Hvad skal man forvente efter 32 år????
Sangeren er syg og er blevet erstattet af en knægt, og keyboard-guden må
ikke turnere mere for sin læge ... er der så noget at komme efter?
Det hjælper jo voldsomt på sagerne, at keyboard-guden har indtil flere
sønner, som har fået klonet Mr. Rick's hænder, og at det er søn-Oliver, der
bestyrer keyboard-orgiet på scenen. Mere bekymrende er sangeren - kan man
overhovedet erstatte Jon Anderson's stemme, som jo er så speciel. Svaret er
uden tvivl JA! Når man gennemgår samtlige Yes-cover-bands i verden, så må
der være et par kandidater, og canadiske Benoit David er inkarnationen af
Jon Anderson's stemme. At han så også er totalt ukrukket og opfører sig helt
normalt på en scene (i modsætning til originalen) tæller absolut i den
rigtige retning.
Scenen ligner noget, som Roger Dean kortvarigt har haft fingre i, så det
er begrænset til tre svævende spøgelser.
Bemandingen på scenen i Amager Bio er med andre
ord tæt på "stærkeste hold", så forventningerne er skruet helt op, da
Stravinsky toner frem til den klassiske start på en Yes-koncert. I bedste "Yes
Songs" stil lægges der hårdt ud med "Siberian Khatru", og man bliver straks
noget bekymret. Timingen er elendig - de misser totalt anslagene ... RALLE
... skal de på alderdomshjem???
Hvad kan man forvente af gamle mænd? Steve Howe ligner stadig en gammel
kroget hvidhåret grib, og Chris Squire er lige så stor som hans egen baslyd
... og de spiller jo musik fra dinosaurer-tiden. Men som alle andre
koldblodede dyr, skal man lige ud i sol-rampe-lyset lidt, og varme op, så vi
skal kun til andet nummer, som er "I've Seen All Good People", før timingen,
stemmerne, harmonierne og lyden sidder LIGE I SKABET ... Guderne er stadig
guder!
Allerede i tredje nummer kommer er overraskelse ... og den er positiv.
Yes-albummet "Drama" har altid været lidt anderledes pga. Bugles-holdet, som
overtog en stor del af styringen i mangel af netop Wakeman og Anderson, men
nummeret "Tempus Fugit" gør sig vildt godt på scenen. Tempo-skift og mange
nuancer er netop, hvad der får Yes til at adskille sig fra næsten alle andre
bands. Et herligt genhør ... mere af det - tak. Og det kommer faktisk i form
af "Onward" fra "Tormato"-skiven, som sænker tempoet betydeligt, men Davids
stemme i harmoni med Squire er igen perfekt. Som tredje overraskelse på
stribe dukker et gammelt nummer op, som jeg ikke engang kan huske navnet på
... fedt at gammelt stof kan give fornyelse til en koncert. (Tak til dem der
fortalte mig, at det var "Astral Traveller".) Det havde efter min mening
ikke været nødvendigt at putte en trommesolo ind her - ikke at Alan White
ikke er superb bag trommerne - men har det ikke overlevet sig selv lidt?
(Med mindre man hedder Phil-entertainer-Collins!)
Nu kører det! Klassikeren "Yours is no Disgrace" leveres med forventelig
aggressiv guitar og bas, og så kommer yndlingsnummeret "And You And I", hvor
Howe's steelguitar kommer i brug. Det er bare så godt. Steve Howe ER
i særklasse, og ingen spiller så intenst og specielt, som han. Chris Squire
griner og siger ... "Skægt nok kan alle godt lide den sang!" Squire
forsætter med joken, at koncerten nu skifter "mood"
... og vi får de to solostykker på guitar, som vi alle har håbet på: "Mood
for a day" og "Clap", som stadig er en fuldkommen fornøjelse at opleve, selv
om der ikke ændres én tone i forhold til originalen ... eller måske netop
derfor.
Hvordan kommer man videre fra dette? Her overrasker
Yes igen ved at hive "hittet" "Owner of a lonely Heart" frem fra gemmerne.
Det er vel ikke overraskende, at de kan spille sådan i betragtning af, at
Howe har været en stor del af Asia-pop-bandet og senere GTR med Steve
Hackett. Synthesizer-trommer må Wakeman stå for fra keyboradet, for Alan
White sidder stille under dele af nummeret ... surt ... så godt behøver man
da heller ikke at ramme original-lyden.
For at kompensere for pop-afstikkeren trækker de nu
"South Side of the Sky" op ad lommen, som jeg absolut ikke kan huske at have
hørt live ... og det er synd, for det er jo et kæmpe-godt live-nummer.
Wakeman står med ryggen til publikum og spiller klaver, og over ham svæver
et spøgelse. Er det hans fader? Det er svært at afgøre, hvem, der er hvem,
men der mangler selvfølgelig en kappe på ham, der nu står ved tastaturet.
Vi fik lovning på to numre fra "Drama", og det andet kommer i form af "Machine Messiah", hvor Steve Hove's monotont stigende riff både starter og afslutter et suverænt live-nummer. Det gør tydeligvis ingen forskel på Benoit David, om han skal synge Anderson eller Trevor Horn ... han klarer begge dele lige perfekt.
Så mangler vi kun tre numre, for at
afkrydsningslisten for Yes-nørder er komplet, og derfor følger "Heart of the
Sunrise", hvor Squire's syngende bas igen formidler, at han er i
verdensklasse. Og selvfølgelig skal vi afslutte med "Roundabout", som stadig
er et godt nummer ... jeg er bare ved at være lidt træt af at høre det på
alle live-album. Det synes også at være tilfældet for resten af publikum,
der kun sporadisk klapper med til de obligatoriske klappe-passager.
Den ordinære spilletid er slut, men der skal ikke klappes ret længe, før
vi får det forventede "Starship Trooper" som ekstranummer. Dette var efter
min mening en reel skuffelse - måske fordi det var ét af de numre, som jeg
havde glædet mig mest til. Det skyldes selvfølgelig den suveræne guitar/synth-duel,
som Steve Howe og Wakeman-senior havde i
Falkoner Teatret i 1977
(hent selv - 1,8MB lydklip) , men her var det helt tydeligt, at Steve Howe og Oliver
Wakeman stod for langt fra hinanden, på den ellers ikke alt for store scene.
De spillede deres soli hver for sig, og Oliver formår ikke som sin far at få
hurtige synthesizer-toner til at stå klart adskilte ... de mudrer sammen og
bliver til noget rod.
Chris Squire slutter af med at takke, og nævner at Steve Hackett er blandt publikum ... det er sgu' pudsigt. Da Bo og jeg var til Wakeman-koncert i London i år rendte vi også ind i Mr. Hackett. Han må være stor Yes/Wakeman-fan.
Bundlinien er at dette var et top-koncert. De mindre kendte numre løftede koncerten, og de gamle var lige som de skulle være. Godt klaret af de gamle kæmper ... 2½ time på FULD damp.
... og så lige til sidst .... Hvor Fanden var Ejnar & Tommy ? DR1 havde lagt "Tivolivarieté 2006" med Søren Østergaard kl. 20 ... det har nok trukket mere.