Ikke desto mindre har en demokratisk afstemning blandt Hanne, pigerne og mig selv givet resultatet 3-0 ... Hanne ville nok hellere se noget andet. Derfor sad vi nu i Adelphi Theatre i London, en teatertur som egentlig var finansieret af Jens sidste år, men som blev udskudt til denne passende lejlighed.
Det starter dystert med en scene af en mole, hvor en forlystelsespark kan skimtes i baggrunden. Vi er i New York ved Coney Island omkring år 1900, som den dag i dag stadig er en forlystelsespark - men her danner rammen for teatret "Phantasma", som er skabt og ledet af den mystiske ukendte komponist ... hvem kan det mon være? Og hvorfor ligger Phantsma nu i ruiner? Tiden spoles elegant tilbage ved hjælp af projektere der spoler tiden tilbage på et transparent net, hvor skuespillerne kan ses bagved - flot lavet.
Hvor Webber i "Phantom" bruger opera-temaer til at
fylde musikalsk ud mellem de handlings-drivende sange, er der her brugt
cirkus/dansehall-optrin med fart, farver og musikalsk lethed, som er aldeles
underholdende. Stjernen i disse shows er Meg, som jo var Christines veninde
tilbage i Paris. Hendes mor, Madame Giry er skam også med, og er den skrappe
tante, som faktisk fik smuglet Phantomet til USA for 10 år siden og startet
ham op her. Både Meg (Summer Strallen) og Madame Giry (Liz Robertson) synger
perfekt.
Meg for fuld udblæsning
... "Ten Long Years"
Nu dukker Phantomet og og vrænger ud i salen, at det har været 10 lange år, hvor han stadig hører sange i sit hoved - men han mangler den rigtige stemme til dem ... og straks begynder han han at synge om Christine. Allerede her begynder de små hår på armene at stritte. Ramin Karimloo, som også synger på CD-versionen, lægger ben-hårdt ud og leverer en pragt-præstation - der er ikke et øje tørt - det tegner godt.
 |
Det gode Phantom sender nu et
brev og få minutter efter ankommer damperen fra Paris med Christine,
hendes mand Raoul - Vicomte de Chagny og deres søn Gustave. Christine er blevet hyret til at synge i Phantasma - meget mod Raouls vilje, men han er blevet fordrukken og fattig, så de har brug for den fyrstelige betaling, som Christine modtager for at optræde én gang. Efter en ophedet diskussion på hotellet mellem Christine og Raoul begynder Christine for første gang at synge. Hun synges i dag af Celia Graham og ikke som på CD'en af Sierra Boggess - ikke at jeg kunne høre den helt store forskel. De synger godt - men det bliver hurtigt lidt skingert, og der er efter min mening alt for meget vibrato på, når der synges igennem. Sarah ... vi savner dig! Det bliver ikke meget bedre da Phantomet overrasker Christine på hendes hotel, og de tager den helt store duet. Christines stemme skærer gennem luften mod Phantomets fyldige blødhed i en flot melodi, hvor indholdet er savlende kvalmt - de to har åbenbart lavet andet end at bytte frimærker "beneath a moonless sky" inden Phantomet i al hast forlod Paris.
|
| Da Christine møder Meg bryder
de (ikke overraskende) ud i sang og fyrer "My Dear Old friend" af,
som løfter sig både musikalsk og lyrisk, da Raoul blander sig med
Madame Giry, og det går op for ham, hvem står bag det hele. "My Dear
Old Friend" snerres nu gennem tænderne - og ordvekslingen er hurtig
og elegant.
På et tidspunkt bliver Phantomet alene med
drengen Gustave, og her skal Phantomet prale af sin nye verden,
hvilket giver anledning til en af forestillingen musikalske og
visuelle højdepunkter, da orkesteret skruer helt op for både
guitarer og tangenter og fyrer "The Beauty Underneath" af. Her
bliver man faktisk overrasket over den udfordring, som Sir Andrew
lægger på skuldrene af den unge knægt, der synger rollen som
Gustave. Hans rolle er mere end krævende, og det er ikke let - men
(specielt på CDen er) det meget vellykket og flot. |
 |
Et andet højdepunkt i forestillingen er Phantomets og Raoul's duel "Devil Take the Hindmost". Det er herrernes aften - de er helt i top. Til gengæld er aftenens højdepunkt, som det hele er bygget op til, nemlig Christines optræden med "Love Never Dies" tæt på rædsomt ... trommehinderne efterlades i laser.
Hov! Én gang i løbet af forestillingen er Christine i tvivl om, hvad hun skal gøre i Phantomets spil ... og kortvarigt synger de et tema fra "etteren". Det er elegant lavet.
Man sidder indimellem og mangler de to
opera-direktører, som bidrog med så mange muntre indslag, men helt generelt
er der ikke meget humor i forestillingen. Der er til gengæld rigeligt med
god musik, og opsætningen, kostumer og den mandlige indsats efterlader et
indtryk af en forestilling, der godt kunne gå hen og blive en stor succes.
Dog er handlingen tynd, og Christines skingre indsats trækker ned, men man
kan godt få en mistanke om, at Webber ønsker hende sådan.
Alt i alt ... er man til Phantom 1, så må man ikke gå glip af "Love Never
Dies". Jeg håber i hvert fald på at opleve den igen, nu hvor jeg har hørt
CD'en til hudløshed.