Hvad sker der så ... pludselig går tæppet ned efter ½ time, og en mand i jakkesæt kommer frem og siger, at der er 10 minutters pause, fordi man har et problem med drejescenen. De kommer i gang igen, men efter en time går tæppet ned igen, og denne gang får vi at vide, at resten af forestillingen er aflyst.
HALLO! Hvordan skal vi lige få 12 mennesker herind igen, når denne sæson er udsolgt, og næste år er Søren Pilmark ikke med.
Vi forlader slukørede Det Kongelige Teater, men der er en smule trøst at finde i den utroligt smukke flotte solnedgang over Christiansborg.
Dette billede pryder Berlingske Tidendes bagside efterfølgende søndag.
Noget desperate over at specielt Farmor ikke fik set sin "Lady" fik vi købt to billetter, som ikke var ved siden af hinanden, så naboen også kunne komme med igen. Opmuntret over dette forsøgte vi igen, og således fik Hanne og jeg også billetter, så vi fik en chance til.
Selvfølgelig fotograferede man ikke til forestillingen ... specielt ikke når man kan tyv-hugge Miklos Szabo's flotte foto fra programmet.
 |
Denne gang er det ikke "mega neder'n". Eliza starter ud med at forsøge at sælge blomster til Professor Higgins og Mr. Pickering udenfor operaen, og her er virkelig tale om to snobber - engelske gentlemen, som har nok i sig selv og deres store viden om det engelske sprog. I forhold til "originalen" med Oswald Helmuth, som selv jeg kender fra pladen, er teksterne virkelig moderniseret, og det er gjort flot. Der er en del fikse bemærkninger, bla. den om at det er umuligt at få en taxi fra Operaen. |
| Cecilie Stenspil er intet
mindre end fremragende i rollen som Eliza, og hun synger aldeles
strålende. I det hele taget er opsætningen godt skruet sammen. Drejescenen udnyttes til bristepunktet med de roterende mure, der det ene øjeblik er fronten af operaen og i næste sekund lægger mur til en invandrer-købmand. Scenografen Marie Dali skal virkelig have ros - scenen udnyttet i en grad, så man blive helt rundtosset. Man kan godt forstå, at forestillingen ikke kan gennemføres, hvis scenen ikke virker perfekt. |
 |
 |
Eliza's far Alfred P. Doolittle fremføres af Zlatko Buric, og selv han fanges af Professors Higgins' skarpe øre, der tydeligt kan placere ham på London's vokale bykort ... og ikke glemmer hans kroatiske oprindelse ... meget fikst igen. Til gengæld er det fuldstændigt umuligt at forstå, hvad den gode invandrer-butiksejer siger - men det er måske meningen? Det er i hvert fald OK, at Alfred ikke længere er skraldemand, for hvem gider have en renovations-entreprenør med i en nyfortolkning? |
| Søren Pilmark er ... Søren
Pilmark. Han udstråler sikkerhed, og netop den arrogance, som Henry
Higgins skal fremvise kræver en nonchalent sikkerhed, som Pilmark
bare har. Og så kan han jo som bekendt også synge, så ligesom Eliza
er valget af skuespiller også her perfekt. Den
lange "snegl på vaj'n"-scene fryses adskillige gange, hvor
skuespillerne står helt stille, og dansere kommer ind og
om-arrangerer dem for at understege indtrykket af endeløse nætter
med øvelse af A'er, "lægge og ligge" og "Det glæder mig af træffe
Dem!". |
 |
 |
Hvad der ikke lykkedes i første
forestilling, hvor drejescenen jo brød sammen, er lige ved heller
ikke at lykkes denne gang! Et godt stykke inde i første akt kommer
vores ven i jakkesættet ud efter at tæppet uventet er gået ned. "Vi
har lige et problem med computeren", fortæller han roligt. Her
begynder jeg at tale med mine naboer om uheldet fra sidst, og en vis
bekymring breder sig på række 22, da Hanne gør det tilsvarende i
modsatte side. Der går dog mindre end de lovede 10 minutter, så går
tæppet op, og elektronikken fungerer igen og giver ikke synlige
problemer resten af forestillingen ... og dog! Det lykkes for Eliza at blive Lady, og hun er i en sådan tilstand, at hun svæver til det store bal på ambassaden. Faktisk efterlades hun højt over scenen, da tæppet går ned efter første akt ... og sør'me om hun ikke hænger der endnu, da tæppet går op til anden akt. Stakkels Cecilie ... at skulle hænge der hver aften, mens de andre holder pause ... eller var computeren bare gået i stykker? Der er vist kun én ting at sige om denne forestilling ... den er da "vidunderlig" ... næ' forresten ... det hedder nu "sweet loverly". |