Forventningerne var nok en anelse lavere end sidste gang (London-2012), med det var ikke nødvendigt at være bekymret, for denne gang var det udelukkende Genesis for fuld skrue i 2½ time, og i stedet for Amanda Lehmann på guitar og vokal var Nad Sylvan hyret ind, og han har som bekendt en stemme, der ligger midt mellem Phil Collins og Peter Gabriel, hvis nogen ellers har hør om dem!
Vi møder op i god tid - ca. 18.15 - i håb om at komme langt frem i køren til stormpladserne. Det var tæt på pinligt, da vi kom næsten forrest i køen. Til gengæld fik vi så et glimt af bandet (minus guitaristen), der afslappet forlod Amager Bio for at bruge den sidste time før koncerten i tour-bussen. Folk smilede og jublede til dem - så opstemt som 50-60-årige nu kan juble, når idolerne passserer. Jeg så ingen, der var tæt på at besvime.
På slaget 19 åbnede dørene, og vi kom i ro og mag ind midt
for på tredje række - vi kunne snildt være kommet senere og stadig have
siddet genialt. En yngre kvinde på rækken bag mig modbeviste teorien om, at
det udelukkende er ældre mænd, der går til denne slags koncerter.
På slaget 20.00 dæmpes lyset og dommedags-mellotronen fra "Watcher of the Skies" strømmer ud fra Roger King's keyboards. Så er stilen ligesom slået an.
Jeg havde lovet mig selv at nyde musikken og ikke tage så mange billeder, men jeg overvejer også tit at holde op med at drikke rødvin og øl, og det giver ligesom ikke mening at stoppe med vigtige ting, så her en en masse billeder:
Det er en fornøjelse at genhøre sangene fra "The Lamb", men udvalget
strækker sig fra "Nursery Cryme" til "Wind and Wuthering", og faktisk
manglede jeg kun "Return of the Giant Hogweed" ... ellers fik vi vist alt!
Ned Sylvan's stemme er utroligt tæt på originalerne, og for dem der ikke
kender
Unifaun-skiven, kan den kun anbefales.
Rob Townsend fører sig flot frem på fløjte og specielt sopransaxofonen, som
er et fint alternativ til mange af synthesizer soloerne. Trommerne og en del
af vokalerne tager Gary O'Toole sig igen godt af, og vi har også set Lee
Pomeroy på bas og guitar før med Hackett. Rob Townsend, Gary O'Toole og
Roger King har spillet med Hackett i over 10 år, så de må siges at være godt
sammenspillede.
3-dimensionelt lys ... det passer vel egentlig meget godt til denne slags
musik. Vi får "Dancing with the Moonlit Knight" for fulde gardiner, og
man må give dem, at de ligger tæt på originalerne - der er ikke plads til
meget improvisation, og det er faktisk synd efter min mening. Til gengæld er
det herligt at sidde så tæt på og studere Hackett's teknik. Han slår
sjældent mere end én streng an - hvis han da overhovedet slår dem an i
stedet for at lade tonerne glide ind, når han trykker på sine pedaler.
Efter "The Musical Box" er min blære ved at sprænges, så det giver mig
lejlighed til at opleve "Blood on the Rooftops" bagerst i lokalet med lidt
bedre overblik udenfor toiletterne.
Det er Gary O'Toole der tager sig at vokalen her, og det er jo et smukt
nummer. Bjarne må have syntes, at det var synd for mig, at jeg gik glip af
det, for han optog hele
introen på video - tak til Bjarne.
Så er det tid til sidste halvdel af side 2 på "Wind & Wuthering", som jo
ligger højt på skalaen over Genesis-Highlights, og det sluttes smukt af med
Nad Sylvan's vokal på "Afterglow" ... sådan skal det gøres.
Efter "Dance on a Volcano" kommer Gary O'Toole frem på scenen, og vi får en
flot version af "Entangled", som altid har været én af mine favoritter, og
her synger alle med. Selv Roger King bag sine keyboards synger med, selv om
han ikke har en mikrofon.
Koncerten slutter af med "This is a song with Quiet part & Loud Parts", som Phil Collins i sin tid introducerede "Supper's Ready". Så har vi vist fået så hatten passer. Dog skal vi lige have "First of Fifth" som ekstranummer.
Man kan sige meget godt om Steve Hackett, men improviserer, det gør han ikke. Højdepunktet er, at han kører sin arm hen over strengene i slutningen af et nummer. Og dog - indledningen til absolut sidste nummer er rock-kaos - men helt og aldeles kopieret fra sidste koncert - det er indledningen til afslutningen: "Los Endos".
Endnu en super-flot Steve Hackett-koncert på grænsen til det perfekte - og kun en hårsbredde fra det kedelige. Det er heldigvis styrken ved denne musik, der er så flot, at man næsten glemmer, at man er til koncert og bare nyder herlighederne - specielt når man sidder så tæt på, at man kan se Mr. Hackett's uforlignelige teknik, og det glimt, som han har i øjet under hele koncerten. Han nød det lige så meget som vi gjorde. Og det kan vi forhåbentlig gøre mange år endnu. Tak for i aften.
-----------------------------------------------------------------------------
Og endnu en gang en setliste fra www.setlist.fm :