Hvor tit får man lov til at opleve Originalen fremføre originalen og en ny version af originalen med en kopi af sit originale band? Dette har tydeligvis været for kompliceret for koncertarrangøren, så i stedet for at bruge den korrekte titel "Jethro Tull's Ian Anderson with Band" har man valgt at annoncere "Jethro Tull with Band" ... så er forvirringen sgu' da total!
Aftenens koncert er ellers ganske enkel: Man tager mesterværket "Thick As A Brick" fra 1972 og fejrer dets 40-års jubilæum ved at lave en fortsættelse, som ganske enkelt hedder "TAAB2". Desværre er det uden guitarist Martin Barre, der lige nu turnerer med gamle JT-medlemmer og spiller JT-musik fra 70'erne med fokus på guitaren - nul keyboards!
Aftenens tema "Uhøjtidelighed og engelsk humor" bliver slået
an, allerede inden musikerne kommer på scenen. Typisk engelske
lagerforvaltere går rundt og fejer scenen, pudser mikrofonerne, optæller
højttalerne og rydder lageret for brugte kondomer, BH'er og døde høns! Nogle
af de fundne emner giver anledning til lidt diskussion blandt de
brun-kittel-klædte ældre herrer med sixpence.
Nu toner en video fra YouTube frem på scenens lærred, og Hr.
Gerald Bostock (som jo er hovedpersonen i både TAAB og TAAB2) føres ind til
en læge, som tydeligvis bærer en paryk. Under samtalen dukker Originalen op
og fremsiger "Really don't mind if you sit this one out!" ... koncerten er
startet. (Og søg ikke efter videoen på YouTube ... den er der ikke!)
Da det går løs springer Mr. Anderson rundt og dirigerer,
spjætter og hvad han ellers plejer at gøre ... ikke normal opførsel for én,
der netop i år er rundet de 65.
Bandet er John O'Hara på tangenter, David Goodier på bas,
Florian Opahle på guitar og Scott Hammond skjult bag trommerne. Det er samme
besætning som på den nye (og fremragende) TAAB2.
Det er dygtige musikere, men de er under skarp observation
af Hr. Anderson, og der er ikke plads til nogen form for improvisation i
denne fremførelse af de to albums.
Lidt nytænkning er der heldigvis plads til. Evigt unge
Anderson spiller fløjte som aldrig før, og han kan stadig (til trods for
hvad Ejnar mente) stå på ét ben, mens han udøver sit vituose spil. Til
gengæld kniber det med at nå de tidligere højder, som stemmen kunne opnå
tilbage i '72. Derfor er "unge Anderson" med i form af Ryan O'Donnel, der
synger ganske lig Originalen.
Igennem det meste af koncerten er O'Donnel iført en kæp, som han svinger på
samme måde som Originalens fløjte, men han kæmper lidt med den rigtige
benstilling ... man er vel under oplæring. Desværre får O'Donnel for lidt
plads i den vokale forgrund, da hans stemme objektivt hørt er meget bedre en
"gamle Anderson's", og det er desværre kun få gange, at de synger i kor
eller flerstemmigt. Sidstnævnte skyldes nok, at Originalens vokale rytme er
svær at følge, når han koncentrerer sig om at ramme de rigtige toner i
stedet for at holde den originale takt.
Den originale Anderson er ud over at være en guddommelig musiker også en
spøgefugl med lune. Midt i "første side" af TAAB ringer hans mobiltelefon,
og alt stopper på scenen. Mr. Anderson taler med en person i den anden ende
og siger, at det passer dårligt. (Adskillige blandt publikum hiver deres
mobiler frem og slukker dem!) Mr. Anderson afslutter samtalen med at sige,
at vi ses på Skype, og frem toner en kvinde, der lægger sin baby til side og
fremdrager en violin, så hun kan spille violin-stemmen på TAAB ... elegant
og morsomt. Men galskaben stopper ikke her. I pausen "mellem side-1 og
side-2" på TAAB benytter Ian Anderson lejligheden til at formane alle mænd i
forsamlingen til at blive undersøgt for prostatakræft, og han filosoferer
over at komme op i alderen og skulle på toilettet flere gange i løbet af en
nat ... eller en koncert. Helt perfekt timet kommer tilskuer-Tom forbi på
vej til toilettet, og han bliver straks udspurgt af Ian Anderson, om han er
blevet undersøgt.
Nu hives en tilskuer fra første række op og bliver udklædt i hvid kittel og
latex-handsker, og vi ser alle på skærmen, hvordan Toms skygge smider bukser,
bøjer sig forover og ... lyset forsvinder igen, og de to herrer forlader
scenen igen, så side-2 kan starte op. (Og Tom kan gå tilbage til sin stand
og sælge Tull T-shirts.)
Jeg har aldrig tænkt over, at der ca. 2 minutter inde på side-2 er en
trommesole, men den blev her gengivet, mens de resterende musikere stod helt
stille med foldede hænder og lyttede ... igen et pudsigt indslag.
Denne trommesolo efterfølges af et underligt "stop-and-go-stykke", hvor
musikerne frøs i besynderlige positioner under de korte stop ... igen
pudsigt og underholdende.
Resten af TAAB side-2 køres sikkert på land - ikke mindst takket være unge
O'Donnel, der meget charmerende og teatralsk spankulerer rundt og kopier
originalen.
De sidste toner er som i starten ... "And you wise men don't know how it
feels ... to be Thick as a Brick" ... og "Brick" fremkommer synkront på
bagtæppet.
Der er pause, så alle kan lade 40 år passere, indtil vi skal høre, hvad der
videre hændte Gerald Bostock.
------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------
Ligesom i set-1 starter TAAB2 med en You Tube video-intro, hvor Sir
Archibald Parritt fra St. Cleve TV introducerer den næste del af koncerten.
Nu hører vi det originale band med den originale 2'er, så lyden passer bedre
til en live-opførelse, og det hele glider flot. Vi oplever nu "what ifs,
maybes and might-have-beens, why not's, perhaps and wait-and-sees"
... hvordan kunne Gerald Bostock's liv have formet sig?
"Banker Bets, Banker Wins" ... den 50-årige bankmand Gerald Bostock (alias
Ryan O'Donnel) deltager i guitar-orgiet på paraply.
Alle referencerne er der: St. Cleve Chronicle i opdateret "Thick As A Brick
2"-udgave, "Where the Hell was Biggles" og alle de andre.
Hjemløse, homoseksuelle Gerald, Præsten Gerald, Militær Gerald og "Kedelige,
Helt-almindelige Gerald"
Vi ser en del referencer til "gamle dage", hvor også gamle skolefoto af de
unge Jethro Tull-kammerater dukker op med navns nævnelse.
Vi slutter, hvor vi startede, med Sir Archibald Parritt, der afslutter
synkront med bandet på scenen. Intet er overladt til tilfædighederne her -
en flot aflevering af to flotte stykker musik.
Så mangler vi kun at sige pænt farvel ... og så selvfølgelig "Locomotive
Breath" på fuld damp som ekstra-nummer.
Tak for i aften og tak for oplevelsen. Man tør næsten ikke tro på, at det
skal lykkes at se Jethro Tull igen ... altså med Sir Barre på guitar!
You Tube: Official TAAB2 Trailer