Yes, 2011 6. december, Amager Bio, København

Forventninger var nok skruet for højt op, for d. 10. december 2009 så vi næsten samme hold på samme sted - og det var intet mindre end fremragende. Den nye sanger Benoit David gjorde det rigtigt godt, og han var ydmyg på scenen og forsøgte at lægge sig så tæt op af Jon Anderson som muligt, og han gjorde det godt. Den daværende keyboard-erstatnng var Oliver Junior, og han havde ingen problemer med at leve op til sin læremester og farmand, så teamet var i en meget stærk opstilling.
Denne gang var en anden af de gamle drenge, nemlig Geoffrey Downes, kommet med på keyboard, og han indtog jo også Drama-albummet. Men er de blevet gamle mænd? Bo og jeg indtog balkonen, så vi havde det store overblik, og hermed kunne vi kigge lige ned på mixerpulten, som hed ... grandMA ... skulle det matche grandPA's på scenen?

Scenen var simpelt bygget op, men en stor skærm over Alan White's trommer var en kontinuer kunstudstilling for Roger Dean's mange eventyrlige Yes-covers, der tonede over i hinanden under hele showet. Rammerne var med andre ord på plads for endnu en stor oplevelse.

De garvede gamle mænd lægger benhårdt ud med "Yours is no disgrace" og det er bare fuld knald fremad ... lige indtil katastrofen indtræder. Brækkede Steve Howe hånden eller revnede Chris Squire sine bukser - næh, havde det var været det. Men sangeren Benoit David åbnede som forventet munden, og han ramte fuldstændigt skævt - hallo, der er vist én, som lige skal varmes op!
Men sådan skulle det desværre ikke lige være. Gennem hele nummeret er de ellers så unikke trestemmige harmonier, som Yes-fans elsker, en underlig skæv disharmoni, hvor det er svært at skelne, hvem og hvor mange, der synger ved siden af hinanden. Kun når Benoit synger alene, står det lysende klart, at noget er helt galt. Han synger simpelthen skingrende falsk. Men ikke nok med det! Han falder forkert ind i versene, og intoneringen og afslutningen af adskillige ord går rytmisk helt galt. Har han drukket?

Herefter skal vi trækkes igennem "I've seen all good people, som jo om nogen Yes-sang er båret af vokalharmonierne, så her bidrages væsentligt til det ulmende mavesår og de flossede trommehinder. Fantastisk musik - bare ikke i aften!

Så annoncerer de fra scenen, at vi nu kommer til et nummer fra den nye skive, og da jeg faktisk holder meget af den og allerede har hørt den en del mere, end den måske fortjener - man er vel ved at blive et gammelt pop-vrag - så tænker man i sit stille sind: "Den MÅ han da kunne synge!" Men nej. Det var ikke en pind bedre ... hvad sker der lige? Man stod og undrede sig over, at de fire andre fremragende musikere på scenen kunne holde masken og hverken grinede eller græd. Benoit David tog sig adskillige gange til ørerne og rettede på sine ørepropper, og han lavede også mange fagter til lydfolket. Kunne han slet ikke høre noget! Det ville i så fald gíve mening. Og Squire, Howe og Downes behøver formodentlig ikke at kunne høre sig selv for at synge rent.

Først da vi nåede til "den stille afdeling", som Chris Squire kaldte den, kunne vi uden bekymring nyde de to akustiske numre, som Steve Howe i vanlig suveræn stil og tilsyneladende legende let serverede for os. "Solitaire" er også at finde på den nye CD, og "Intersection Blues" har så mange indskudte ligheder med "The Clap", at det er en forfriskende afveksling.

Desværre varede lykken ikke evigt, og vi skulle nu igennem det ellers på albummet udmærkede nummer "Fly From Here", der dog har lige lovligt få "riffs" og "temaer" til at kunne strække sig ud over en hel vinyl-side uden at blive for langt. Det var deprimerende! For at fuldende nedturen, fik vi serveret "Wondrous Stories", som selv med Jon Anderson ved mikrofonen er et af de få Yes-numre, som giver mig kvalme. Det er hermed ubeskriveligt at gengive på tryk, hvordan denne oplevelse var i aften.


"Into the Storm" er efter min mening højdepunktet på det nye album, og det havde da også visse lyspunkter. Tilsvarende fangede Bo og jeg flere passager i "Heart of the Sunrise", hvor sangen faktisk var OK. Det var som om, at Mr. David pludselig forsøgte at tænke på Jon Anderson, og så var den der. Men straks lagde han sig ved siden af igen - ubegribeligt.
 
Selv og Goliat med basguitaren forsøgte at synge, alt hvad hans enorme pondus kunne bære, så kunne han ikke skjule det faktum, at aftenen var lidt spild af penge. Men sådan er det vel - lige meget hvor fremragende forsvaret er, så kan man ikke vinde, hvis angriberen konstant skyder ved siden af!

Som et lille plaster på såret fik vi "Starship Trooper" som sidste nummer, og fordelen ved dette er jo ikke bare, at det er ét af mine yndlings-Yes-numre, men at hele sidste tredjedel er uden vokal. Her vågnede Geoffrey Downes endelig op fra sin sikre havn af tangent-instrumenter, og sammen med en bærbar synth sejlede han ud på scenen for at tage kampen op med Steve Howe og de andre, og et kort øjeblik glemte man helt katastrofen og nød slaget i samspillet - de gamle mænd kan endnu.


Pligt-ekstranummeret var "det sædvanlige", dvs. Roundabout. Det havde faktisk været modigt, om de havde valgt noget andet, men mon ikke det stærke backing-band havde fået kopi-sanger nok, og ville hjem i seng.
Det ville vi andre i hvert fald.

Folk klappede pænt og trofast, men kommentarerne på vej ud var enstemmige. Tænk om Benoit David kunne have ramt en tilsvarende en-stemmighed på scenen. Skal vi se Yes igen, så må det blive med en ny sanger. Men kan kan godt frygte, at de professionelle lægger karrieren på hylden efter dette. De kan ikke selv have haft en god oplevelse.

Man kan alligevel drømme om, at det blive alle gode gange tre ... nemlig første, anden og fjerde gang.
Tredje gang glemmer vi forhåbentlig hurtigt!

Se alle foto her i høj opløsning.

Mail fra Bo 14. december ... måske en forklaring:

Retur