Disse flotte postere er hugget på "Ken
Gudmand Prisens" hjemmeside, og her kan alle de flotte plakater med et
overflødighedshorn af danske prismodtagere ses.
Det var Mikkel Nordsø himself, der lokkede til Amager Bio denne aften, men havde man taget et kig på Amager Bios plakater, så havde man da slet ikke været i tvivl om, hvor man skulle tilbringe denne aften.
En herre i nydeligt jakkesæt starter festen op kl. 20, og allerede her er "farver" dækket i forhold til overskriften "fest og farver".
 |
Konferencier Jacob Haugaard starter med at
konstatere, at de fleste af de tilstedeværende nu er kommet i en
alder, hvor der kun er to højdepunkter tilbage i livet: "Sidste
arbejdsdag og første slagtilfælde!" Så var stilen lagt. Vi får også den "kendte" sang af Lulu Ziegler, som vist hedder "Vi er de sidste i Europa, der får pension (og vores børn kommer til at betale den)", og i det hele taget fyldes aftenens pauser mellem de mange bands herligt ud. Da én enkelt pause strækker lidt længere end et par minutter, får vi en reprise af kommentaren om, at Hr. Haugaard's tre år i Tinget er Danmarkshistoriens dyreste AMU-kursus. Og så ikke mere om Jakob Haugaard. |
Mikkel Nordsø Band lægger ud med en trompetlyd, der burde få
Miles Davis til at stå op af graven for at deltage. Det er dog Hr. Nordsø's
guitar tilsat lidt elektronik, der frembringer lyden, og det er en flot
jazz'et intro til aftenen. De spiller to numre, og det sidste er ren
Santana.
På scenen er ud over Mikkel
Nordsø, Ben Besiakov: Keyboards, Peter Danstrup: Bas, Ole Theill: Trommer,
Klavs Nordsø: Percussion, Jacob Andersen: Percussion og Eliel Lazo:
Percussion.
Nu følger Danmarks svar på "Al DiMeola, Paco de Lucia & John
McLaughlin" i form af "Acoustic Guitars". Mikkel Nordsø introducerer
Christian Ratzer og Steen Kyed og undskylder, at de ikke har
spillet sammen i fire år. Muligt - men de to andre har i hvert fald ikke
lade guitaren ligge i hjørnet i disse år, for vi får en forrygende opvisning
i, hvad man kan frembringe med en akustisk guitar.
Næste indslag er også rent akustisk, da "Blue Lotus" giver
to numre.
Tine Rehling håndterer harpen, og Ole Theill tager sig igen af
trommerne.
Nu bliver det igen jazzet, da "Smoukers Lounge" giver et par numre. Det er
smukt, og man bliver jo ikke træt af at lytte til Jens Haack's saxofon. Ben
Besiakov er igen på scenen på keyboards, og igen er Jacob Andersen med på
blå sydvest og congas.
Der er næppe tvivl om, at en stor del af aftenens publikum
var kommet for at se denne dame med band, og lad os bare være ærlige og sige,
at hun stadig ser kæmpe-godt ud. Kan hun også stadig synge?
Absolut! Salen koger over, da vi genhører "Sui Sui", "Vodoo"
og et par andre af de store hit. Sanne siger på rygraden "Vi er Sneakers",
men skynder sig at rette det til "vi VAR Sneakers" ... ingen skal starte
rygter om gendannelse. Gendannelse eller ej, så var der fuld skrue på scenen,
og Morten Kærså var 100% på ligesom de andre, dvs. Klaus Menzer på trommerne,
Jacob Andersen med sydvest og Christian Dietl på bassen ... ganske som det
skal være.
Var dette kram aftenens reelle førstepris? Det ser sådan ud.
Vi får også det instrumentale "Fire to my telephone", hvor
alle sejl bliver sat til. Det lyder fuldstændigt, som det skal. Alle jubler
berettiget ... vi har oplevet et flash-back, som ingen vel nogensinde havde
troet på ville blive muligt.
Der kommer et ekstra-nummer, som vi nok burde have sprunget over, da det
tydeligvis ikke er indøvet nok, men skidt med det - det var stadig super-fedt
at se Sneakers på scenen igen ... og Sanne i fin form. Tak for det.
Nu skal vi til selve prisoverrækkelsen, og hele bestyrelsen
for Mindefonden dukker op på scenen. Hr. Friis tager ordet og introducerer
Peter Ingemann.
Den monokel-klædte excellence overrækker prisen, som er en glasskulptur af
Hr. Gudman's trommesæt, og den uendelige liste af musikalske sammenhænge,
som Mikkel Nordsø har deltaget i, nævnes.
Det er tilsyneladende sidste år, man vil uddele denne pris
... er man ved at løbe tør for samtidige kunstnerere, som fortjener den? ...
næppe! Ikke desto mindre gives stafetten videre (hvad det så end betyder)
ved at give en ekstra pris til "The William Blakes", og det bliver jo i
familien, da to af de fire medlemmer også hedder Nordsø ... Fridolin &
Frederik.
Nu starter "The William Blakes" ud med en stjerneregn af store danske musiknavne, som alle har modtaget Ken Gudman prisen i løbet af de sidste ti år.
Først Mikkel Nordsø (2012) og Klaus Menzer (2009), så Per
Christian Frost (2005) og Laust Sonne (2007) ...
... Aske Jacoby (2004), Moussa Diallo (2006) og endelig Wili
Jønsson (2008) ... forhåbentllig ingen glemt!
Bestyrelsen takker pænt af, og som en sidste prismodtager får
Peter Ingemann en ekstra æres-pris.
Vi slutter af med at få alle på scenen igen ... sikken aften.
Tak til Ken Gudman og Mindefonden for at gøre dette muligt.
Se alle foto her i høj opløsning: