Skyggespil, Kopiband og Gamle Mænd?
Forventninger var nok skruet for højt op, for d. 10. december
2009 så vi næsten samme hold på samme sted - og det var intet mindre end
fremragende. Den nye sanger Benoit David gjorde det rigtigt godt, og han var
ydmyg på scenen og forsøgte at lægge sig så tæt op af Jon Anderson som
muligt, og han gjorde det godt. Den daværende keyboard-erstatnng var Oliver
Junior, og han havde ingen problemer med at leve op til sin læremester og farmand, så teamet
var i en meget stærk opstilling.
Denne gang var en anden af de gamle drenge,
nemlig Geoffrey Downes, kommet med på keyboard, og han indtog jo også
Drama-albummet. Men er de blevet gamle
mænd? Bo og jeg indtog balkonen, så vi havde det store overblik, og hermed
kunne vi kigge lige ned på mixerpulten, som hed ... grandMA ... skulle det
matche grandPA's på scenen?
Scenen var simpelt bygget op, men en stor skærm over Alan
White's trommer var en kontinuer kunstudstilling for Roger Dean's
mange eventyrlige Yes-covers, der tonede over i hinanden under hele showet.
Rammerne var med andre ord på plads for endnu en stor oplevelse.
De garvede gamle mænd lægger benhårdt ud med "Yours is no
disgrace" og det er bare fuld knald fremad ... lige indtil katastrofen
indtræder. Brækkede Steve Howe hånden eller revnede Chris Squire sine bukser
- næh, havde det var været det. Men sangeren Benoit David åbnede som
forventet munden, og han ramte fuldstændigt skævt - hallo, der er vist én,
som lige skal varmes op!
Men sådan skulle det desværre ikke lige være.
Gennem hele nummeret er de ellers så unikke trestemmige harmonier,
som Yes-fans elsker, en underlig skæv disharmoni, hvor det er svært at
skelne, hvem og hvor mange, der synger ved siden af hinanden. Kun når Benoit
synger alene, står det lysende klart, at noget er helt galt. Han synger
simpelthen skingrende falsk. Men ikke nok med det! Han falder forkert ind i
versene, og intoneringen og afslutningen af adskillige ord går rytmisk helt
galt. Har han drukket?
Bemærk Alan White's ansigt ... han
led også ved at høre på dette. I andet
nummer får vi allerede ét af de forventede numre fra Drama, og det
er heldigvis Tempus Fugit, hvor der er masser af præcis
Howe-Squire-White angreb på rytmerne, som rammer helt perfekt. Her er der
virkelig IKKE tale om et kopi-band, men om tre herrer som mange nok drømmer
om at kopiere. Desværre falder kopi-sangeren igen ind, og den kortvarige
illusion om en opløftende oplevelse fordamper. |
|
|
Herefter skal vi trækkes igennem "I've seen all good
people, som jo om nogen Yes-sang er båret af vokalharmonierne, så her
bidrages væsentligt til det ulmende mavesår og de flossede trommehinder.
Fantastisk musik - bare ikke i aften!
Så
annoncerer de fra scenen, at vi nu kommer til et nummer fra den nye skive, og da jeg
faktisk holder meget af den og allerede har hørt den en del mere, end den
måske fortjener - man er vel ved at blive et gammelt pop-vrag - så tænker man
i sit stille sind: "Den MÅ han da kunne synge!" Men nej. Det var ikke en
pind bedre ... hvad sker der lige? Man stod og undrede sig over, at de fire
andre fremragende musikere på scenen kunne holde masken og hverken grinede
eller græd. Benoit David tog sig adskillige gange til ørerne og rettede på
sine ørepropper, og han lavede også mange fagter til lydfolket. Kunne han
slet ikke høre noget! Det ville i så fald gíve mening. Og Squire, Howe og
Downes behøver formodentlig ikke at kunne høre sig selv for at synge rent.
Først da vi nåede til "den stille afdeling", som Chris Squire kaldte den, kunne vi uden bekymring nyde de to akustiske numre, som
Steve Howe i vanlig suveræn stil og tilsyneladende legende let serverede
for os. "Solitaire" er også at finde på den nye CD, og "Intersection Blues"
har så mange indskudte ligheder med "The Clap", at det er en forfriskende
afveksling.
Desværre varede lykken ikke evigt, og vi skulle nu igennem det
ellers på albummet udmærkede nummer "Fly From Here", der dog har lige
lovligt få "riffs" og "temaer" til at kunne strække sig ud over en hel
vinyl-side uden at blive for langt. Det var deprimerende! For at fuldende
nedturen, fik vi serveret "Wondrous Stories", som selv med Jon Anderson ved
mikrofonen er et af de få Yes-numre, som giver mig kvalme. Det er hermed
ubeskriveligt at gengive på tryk, hvordan denne oplevelse var i aften.
"Into the Storm" er efter min mening højdepunktet på det
nye album, og det havde da også visse lyspunkter. Tilsvarende fangede Bo og
jeg flere passager i "Heart of the Sunrise", hvor sangen faktisk var OK. Det
var som om, at Mr. David pludselig forsøgte at tænke på Jon Anderson, og så
var den der. Men straks lagde han sig ved siden af igen - ubegribeligt.
Selv
og Goliat med basguitaren forsøgte at synge, alt hvad hans enorme pondus
kunne bære, så kunne han ikke skjule det faktum, at aftenen var lidt spild
af penge. Men sådan er det vel - lige meget hvor fremragende forsvaret er,
så kan man ikke vinde, hvis angriberen konstant skyder ved siden af!
Som et lille plaster på såret fik vi "Starship Trooper"
som sidste nummer, og fordelen ved dette er jo ikke bare, at det er ét af
mine yndlings-Yes-numre, men at hele sidste tredjedel er uden vokal. Her
vågnede Geoffrey Downes endelig op fra sin sikre havn af
tangent-instrumenter, og sammen med en bærbar synth sejlede han ud på scenen
for at tage kampen op med Steve Howe og de andre, og et kort øjeblik glemte
man helt katastrofen og nød slaget i samspillet - de gamle mænd kan endnu.
Pligt-ekstranummeret var "det sædvanlige", dvs.
Roundabout. Det havde faktisk været modigt, om de havde valgt noget andet,
men mon ikke det stærke backing-band havde fået kopi-sanger nok, og ville
hjem i seng.
Det ville vi andre i hvert fald.
Folk klappede pænt og trofast, men kommentarerne på vej
ud var enstemmige. Tænk om Benoit David kunne have ramt en tilsvarende en-stemmighed
på scenen. Skal vi se Yes igen, så må det blive med en ny sanger. Men kan
kan godt frygte, at de professionelle lægger karrieren på hylden efter
dette. De kan ikke selv have haft en god oplevelse.
Man kan alligevel drømme om, at det blive alle gode gange
tre ... nemlig første, anden og fjerde gang.
Tredje gang glemmer vi
forhåbentlig hurtigt!
|
|
Se alle foto
her i høj opløsning.
Mail fra Bo 14. december ... måske en forklaring:
December 14, 2011—Prog
rock band YES have been forced to cancel the last 3 shows on their
European tour due to illness. Benoit David, lead singer with the
group, has been hit by an extreme case of laryngitis together with
an ear infection and high fever and was advised by doctors not to
speak, sing or travel until the infection is under control.
The band are bitterly disappointed and are really sorry that they
have to let their fans down.
Retur |