Jeg
indrømmer blankt, at jeg INGEN anelse havde om, hvad der ventede mig med
"Monsters of Folk" ... ud over at koncerten nok ville vare i tre timer.
De 5 herrer på scenen, der mest af alt lignede et hold kiksede ingeniør-studerende med slips og jakker, lagde hårdt ud, og med 4 vokalister havde man straks en fornemmelse af, at det her ville blive en moderne udgave af "Crosby, Stills, Nash & Young". De første par numre buldrede derud af, men harmonierne var ikke helt tunet ind endnu - eller også var sangernes medhør så dårligt, at de ikke selv kunne høre, hvor meget de ramte ved siden af.
En hektisk "stoleleg" med instrumenter begyndte, hvor roadier, lige så effektivt effektivt som mekanikere skifter dæk på en formel-1 racer, byttede musikernes instrumenter mellem hvert nummer. Ham der startede på klaveret spillede nu guitar, guitaristen tog bassen, og en enkelt nøjedes med at skifte sin model ud med en lidt mindre. Til sidst skete det uundgåelige selvfølgelig ... der var pludselig ikke instrumenter til alle på scenen, og nogen måtte forlade den.
Det fik de tilbageværende til at fokusere væsentligt mere på nerve, samspil og harmonier, som nu med skiftende makkerpar gennem mere end en time var en opvisning i alsidighed med alt lige fra singer-songwriter numre akkompagneret af en enkelt guitar til duoer mellem steelguitar og tolvstrenget for to vokaler. Da trommeslageren gik frem med en guitar og sang, viste det sig, at han absolut har én af de bedre stemmer i bandet. Hans duet med Yim Yates var aldeles fremragende!
Jeg må blankt indrømme, at jeg ikke er vild med Conor Oberst' stemme i denne sammenhæng. Alligevel brændte han vildt igennem på scenen, og hans solostykke (med back-up fra Mike Mogis på slideguitar) var intenst. Han kontrollerer scenen, når han selv kan sætte tonelejet og tempoet, og med en Dylansk melankoli spreder hans stemninger sig helt ned på bagerste række i salen.
Blandt højdepunkterne bør også nævnes Yim Yames' solo for akustisk guitar, hvor han ud over strengene brugte guitarkassen som "tuned percussion" - suverænt. Også M. Ward's maniske solostykke for stemme og en guitar, som overlevede et massivt frontalangreb, var fascinerende. Mr. Ward gik fra behersket sang til nærmest ukontrolleret infight med strengene på få sekunder, og det fik publikum helt op i gear, selv om nummeret sluttede lige så behersket, som det var startet. I det hele taget virker Ward som en reinkarnation af Jerry Lee Lewis, når han står op ved klaveret og hyler ind i mikrofonen.
Mod slutningen af koncerten gik der rent støj-inferno i lyden på visse tidspunkter. Adskillige af de unge piger omkring mig stod med fingrene i ørerne, mens jeg med glæde konstaterede, at Neil Young ikke har levet forgæves. Yim Yates hærgede rundt på scenen som en viking, der går besærk, og han forsøgte at hugge de andre ned med sin vildt svingene guitar. Det var monumentalt massivt, støjende, grimt og herligt. Man må sige at de gode herrer på scenen spænder vidt rent musikalsk.
Efter en lang klappe-pause vendte de 5 herrer
tilbage på scenen og gav 4-5 ekstranumre, hvor Yim Yates vokal igen var
klasser over de andres, når der blev sunget flerstemmigt. Ikke at de andre
synger dårligt, men på én eller anden måde er deres stemmer for forskellige
til, at det fungerer perfekt. Jeg kunne absolut bedre lige at høre dem
enkeltvis eller to og to.
Alt i alt var det en oplevelse i særklasse ... tak for det.