| Som opvarmning dukker "The Horrors" op, og det er et
modigt navn at vælge, da oplevelsen matcher navnet. Muligvis er musikken OK, men det er umuligt at bedømme, da deres kaotiske lydbillede drukner i bulder og brag i Parkens stor rum. Det gør nok ikke lyden bedre, at vi sidder på langsiden. Det varer cirka en halv times tid, og vi snakker lystigt, mens det står på, da der absolut ikke er nogen oplevelser at hente fra scenen. Der bliver dårligt nok klappet, da de forsvinder - det må ikke være sjovt at varme op til det store navn.
|
 |
| Klokken 9 dæmpes lyses og forventningen skrues helt op.
Et synthesizer riff toner frem, og de tre tårne på scenen står der stadig - hvor er
musikerne og deres instrumenter? Langsomt kommer lys til syne i tårnene, og det går op for os, at vi ser på tre gigantiske skærm-tårne, som er bygget op af computer-skærme. Et mønster dannes mens lyden skrues op, og billedet på skærm-tårnene begynder at danne tre personers hvide silhuetter, som vandrer op ad de indre trapper i tårnene. Muse er på vej! |
 |
 |
Da braget fra intro-nummeret "Uprising" på den
nye CD kommer, falder tæppet fra tårnene og afslører, at der er tale om
tre platforme med svævende loftetager, og på pidestalerne står Muse og fyrer
vildt op under lyden.
Det er FULD kraft frem, og publikum er helt oppe under loftet i løbet af få sekunder. |
Langsomt sænker pidestalerne sig, så Mr. Bellamy og Hr. Wolstenholmes kan springe ned på
scenen, for at spille videre. Trommeslager Dominic Howard bliver siddende på pidestalen
under resten af koncerten.
Jeg gætter på, at en del af de ikke så høje tilskuere på gulvet ærgrer sig
over, at de ikke blev stående højt oppe, så alle kunne se dem.
| Mr. Bellamy og Co. kender deres klassiske rock-forbilleder.
Midt i koncerten dukker et flygel dukker op, og Queen-lyden på nummeret "United States of Euroasia"
er umiskendelig. Matthew Bellamy forlader kortvarigt scenen og efterlader den et
øjeblik til sine tro væbnere, der udfører en dommedagsagtig kamp mellem bas
og trommer på tromme-pidestalen, mens den hæves op og roterer. |
 |
 |
Mellem adskillige af numrene går bandet totalt amok og laver kaotiske støj-jingles,
som nok er improviserede ... dog synes man at genkende Led Zeppelin's
Heatbreaker. Matthew Bellamy er en energi-bombe på scenen. Han er en show-mand til fingerspidserne, og man må give Muse, at de har sat et program sammen, hvor det ene højdepunkt afløser det næste. Publikum er i ekstase foran scenen, og det bølgende hav af arme er en sand fornøjelse. Det er næsten bedre end den fantastisk designede scene med de tre tårne, hvor nærbilleder og psykedeliske mønstre konstant flimrer over skærmene i takt med det grønne laserlys. |
| På et tidspunkt kommer der ved et uheld et keyboard på skærmene. En keyboard-spiller må have fået asyl i et hjørne af scenen, men han bliver gemt godt væk. Det er lidt pinligt, at en så¨stor del af musikken er synth-baseret, og at Muse-drengene ikke har ego til at lade det være synligt, at andre spiller med. Eller VAR det play-back? I så fald er det endnu mere pinligt! |  |
Vi nærmer os afslutningen, og sidste nummer er "Unnatural Selection", der ligesom på CD'en en
ender som en lyd-klon af den tunge Black Sabbath
lyd -
Og godt er det. Store balonner dukker op, og publikum
holder dem i luften, indtil de eksploderer i et orgie af konfetti.
Bellamy kaster sig bagover på scenen i slutstroferne - den ordinære
spilletid i Parken er slut. Alle jubler og forlanger tillægstid.
 |
Tilbage på pidestalerne toner introen til "Exogenesis" frem, og koncertens
smukkeste nummer, giver mig tårer i øjnene af begejstring. Lyden er næsten på plads nu, og vokalerne svæver ligesom skikkelsen på skærmene gennem det ydre rum og blander sig med galakser og stjernetåger. Bo bringer mig ned på jorden ved at læne sig over og nævne, at "Ben Hur Rock'en" ikke er død. |
| Til afslutning får vi "Knights of Cydonia", hvor man til
at starte med næsten ikke kan høre den skrigende vokal, men hvor der
i midten for første gang dæmpes for
instrumenterne, så vokalerne går helt rent igennem - det er en ren
fornøjelse. Det hele slutter af i røg og damp, og så er det tak for i aften. Ikke mindst tak til det energiske publikum foran scenen, som var med til at løfte det hele endnu højere op. Jeg håber, at de havde en bedre lydoplevelse end os på siden. OVERDÅDIGT! |
 |
Det var ikke mange ord, de fik sagt under koncerten. Trommeslageren går som
den sidste frem på scenen, og siger noget, som jeg ikke kunne decifrere.
Alt i alt er dette en top-ti rock-koncert. Parken er en katastrofe, men
Muse og deres imponerende scene-optræden kan snildt kompensere for dette.
Hørte jeg nogen næven i Nyhederne, at man burde bygge et koncerthus til den
rytmiske musik?
I så fald vil jeg stemme på dem til kommunalvalget.