Jennie Abrahamson varmer op PRÆCIS fra 20.00 til 20.30.00! Udmærket og
nydelig svensk pop!
James Dean Bradfield lægger ud i et vildt opgearet tempo!
Hvad er der sket i omskiftningsrummet bag scenen? Vi er slet ikke klar til
at køre i det gear efter den afdæmpede men udmærkede opvarmning med svenske Jennie Abrahamson.
Det virker hektisk ... ja faktisk ... man tør næsten ikke
sige det ... manisk! Scenen er udsmykket med en bodybuilder og en hund fyldt
med smp spejle samt to træer fyldt med lilla lamper. Desuden er bassisten
Nicky Wire's sangstativ pyntet som et juletræ med spraglede fjer eller bånd.
Thjaee! Bag scenen troner en alvorligt udseende ung dame med royal krone og
stirrer alvorligt på os under hele koncerten. Jeg spørger Klaus, om han som
MSP-kender kan placere hende til et omslag - det kan han ikke.
Jeg må indrømme, at jeg ikke har set MSP på scenen før, men
man bliver med det samme vildt imponeret af guitaristen, entertaineren og
ikke mindst sangeren James Dean Bradfield, der imponerer med sin vildt
energiske og sikre stil. Vokalen sidder lige i skabet, men det er til
gengæld mere, end man kan sige om lyden. Det er frygteligt højt, og det
forvrænger og ødelægger en stor del af nydelsen, selv om man ikke er i tvivl
om, at der er gode håndværkere på scenen.
Flere gange bliver jeg voldsomt irriteret over, at der dukker store synth/keyboard-flader op i musikken, for der er ingen keyboard-spiller på scenen. James Dean forklarer, at de mistede deres sidste keyboard spiller til Spice Girls. Hvad skal man sige? Jeg hader at høre play-back til koncerter!
Det bliver ikke mindre hektisk, og efter et par numre lykkes det James Dean at skifte guitar INDEN et nummer er færdig, så han kan starte det næste nummer uden nogen pause ... hvad er det lige, han skal nå? En rutine, der minder om et vildt dyr i fangenskab starter nu. Et nummer slutter, James skifter guitar, styrter ind og tørrer sig i et håndklæde, der ligger på trommeslager Sean Moore's lille forhøjning. Han gør ikke meget væsen af sig i løbet af koncerten, men det lægger musikken jo strengt taget heller ikke op til.
Da "The Love of Richard Nixon" toner frem bliver det for meget for Klaus, der overgiver sig og drager ud i baren for at opsøge lydmanden og bede ham om, at komme tilbage til salen og skabe en rimelig lyd. Klaus finder ham ikke, så i stedet kommer han tilbage med tre sæt ørepropper, så vi kan overvære resten af koncerten uden smerter. Det er meget trist, for de tre herrer på scenen spiller aldeles fortræffeligt, og numrene er varierede og bliver leveret med stor energi. Det lægger en dæmper på diskanten, og en stor del af dynamikken forsvinder i håb om at bevare vores hørelse.
Én idiot smider en flaske vand op på scenen ... James dB ser
kortvarigt lidt bekymret ud. Den tårnhøje bassist og tekstforfatter Nicky Wire dasker lidt rundt på scenen,
men der er ingen tvivl om, at James dB leverer den væsentligste del af
lyd-oplevelsen fra scenen. Når Nicky Wire synger kor, går det meget svagt
igennem, men det er også svært at konkurrere mod den store stemme, som er i
fuldstændig kontrol ... han synger suverænt godt.
Sidste halvdel af koncerten kører numrene ud i et, og det er
for mig kun en begrænset oplevelse. Publikum er begejstrede, men alligevel
er det hele efter min mening lidt afmålt. Højdepunktet i mangel på
entusiasme er, da James dB efter "If You Tolerate This ..." siger tak for i
aften, og få sekunder efter er scenen tom, og roadierne begynder at pille
udstyret ned. Hvad skal man sige? Flot musik, flot spillet, katastrofe lyd
og noget helt galt med stemningen.
En underlig koncert, der let kunne have været 6 stjerner, men nu må nøjes med tre!
---------------------------------------------
Graver man lidt på nettet, så kan man på nedenstående link se, at de efterfølgende 4-5 koncerter har været magen til og UDEN ekstranummer, så det er nok deres standard, som jeg bare ikke kender til.
Man kan ikke andet end undre sig over diverse anmeldelser!
Gaffa skriver:
Fra første gang James Dean Bradfield slog strengene an
stod én ting klart. Denne aften ville have guitarer som sit ubestridte
omdrejningspunkt. Den nærmest konstante solo i "Motorcycle Emptiness" fyldte
omgående det meste af lydbilledet og dominerede åbningsnummeret på en måde,
der mindede om "Sweet Child o' Mine", og som ikke mindst bød på en
bemærkelsesværdig ubesværet og ren lyd. At lyden var i særklasse blev
yderligere bekræftet af det efterfølgende "Your Love Alone Is Not Enough",
der med sit brusende keyboard-arrangement stod overfor en endnu større test.
Men ingen nuancer gik tabt!
Har vi været til den samme koncert????
Til gengæld er FULDSTÆNDIG enig med Politikens anmeldelse. Ditto Soundvenue!
|
 |
