Uha! Forventningerne er skruet helt op til denne opførelse
af mesterværket, og det har været nødvendigt at tage turen til Berlin for at
få lov til at opleve det ... sikken en god undskyldning for at holde tre
fridage og byferie.
Admiralspalast er et gammelt teater og den perfekte kulisse til denne
koncertoplevelse, som jo er én lang opførelse af 1974-mesterværket "The Lamb", som ... lad mig bare indrømme det - blev udgivet før jeg blev en sand
discipel af Genesis. Jeg husker stadig en tur hjem med bussen efter en
koncert - tror at det var den første Mike Oldfield i København - hvor en
højrøstet fyr på bagsædet kommenterede dagens koncert med ordene: "Det er
den bedste koncert, jeg har været til ... siden "The Lamb" ".
Den
bemærkning har siddet i baghovedet lige siden. Da chancen nu bød sig, så var
der ikke meget betænkningstid. Som altid med "The Musical Box", så er der
ikke megen snak, for det drejer sig om musikken. Det er lige på og hårdt ...
og man kan næsten følge med i teksten ved at se på de over 1100 lysbilleder,
der suser hen over skærmene under hele showet.
"The Lamb Lies Down on Broadway" ... Rael i sin ikoniske læderjakke.
"Cuckoo Cocoon" ... fremført af en nøgen og frysende Rael gennem et hul i
gulvet.
"The Grand Parade of Lifeless Packaging" ... i flot
flerstemmig udførelse. Det er nok ikke et tilfælde, at trommeslager Marc
Laflamme har ladet skægget gro, så han ud over stemmen har en umiskendelig lighed med "den
anden trommeslager". Jeg er også dybt imponeret over sanger Denis Gagné, der
både ligner og synger som "den første sanger" ... næsten bedre. Ifølge altid
informative
Wikipedia har Denis lært at spille fløjte efter sin indtræden i bandet
for at kopiere originalen perfekt.
"Hairless Heart" ... ét af koncertens musikalske
højdepunkter.
"Carpet Crawlers" ... en klassiker!
"The Chamber Of 32 Doors" ... If you'd help me, find the door, that doesn't
lead me back again ... take me away!
Første halvdel af showet er slut, og sangeren fortæller nu en tåget historie
om indholdet af anden halvdel, og afslutter med at dette "pretty much lead
up to the end of the show".
Vi får "Lilywhite Lilith" og herefter bliver det helt sort (som det jo skal)
i "The Waiting Room".
Leaving "The Waiting Room" ... uendeligt grimt. Hvad har de
stakkels amerikanske fans tænkt, da de i 1974 blev præsenteret for dette
UDEN at have hørt pladen først ... de har ifølge
The Musical Box's
hjemmeside været totalt forvirrede: "The audience is left perplexed,
unfamiliar with the new repertoire since the album is still not available."
Det havde vi andre nok også, hvis vi troede, at vi skulle til en almindelig
koncert, og så fik serveret fire fyldte vinyl-sider med ukendt musik. Midt i
nummeret tændes lyset på publikum, og da trommerne starter igen, begynder en
grotesk figur at udføre sit skyggespil på de store skærme:
... og slutter af med at knuse spejlet ...
Under slutningen af "Here Comes The Supernatural Anaesthetist" kan man se,
at nogen kravler rundt i mørket og laver "noget" ... og da "The Lamia"
starter, står Rael inde i en lysende tyfon, der hvirvler rundt om ham, mens
nummeret udføres ...
... og til sidst kommer den nøgne Rael ud af hvirvelvinden.
Igen sker der ting i mørket, mens "Silent Sorrow in Empty Boats" bliver
spillet. Nu følger "The Colony of Slippermen", som er i tre dele. Under "The
Arrival" kravler en mystisk figur ud af en livmoder og puster sig op.
The Slipperman er ankommet: "... his skin is covered in slimy lumps, with
lips thats slide across each chin ..."
Vi kører direkte over i "The Raven": " ... he take the tube right out of my
hands. Man I'm going to find where that black bird lands ..."
"The Light Dies Down on Broadway"
"In the Rapids" bliver fremført uden guitaristen Francois Gagnon på scenen.
Fremragende ... men var Mr. Hacket ikke med på dette nummer. Formodentlig
ikke, hvis han ikke er her nu, da kopieringen af koncerten er minutiøs og
med direkte hjælp fra Mr. Gabriel og resten af Genesis.
"IT" ... "It is here ... it is now" ... it is over!
I år 2000 købte The Musical Box rettighederne af Gabriel & Genesis til at opføre dette show, men det har altså taget 12 år at nå hertil. Og da koncerten er en tro kopi, siger sangeren nu: "Det var så "The Lamb", og efter dette vil vi spille det sidste nummer!" Hvad har de oprindelige tilskuere tænkt! "De spiller kun TO numre!" Hvis jeg havde set showet dengang, uden at have hørt skiverne først, så havde jeg nok mugget en del. Men nu hvor musikken ligger i rygraden som en del af mit autonome nervesystem, så er det en sand fornøjelse at opleve dette show.
Nu følger den meget visuelle beretning om de to søskende,
der spiller kroket, og om hvordan søsteren lige kommer til at slå broderens
hoved af ... vi skal høre nummeret "The Musical Box", som indledes med
fløjtespil.
Da den gamle mand kommer på scenen, kan kameraet ikke klare den rynkede
hvide maske, så ansigtet bliver vildt overbelyst. Men godt er det ... og så
er den ordinære spilletid slut.
Vi klapper faktisk længe, før lyset langsomt kommer op til lyden af
mellotronen i "Watcher of the Skies", der nu igen har taget opstilling bag
skærmene.
Meget af nummeret bliver spillet med fuldt drøn på lyden ... men med meget
lidt lys. Kun i få glimt får vi lov til at se ryggen af "The Watcher" i sit
farverige kostume.
Så er det slut. Uden et ord forlader de scenen, så man må sige, at The Musical Box er tro mod at fremføre Genesis-musikken frem for at få fokus på sig selv. Lyset kommer på, og vi begynder at tage vores tøj på. Roadierne kommer ind og begynder at tage instrumenterne ned, og sangeren og trommeslageren dukker op for at hjælpe til. Jubelen breder sig på de forreste rækker, og nu kommer de hen og trykker et par hænder. Det har man absolut lyst til at gøre. Tak for en stor oplevelse, som reelt set nok var bedre at se og høre nu ... end originalen i 1974, hvor jeg med stats-garanti ikke ville have nydt det på samme måde.