Lad mig bare indrømme det. For en uge siden kendte jeg ikke navnet Steven Wilson. Efter den lidt skuffende Manic Street Preachers-koncert i Amager Bio tilmeldte jeg mig deres nyhedsbrev, og allerede mandag lå der en mail i Inboxen, som reklamerede for Steven Wilson. Hvem? Beskrivelsen af musikken fangede mit øje med ordet "Prog Prinsen", og ganske kort nede i teksten stod navnet "Porcupine Tree", som har fyldt usædvanligt meget i min private spilletid, siden jeg opdagede dem for tre måneder siden. Takket være TDC's Play Butik og 120 kroner fattigere havde jeg Mr. Wilson's to solo-album i løbet af et par minutter, og efter 2 timers intensiv lytning var al tvivl væk ... vi skulle til koncert. Vi er Svend og mig, som begge er faldet pladask for Porcupine Tree og Wilson-stilen, som efter min mening bedst kan beskrives som "Moody Blues meets Death Metal" ... nok en beskrivelse som nogen vil brokke sig over.
Opvarmningen til koncerten er et lydfelt af dystre toner, som fylder Amager Bio. Det underbygges elegant og lidt spooky af video-sekvenser på det transparente stof foran scenen, som giver en skummel stemning, men som er en perfekt tilpasning til det , som vi snart skal opleve. Amager Bio er stuvende fuld, så vi må konstatere, at vi er kommet "sent på vognen" ... der er mange andre, som tilsyneladende har set lyset lang tid før os.
En kutteklædt skikkelse vandrer over stranden og kommer
langsomt op til det sommerhus, hvor vi holder ferie ... musikken er ren
gyser, og der er ingen tvivl ... vores sidste time er kommet!
Trommeslager Marco Minnemann dukker op og begynder at lægge
den langsomme rytme fra "Insurgents"-nummeret "No Twilight Within the
Courts of the Sun", og lige efter følger bassist Nick Beggs,
der med sine solbriller og lyse fletninger ligner en klon mellem Pippi
Langstrømpe og et fuldgyldigt Hell's Angels medlem. Keyboard-spilleren Adam
Holzman kommer på scenen, og kort efter er fløjtespiller Theo Travis og
guitarist Niko Tsonev også på plads og lydstyrken stiger.
Det er en elegant måde at opbygge intensiteten på, og jubelen i salen
stiger, da "Prog Prinsen" kommer ind på scenen og går rundt og inspicerer
sine musikere og dirigerer dem med et par svingende håndbevægelser, inden
han tager guitaren frem og den typiske Wilson-eksplosion kommer i et
guitar-riff. Marco Minnemanns arme forsvinder for første gang i aften, da
han slår så hurtigt, at øjnene ikke kan følge med.
Scenens flortynde forhæng udnyttes optimalt med dystre video-kompositioner, der matcher musikkens sorte præg på enestående vis i nummeret "Index". I sin velkomst noterer Mr. Wilson, at det er en fornøjelse at skulle spille i Danmark for første gang, da alle videoer og billedmaterialer er lavet af danske Lasse Hoile, og at han skam er tilstede. Vi behøver dog ikke at kigge efter ham, for ifølge Wilson er der ingen, der ved, hvordan han ser ud! (Det hjælper ikke at gå ind på www.lassehoile.com )
Midt i tredje nummer falder gardinet, og et mere klart billede af scenen fremstår, men noget af den magiske stemning forsvinder. Lyden fremstår til gengæld helt perfekt, selv om der spilles MEGET højt ... skulle man putte propper i ørerne og skåne den resterende høre-evne ... det er næsten synd at miste nogen detaljer fra disse meget dygtige musikere.
Nu følger det smukke "Postcard", og jeg noterer, at adskillige kvindelige tilhørere omkring mig har set frem til dette nummer, hvis man skal dømme efter deres begejstring.
Mr. Wilson spankulerer ved flere lejligheder rundt på scenen
og dirigerer lidt og sikrer sig, at alt er som det skal være. Han er
tydeligvis arrangøren, komponisten og lydmanden Wilson, der langt fra har
brug for at spille med hele tiden. Havde han været født 50 år tidligere, så
havde vi været til koncert med Kapelmester Wilson og Band. Når han endelig
sætter sig foran sit keyboard, der næsten skjuler ham for tilskuerne, så er
det for at fylde endnu mere lydflade på musikken.
Tager han guitaren op, så er det med nærmest aggressive armbevægelser, der
snildt kan matche Minnemann's bag trommerene.
Lydmuren bliver voldsommere og voldsommere. Nick Beggs
lægger en fantastisk bas-rytme, når han slår på strengene, hvis han da ikke
bruger sin stick,
som frembringer imponerende lyde. Han er den eneste, der lægger vokal på ved
siden af Wilson, men de har læsset elektronik under ham, så han lyder som et
helt pigekor, når han åbner munden - meget flot!
Når Wilson selv tager den elektrisk guitar frem, så er det
enten for at hamre helt vildt på den eller køre et vildt riff af, som
gentages hurtigt og voldsomt som en bastant graffiti på det musikalske mur,
som bandet har banket op. Det er vildt, tungt, voldsomt ... og lige som det
skal være!
Steven Wilson introducerer et nummer fra en kommende plade
med titlen "Luminol". Han glæder sig over sine dygtige musikere, som gør ham
i stand til at lave endnu mere kompleks musik, end han selv ville kunne
spille. Nummeret er dynamisk og har endnu flere jazz- og funk-indslag end
tidligere, og det er absolut et spændende nummer, som vi glæder os til at
modtage i sin helhed.
"Så spiller vi sidste nummer", lyder det fra scenen, "men
bare rolig, det er meget langt og indeholder faktisk seks forskellige numre,
så I får noget for pengene". Det 23 minutter lange "Raider II" bygger sig
meget langsomt op, og på Wilson's opfordring er folk helt stille under denne
længere passage, hvilket gør nydelsen perfekt. Dog er lydmuren til sidst så
voldsom, at jeg fortryder ikke at have taget propperne i og skånet ørerne.
Intensiteten stiger til uanede højder, Theo Travis blæser af sine lungers
fulde kraft i sin saxofon og alle kører i højeste gear.
Nummeret bygges nu ned, og musikerne forlader scenen i omvendt rækkefølge,
i forhold til hvordan de startede.
Efter en kort pause med en jublende sal kommer alle ind igen, og vi får alt, hvad vi fortjener i ekstranummeret "Get All You Deserve" fra "Insurgentes", hvor vi jo er nødt til at have gasmasken frem til sidst, og hvor lyden igen går helt amok og fjerner de sidste rester af mine trommehinder.
Hold da op! Sikken en koncert. Det gør vi MEGET gerne om
igen! Tak til Kapelmesteren og han tapre svende for denne sublime oplevelse.
|
 |
