|
I
betragtning af hvor meget Elton John fylder på iPod'en,
så var det på høje tid at få ham på koncertlisten. Derfor var vi ikke meget i
tvivl, da vi så, at der var mulighed for at se Sir Reginald ... og så
sammen med tromme-blæksprutten Ray Cooper, som også trommede til Wakeman-koncerten
for to år siden. Det eneste problem var, at vi ikke havde taget højde for, at
vinteren startede i november, og dermed gjorde det tvivlsomt, om man
overhovedet kunne nå frem til Herning i midten af december.
Vejrguderne var dog med os, så de første sneproblemer indtrådte
først, da vi ved 18.30-tiden skulle køre ind på parkeringspladsen ved Herning
Messecenter, hvor Jyske Bank Boxen ligger lige ved
siden af. Vi bakkede som nogen af de første bilen ind i 10-15 cm urørt sne og
håbede på, at vi ville kunne komme ud igen senere i aften.
Boxen ser ud til at være godt tænkt. Her
er stole-tribuner, der som en kinesisk æske kan skubbes sammen, så gulvet
bliver 10 meter bredere i hver side og efterlader et gulv på størrelse med en
fodboldbane. I dag var alt dog slået ud, og der var tilmed fyldt stole op på
gulvet på et svagt hældende arrangement af piedestaler, der skulle gøre det
muligt for de bagerste på gulvet at se den lille enlige mand på den store scene.
Vi havde heldigvis plads på række 22 - og endda lige foran flyglet, så vi
ville have fin udsigt til Sir Elton John. Havde vi siddet meget længere
tilbage, så havde vi skulle se det hele på storskærmene ... hvor fedt havde
det lige været?
 
Kl. 20.00 sænkedes belysningen og en klassisk fanfare satte i gang.
Efter kort tid i mørke dukkede Hr. John op iført karakteristiks rød skjorte
med en paillet-besat jakke ud over. Håret stod til alle sider. Han gik pænt
rundt på scenen og vinkede, tog en slurk vand fra et kæmpe krus for første
gang og satte herefter straks i gang med "The One", som lagde
grunden til en næsten endeløs række af hits, nye sange og for mig mere
ukendte kompositionerne, fra hans endeløse musikkatalog. Vi regnede med, at
han lige spillede et par numre selv, inden perkussionisten Ray Cooper dukkede
op, men sådan skulle det ikke gå.
 
Det første, der slår én er: Sikken en stemme! Han kan råbe alle 8.000
pladser op uden mikrofoner. Hvor længe kan han holde til det? Folket på
første række kan da ikke høre flyglet ... hans stemme må overdøve højttalerne
på de forreste pladser. Efter nummeret rejser han sig straks, marchererer over til sit vandkrus, og drager herefter
direkte tilbage til mikrofonen, hvor han kort introducerer et nummer helt
tilbage fra albummet i 1970, der blot hedder Elton John. Det er bare Elton
... smuk stemme og flot klaver. Hvor er det fedt at være her! Næste nummer er
fra samme skive, og fortæller om Bernie Taupins
oplevelse om at få en lillebror. Og som afslutning på trilogien fra dette
album får vi "The Border Song" ... så blev det album dækket
grundigt.
 
Efter en tur til vandet, bruger han mere end to ord til næste intro,
hvor "The Ballad of the Boy in the Red Shoes" giver Sir Elton lejlighed til at tale for sit
engagement i AIDS-sagen og om hvordan Ronald Regan
INTET gjorde for de første AIDS-ofre tilbage i 80'erne ... her i form af en
balletdanser, der fik den frygtede og på dette tidspunkt ukendte sygdom. Et
smukt nummer der viser, at man ikke behøver andet end et flygel og en stor
stemme. På dette tidspunkt går det dog op for mig, at det store
Yamaha-instrument på scenen langt fra er et almindelig flygel. Der må være
elektronik i det, da man aner synth-strygere og
bas-sekvenser under klaver-anslagene ... hmmm ...
lidt suspekt, men OK, det virker flot, selv om et ægte flygel nok havde
klaret opgaven mere "un-plugged".
Efter endnu en tur til vandet introducerer Hr. John nu sit nyeste
album "The Union", som er lavet sammen med vennen Leon Russel, og
vi får "When Love is Dying",
hvor det lykkes ham at lyde som Leon Russel, på hans vokale dele af sangen.
Det er en fantastisk flot plade, og numrene er ikke mindre betagende live. Vi
får også de smukke "Gone to Shiloh" og
"Never too Old" fra dette album senere i
koncerten.
Nu starter en kavalkade af "Best off's"
hvor "I guess that's
why they call it the Blues", "Rocket Man", "Nikita"
og "Your Song"kun
afbrydes af rituelle 20-sekunders vandpauser 10 skridt fra klaveret. Hallo?
Nu har han spillet i en time og 20 minutter ... skulle Ray Cooper ikke på
scenen?
Pludselig vælter fotografer med overdimensionerede objektiver ind
på gangen mellem de 15 første rækker, og der hvor vi sidder. Sir Elton kaster
sig ud i "Funeral for a Friend", hvor der
ikke spares på de underlæggende synth-effekter fra tangent-instrumentet, og som en trold i en æske (som der
også står i det dyrt indkøbte program til 150 kr.) dukker Ray Cooper op bag
en skov af pauker, og hamrer løs på de store trommer ... det er stort ...
hvis vi eller kunne se noget for fotograferne.
 
De har dog kun fået tildelt kort tid her, så meget snart er udsynet
igen frit, så vi kan se de ustyrlige arme og håndled på den ældre Hr. Cooper,
der behandler en tamburin, som var det en dry martini,
der skal blandes for en fyrstelig kunde. Underholdnings-niveauet når nye
højder efter halvanden times "opvarmning". Klimakset er lidt trist,
da jeg HADER "Benny and the Jets"-nummeret, hvor der er tale om ren
honky-tonk på klaveret, der nu er ophørt med at
lyde som et akustisk instrument ... ikke at det gør noget. Eltons i forvejen
kraftige stemme bliver nu dubleret af ekko-effekter, der med surround-mix suser rundt i hele hallen, hvor lyden stadig
står meget klart.
 
Det er effektivt, og det skaber en variation i en koncert, der ellers ville
have været FOR lang på dette tidspunkt. Nu går koncerten over i ren jam, hvor
Elton spiller noget, der mest af alt minder om Keith Emersons
piano-improvisationer fra "Welcome Back"
... men som dog afslører, at Elton John er en fantastisk entertainer uden på
nogen måde at være en ekvilibristisk klaver-bokser. Ray Cooper laver kanon-torden på sit orgie af slagtøj, og efter hver
præstation ryger trommestikkerne ud til siden med store armbevægelser og
dramatik ... hvor mon de bliver af?
|
Faktisk prøver Elton ikke at skjule, at han ikke er nogen enestående pianist, da der er monteret
et "tangent-cam" på klaveret,
så man det meste af koncerten kan følge hans
tykke fingre i højde med de sort-hvide tangenter.
|
|
Det er slut! Vi er udmattede! Men det er intet imod,
hvad Elton John må være. Han har kørt på i næsten tre timer uden mere end 20
sekunders pause mellem hvert nummer. Hvordan gør han det? Det er intet mindre
end imponerende. Det er muligt, at hans stemme ikke kan klare de helt høje
tomer længere, men fylden og mest af alt styrken i stemmen er stadig
fantastisk.
 
Efter en kort entusiastisk klappen fra vel 7.000 begejstrede tilskuere
(her var ikke helt udsolgt) dukker Elton John op igen og giver sig god tid
til at signere plader, billetter og et enkelt brasiliansk flag (?) til de
tilskuere, som var trukket frem under de sidste tre numre, og fik koncerten
til at hæve sig fra en "sid-ned" oplevelse, til en
Elton-holder-fest-oplevelse.
Alle har brug for at få pulsen ned efter dette work-out-trip,
og det sørger Elton selv for ved at spille "Candle
in the Wind" uden bidrag fra Ray Cooper.
Det er slut. Vi er udmattede ... men det er intet imod hvad denne
fantastiske 63-årige entertainer må være.
GODT GÅET ELTON!
... og så spænede vi ud til bilen, og som nogen af de første var vi
ude fra snekaos på parkeringen og satte kursen mod København, hvor vi helt
uden sne-problemer kunne besvime hjemme 4 timer senere.
Retur
|