og forholdsvist
ligetil.
Mikael Åkerfeldt
starter med at diskutere med publikum, om vi skal tale svensk eller engelsk i
aften, og han foretager en afstemning pr. håndsoprækning. Udfaldet er
tvivlsomt, og det meste af aftenen foregår på engelsk. Mikael fortæller, at
de kommer fra Stockholm og elsker at være i Danmark pga. … lang pause …
”Pølse”. Han taler en del, og det er med til at tage pusten en anelse ud af
koncerten på trods af de meget lange numre.
Vi får skuffende få
numre fra den nye fremragende nye skive ”Pale Communion”, og med tiden
begynder mængden af ”death growls” at være irriterende for mig som nyere fan.
De bratte overgange fra ”Stemmen-fra-Helvede” til Åkerfeldts bløde men
unuancerede stemme bliver ensformig i længden. Gruppen ville hæve sig fra det
vokale gennemsnit ved at bruge flere aktive stemmer meget mere, specielt når
man hører hvor fremragende de spiller og kan synge. Nuancerne og variationen
fra soft til bulder er flot, og skiftene er perfekt udført, men det ændrer
ikke på, at det blliver for ensformigt at lytte til i 2½ time – specielt når
man som mig ikke er ekspert i bagkataloget – og det er selvfølgelig min egen
fejl.
Det er klart
Akerfeldt’s show, men de andre musikere på scenen er også dygtige, selv om de
ikke fører sig meget frem på scenen. Trommeslager Martin Axenrot ydmyger sin
forgænger fra opvarmingen med varieret og flot spil, og guitarist Fredrik
Åkeson er ud over at spille fremragende den mest bevægelige på scenen.
Keyboardmand Joakim Svalberg er den, der gør mindst væsen af sig, hvilket
ellers godt kunne have giver koncerten flere nuancer. Bassist Martin Mendéz
lægger en solid bund i den tunge musik med sin varierede teknik, men han
virkede mut og utilfreds med at skulle bruge en aften i København – ikke
fremmende for en koncertoplevelse. Jeg var faktisk også lidt overrasket over
at se de vage reaktioner foran scenen på musikken fra scenen – der var ikke
megen energi mellem publikum og band – lidt skuffende. Hvad skal man sige som helhed? Flot
musik, flot samspil – men lidt for langt og ensformigt – eller måske forstår
jeg bare ikke denne rock-genre – eller har hørt hele deres bagkatalog for
lidt … det kan man jo heldigvis rette op på. Opeth kan sagtens få en chance til om et par år.
En sætliste … igen fra setlist.fm: 1.
Eternal Rains
Will Come 2.
Cusp of
Eternity 3.
Bleak 4.
The Moor 5.
Advent 6.
Elysian Woes 7.
Windowpane 8.
The Devil's
Orchard 9.
April
Ethereal 10. The Lotus Eater 11. The Grand Conjuration Extranummer: 12.
Deliverance |
