Vi støder
allerede på MUREN, inden vi er inde i Parken ... muren af lastbiler. Der
venter et udstyrsstykke uden lige.
Nu begynder en hvis bekymring og irritation dog at sætte ind. Der vælter berusede mennesker rundt ved indgangene, og der er som sædvanligt nærmest kaotiske tilstande for at komme ind i Parken. Adskillige meget unge mennesker i køen udtaler sig højlydt om, at de faktisk aldrig har hørt The Wall, men at "det vist nok er meget flot". Hvorfor er det lige, at man skal kæmpe for at få billetter via Internettet, når der er så stor en andel af tåber mellem publikummet? Det er svært ikke at savne "de gamle dage", hvor folk stillede sig pænt i kø foran billetkontoret i Mikkel Bryggers Gade i København, så de mest entusiastiske, fik de bedste billetter. Dette kunne vel stadig gøres de første to dage af billetsalget, inden man åbnede for Internet-salget?
Lidt nedtrykte kom vi ind i salen, og humøret steg
betragteligt ved at se opstillingen på den gigantiske scene.
Desværre blev vi ved med at gå opad for at finde vores pladser, og da vi
endelig kunne sætte os ned, var en ikke uvæsentlig del af udsynet til scenen
spærret af højttalere, master og andre store genstande. ØV! Lyden fra
opvarmningsmusikken lød katastrofal, og de berusede jyder på rækken foran os
råbte og skreg om øl, og de insisterede på at sidde og ryge. Helt ærligt ...
en lyn-depression var ved at indfinde sig. Her har man i månedsvis glædet
sig til dette fantastiske gensyn, og så er rammerne så elendige!
Lyset slukkes, Parken eksploderer i lys og lyd, og
det hele sidder LIGE i øjet og øret - ethvert tilløb til depression
fordufter .... THE SHOW MUST GO ON!
Showet er ikke mange sekunder gammelt, før man med glæde kan konstatere, at det er helt "nyt". De levende sekvenser på muren er helt anderledes end i de oprindelige 1980/81-shows, men teknikken har så sandelig udviklet sig til det bedre. Koret på scenen er perfekt, og lyden er imponerende, selv om vi sidder helt oppe under taget.
En ældre gråhåret herre, der har valgt at udskyde
efterlønnen, træder ind på scenen til folkets store jubel. Dette er ikke kun
The Wall ... det er en hyldest til Roger Waters.
Hr. Waters bliver hjulpet i den sorte læderjakke,
og nu transformerer han sig til Pink - den forskruede rockstjerne, der har
hovedrollen i dette show.
SO YOU THOUGHT YA' MIGHT LIKE TO GO TO THE SHOW? Ja ... og vi har glædet
os i et halvt liv til at se det igen.
BAS, ALL THE SOUND EFFECTS, ACTION .... den styrtende Stuka er
stadig med i showet og rammer muren i en eksplosion ... det er vist de
færreste, der nåede at opdage denne detalje i overfloden af effekter og lyd.
Ingen tvivl om hvem der er stjernen i dette show. Vores fulde
venner fra Aarhus på rækken foran skråler med, så det næsten overdøver den
perfekte lyd. Folkefesten er startet.
Helikopterne suser rundt i salen over publikum, og A CERTAIN
TEACHER dukker op. Nu er der tale om total hit-parade, hvor hele salen
skråler WE DON'T NEED NO EDUCATION.
Og så dukkede der gud-hjælpe-mig dansende børn op og sang med . Jeg
ved ikke, hvem der i tidernes morgen udtalte, at han hader syngende børn,
men jeg er HELT enig med ham.
Man tør næsten ikke sige det, men man savnede ikke Mr. Gilmour. De
to guitarister Snowy White og Dave Kilminster gjorde det fremragende. Her i
soloen fra "ANOTHER BRICK IN THE WALL"
Her stoppede showet kortvarigt, og i modsætning til den original
opsætning, er der tid til kommentarer og almindelig koncert-stemning. Roger
Waters kommenterer, at han nu vil synge MOTHER sammen med en video, der blev
optaget tilbage i 1981 af "fucked-up Roger", da han havde kuk-i-kasketten
... altså VAR den Pink, som han synger om i dag. Det er genialt at bruge den
gamle video som baggrund.
MOTHER, SHOULD I TRUST THE GOVERMENT ... Roger's svar står på muren
til folkets store jubel.
Smukke GOODBYE BLUE SKY sniger sig ind, og igen brillierer sangere
og kor. Herefter bliver det igen dystert med EMPTY SPACES, hvor to
blomsterlignede dyr snor sig om hinanden på det runde lærred bag muren inden
det voldsomme klimaks i musikken og overgangen til YOUNG LUST. De originale
tegnede billeder er afløst af flotte piger på den store mur i denne
2011-version ... det er perfekt.
OOOOOH; I NEED A DIRTY WOMAN. OOOOH, I NEED A DIRTY GIRL ...
Og muren bliver hele tiden mere lukket til.
ARE ALL THESE YOUR GUITARS? ... ONE OF MY TURNS COMING ON ...
OOOOOH BABE! Lyden af smadrede TV hvirvler rundt i salen i en
perfekt surround effekt.
ALL IN ALL YOU WERE JUST BRICKS IN THE WALL
GOODBYE CRUEL WORLD, I'M LEAVING YOU TODAY
GOODBYE ... alt bliver stille og sort ... det er STORT! Så er der pause,
og vores venner fra Aarhus gør et desperat forsøg på at hente mere øl, så de
kan holde brannerten ved lige.
Del to starter, og snart er vi inde i NOBODY HOME, hvor "der som
sædvanligt" kommer en lille lejlighed til syne i muren for de heldige, der
kan se den. Jeg kan kun se Pink på storskærmen, men selve lejligheden er
skjult bag den hængende højttaler. Heldigvis kan Hanne fotografere det, så
jeg kan se det bagefter.
Hallo! Det er HELT forkert! "HELLO. IS THERE ANYBODY IN THERE?".
Lægen går rundt omkring muren og prøver at komme i kontakt med Pink. Hvor er
den hvide kittel, som en læge plejer at have på? Det er COMFORTABLE NUMB,
som burde være én af forestillingens højdepunkter. Desværre er der IGEN
hardware i vejen for udsynet, og de to guitarsoloer drukner bag teknisk grej.
Det må være svært at lægge fingre til én af verdens mest roste soloer, men
det lykkedes fantastisk flot. Suget i maven manglede dog pga. det begrænsede
udsyn.
THE SHOW MUST GO ON ... nu fortsætter showet indenfor muren. Det er
militant med klare referencer, og Surrogate Pink beskyder publikum med sin
maskinpistol. GET 'EM UP AGAINST THE WALL!!!
RUN LIKE HELL ... du er overvåget! Den store gris svæver over
publikum og observerer alle de svage, de sorte, bøsserne og jøderne, som "de
krydsede hammere" vil udrydde. YOU BETTER RUN ...
WAITING FOR THE WORMS ... computeranimationerne er blevet noget
flottere siden de original Gerald Scarfe håndtegninger.
Nu kører den originale Scarfe tegnefilm hen over de 70 meter mur
under resten af showet. Det er der heldigvis ikke lavet om på. Pink skriger
sit budskab ud gennem en megafon fra scenen. Virkningen sammen med
billederne er ... ubeskrivelig. De marcherende hammere er stadig ét af
højdepunkterne, når de marcherer i takt til musikken.
STOP! I WANNA GO HOME. TAKE OF THIS UNIFORM AND LEAVE THE SHOW.
Dommeren træder nu ind på scenen og tager sin paryk og kappe på og
begynder at køre retssagen mod Pink, hvor både Moder, Kæreste og Lærer
bliver ført som vidner mod Pink ...
... lille Pink, der sidder fuldstændigt isoleret bag den mur, som
han selv har bygget.
Der er ingen tvivl om dommen. Kun den strengeste straf kan komme på
tale: TEAR DOWN THE WALL ... og ned ryger den.
Bandet træder nu ind på resterne af scenen og giver OUTSIDE THE
WALL på deres akustiske instrumenter.
Pink er blevet til Roger igen, og han introducerer nu hele bandet,
som har gjort det så fortræffeligt. En Harry Waters bliver nævnt på
keyboard. Sønnike er på tourne med sin far. Som de sidste bliver
guitaristerne Snowy White og Dave Kilminster nævnt, og de får et fortjent
bifald. Mr. White har været med hele vejen. Han var også med til 1980/81
forestillingerne.
Og som sædvanligt ... der er ingen grund til at råbe ekstranummer.
Scenen er styrtet sammen, og vi har fået, hvad vi kom for.
Bror Niels ringer i ekstase, da vi står i toget på vej hjem. "Hvad er dommen?", spørger han. Efter et halvt års ventetid er forventingerne skruet op til et næsten urimeligt niveau, og man kan ikke sammenligne denne koncert med de oprindelige fra 1980'erne, hvor man ikke havde set noget af denne karat før. Alligevel må svaret være: "Det var i hvert fald ikke dårligere end sidste gang".
Tak til Roger Waters for at sætte dette show op som 67-årig. Det er godt gået. Og så vil jeg stadig hævde, at dette er Pink Floyd's THE WALL ... uden de tre andre, var det aldrig blevet så godt.
Hvordan var det oprindelige show? ... se det her: PINK FLOYD'S THE WALL