Kapitel 1: Skoletimer og borebilller.

Det var et pragtfuldt vejr udenfor. Solen skinnede ind igennem det lille koøje i kahytten. En søfugl fløj forbi det runde vindue. Casper kiggede misundeligt efter den. Han strakte sig for at se, hvor den fløj hen. Han kunne lige se bølgerne udenfor skibet, men fuglen var allerede forsvundet.

Ved siden af ham sad hans lillesøster Caroline. De sad begge to og lyttede til en historie, som deres mor læste for dem. Casper hørte ikke efter. Historier kedede ham lidt, hvis de da ikke lige handlede om indianere eller sørøvere.

Casper så drømmende ud gennem det lille koøje. Han tænkte på alt det spændende, der var sket, siden de havde solgt alle deres ting, for at købe dette skib. Han savnede slet ikke deres lejlighed og alt sit legetøj. Skibet her var meget mere spændende. Han savnede heller ikke skolen. Derfor ærgrede det ham lidt, at hans mor havde lavet deres egen lille skole for ham og hans søster. Det var måske lidt hans egen skyld, for de havde selv fundet alle skolebøgerne i et af de mange rum i skibet. De havde vist bøgerne til deres far og mor og spurgt dem om, hvad der stod i dem. DET skulle de aldrig have gjort.

»Når I ikke kan læse, hvad der står i bøgerne, så må vi vist hellere lave en skole for jer,« havde Fru Carlsen straks sagt. Clara Carlsen var Casper og Carolines mor. Børnene havde med det samme sagt, at de i hvert fald ikke ville gå i skole igen. Nu var de jo lige sluppet for det, da de havde købt skibet. Men der var ikke noget at gøre. Hr. Cornelius Carlsen, som var børnenes far, syntes også, det var en god idé, at børnene lærte noget. Så ville han nemlig have fred i sin hængekøje, mens de gik i skole. Og sådan gik det til, at Fru Carlsen startede sin skole.

Caroline sad interesseret og lyttede til Fru Carlsens historietime. Caroline elskede historier. Hun kunne aller bedst lide de historier, som handlede om konger og dronninger på gamle slotte. Caroline drømte altid om selv at blive prinsesse på et stort slot Det forstod Casper ikke. Han ville meget hellere være indianerhøvding i en indianerlandsby fuld af telte og vilde heste.

Casper kiggede ud på bølgerne igen. Han tænkte på den gamle sømand, som de havde købt skibet af. Sømanden havde fortalt dem, at skibet var fortryllet, så det havde fantastisk mange rum indeni. Børnene undersøgte hver dag skibet, og de fandt hele tiden noget nyt. Nogen gange fandt de noget meget spændende. Der var både store sørøversabler, kanonkugler og mærkelige ting fra fremmede lande. Men de havde altså også været så uheldige at finde nogle skolebøger.

Nu smilede Casper alligevel. Han var kommet til at tænke på det mest spændende, de havde fundet på skibet. Det var et spøgelse. Et rigtigt vaskeægte sørøverspøgelse. Kaptajn Blod var et meget rart spøgelse, og han var hurtigt blevet børnenes bedste ven. Hver aften, når Casper og Caroline var kommet i seng, kom Kaptajn Blod og fortalte godnathistorie for børnene. Han fortalte om sit spændende liv, og om hvordan han fik sin store sørøverskat. Børnene elskede disse historier, men de fortalte aldrig de voksne om spøgelset.

»De voksne tror ikke på spøgelser,« sagde Kaptajn Blod, og det havde han ret i. Børnene havde flere gange prøvet at fortælle deres forældre om Kaptajn Blod, men Hr. og Fru Carlsen troede ikke på det. Så spøgelset var børnenes store hemmelighed.

Hvad mon Kaptajn Blod lavede nu? Casper kiggede tilbage på sin mor. Netop i dette øjeblik smækkede Fru Carlsen historiebogen i.

»Det var så alt om Kong Theodor og Dronning Feodora for i dag,« sagde Fru Carlsen. »I næste time skal vi have biologi, men først skal I holde frikvarter.«

Biologi! Casper ville meget hellere ud at undersøge skibet eller svinge i tovværket mellem masterne. Eller endnu bedre - ud for at undersøge deres jungle.

Familien Carlsens skib var nemlig et højest usædvanligt skib. Inden i skibet var der utroligt mange rum og værelser. Og midt på skibet lå der en jungle. Da de havde købt skibet af den gamle sømand, havde skibet tre master. Men uheldigvis var skibet sprunget i luften, så der var kommet et stort hul i dækket, hvor den midterste mast havde stået. Det viste sig dog at være et stort held, for de havde mødt en dygtig troldmand, som havde tryllet et stykke jungle over i hullet. Han havde tilmed tryllet junglen kæmpestor indeni. Når man gik ind i junglen i den ene ende, kom man aldrig ud af den anden ende. Fru Carlsen syntes, at det var ret smart. Hun havde nemlig altid ønsket sig at leve i en jungle. Nu kunne Hr. Carlsen sejle i sit skib og Fru Carlsen kunne gå rundt i sin jungle.

Casper og Caroline elskede at rende rundt i junglen. Her var både vilde dyr og masser af lækre frugter. Der var. også vandløb med små vandfald, som de kunne bade i. Hvis de blev trætte af at bade, gav de sig til at lede efter noget spændende.

Der VAR nemlig noget at lede efter. Den troldmand, som havde lagt junglen midt på skibet, havde også lagt to andre ting, som børnene havde ønsket sig. Caroline havde ønsket sig en borg, hvor hun kunne være prinsesse, og Casper havde ønsket sig en hel indianerlandsby. Troldmanden havde syntes, at det var to meget svære ønsker, men han havde gjort, som de ønskede. Der var bare lige det problem, at børnene ikke vidste HVOR borgen og indianerlandsbyen lå. Så derfor brugte de næsten al deres tid på at lede efter dem.

Men nu var det altså frikvarter. Der var ikke tid til at starte nogen eftersøgning efter indianere eller borge, så Casper og Caroline traskede langsomt ud på dækket. Herude så de deres far, der som sædvanligt lå og snuede i sin hængekøje. Børnene gik over til ham. Hr. Carlsen åbnede det ene øje på klem og lurede på dem.

»Nåh, unger! Lærer I noget spændende?,« spurgte han.

»Nej!,« stønnede Casper. »Vi har hørt om en gammel konge, som levede for hundrede år siden. Det var bare SÅ kedeligt.«

»Det var da ikke kedeligt,« afbrød Caroline. »Det var pragtfuldt, da prinsessen giftede sig med prinsessen.«

»Jamen, det lyder da spændende,« sagde Hr. Carlsen og lukkede øjnene igen. »Hvad skal I så høre om nu?«

»Biologi!,« jamrede Casper. Han havde ikke lyst til at høre om blomster eller fugle lige nu.

»Biologi,« gentog Hr. Carlsen. »Det lyder da også spændende.«

Hr. Carlsen vendte sig om i hængekøjen for at sove videre. Casper skulede på ham. Tænk, at være voksen, så man bare kunne ligge og snue hele dagen, og gøre som man havde lyst til.

»Kom så unger! Frikvarteret er slut.«

Casper og Caroline gik tilbage til deres mor. Fru Carlsen gik straks i gang

med biologitimen.

»Nu skal vi høre om nogle interessante biller, som jeg lige har fundet ude

i skoven,« begyndte Fru Carlsen.

Hun tog et syltetøjsglas frem og stillede det op på bordet.

»Dette er borebilller. De lever af at spise træ.«

Casper kiggede nysgerrigt på billerne: »Er det rigtigt? Må jeg se dem?«

Caroline kiggede overrasket på Casper. Hvis han lige pludselig interesserede sig for biller, havde han fået en god idé. Hun kunne næsten ikke vente på at få at vide, hvad han nu havde fundet på.

Casper stillede en masse spørgsmål om billerne, og selv Fru Carlsen var overrasket over hans nysgerrighed.

»Arbejder billerne altid?,« spurgte Casper til sidst.

»Ja,« svarede Fru Carlsen. »Billerne arbejder altid. De holder aldrig ferie.«

»Heller ikke sommerferie?,« spurgte Caroline. Sommerferie! Casper glemte pludselig alt om borebillerne. »Hvornår skal vi holde sommerferie?,« spurgte han. »Sommerferie?«

Fru Carlsen så et kort øjeblik forvirret ud. »Vi har da ferie hele tiden,« sagde hun.

»Det har vi i hvert fald ikke,« protesterede Casper. »Vi går i skole hver dag. Vi vil også have rigtig sommerferie.« Fru Carlsen sad og tænkte sig lidt om.

»OK!,« sagde hun. »Hvis I kan overtale jeres Far til at forlade sin hængekøje og holde ferie, så vil jeg også gerne holde sommerferie.« Casper og Caroline stønnede. De ville gerne holde sommerferie, men de vidste begge, det ville være umuligt at få Hr. Carlsen væk fra sin hængekøje. Det var frikvarter igen, og de gik ud på dækket til deres far. Han snorkede højt.

»Mor er smart,« sagde Caroline. »Hun ved, at vi aldrig kan få Far ud af sin elskede hængekøje.« De gik over til Hr. Carlsen.

»Far! Vågn op! Vi skal have sommerferie.«

Caroline ruskede i sin far. Casper holdt sig lidt på afstand. Han vidste, at hans far hadede at blive vækket, når han lå og sov. Efter lidt rusken vågnede Hr. Carlsen op. Han kiggede sløvt på Caroline.

»Hvad sker der?,« spurgte han. »Brænder skibet? Synker vi?«

»Nej, Far!,« sagde Caroline. »Mor siger, at vi skal holde sommerferie.«

Hr. Carlsen hostede og kiggede lige på hende.

»Sommerferie! Jeg har da sommerferie hele tiden,« sagde han med et grin.

»Jamen, Far!,« fortsatte Caroline. »Casper og jeg vil gerne holde rigtig sommerferie. Vi vil ud at opleve noget nyt og spændende.«

»Aldrig i livet,« afbrød Hr. Carlsen hende. »Så længe min hængekøje hænger her, så gider jeg ikke holde sommerferie andre steder.«

Hr. Carlsen vendte sig om og gav sig til at sove videre. Caroline vidste godt, at det ikke ville nytte noget at plage ham. Hun kiggede tilbage på Casper. Fru Carlsen var også kommet ud og havde hørt, hvad Hr. Carlsen havde sagt. Hun syntes, at det var lidt synd for børnene.

»Kom børn,« sagde Fru Carlsen og sukkede. Hun var selv godt træt af, at Hr. Carlsen næsten altid lå i den hængekøje.

»Nu er det sidste time. Vi går ind og læser lidt i læsebogen. Så skal I nok få fri.«

Fru Carlsen vidste godt, at det var lidt kedeligt, så derfor undrede hun sig meget, da Casper løb alt, hvad han kunne, for at komme ind. Han sad allerede og ventede med sin læsebog, da Caroline og Fru Carlsen kom ind. Caroline kiggede på Casper. Hun var helt sikker på, at han havde fundet på ét eller andet lusket. Men Casper lod som ingenting, så de begyndte at læse. Caroline lurede over på Casper, mens de læste, og han smilede tilbage til hende og blinkede med det ene øje.

Pludselig rejste han sig op.

»Må jeg godt gå i gården?,« spurgte han.

Caroline fnisede. "At gå i gården" var noget man gjorde i en rigtig skole, når man skulle på toilettet midt i en time. Caroline var helt sikker på, at Casper absolut IKKE skulle på toilettet. Men hun kunne ikke gætte, hvad det var, han var ude på. Da Casper listede ud, kunne hun se, at han havde en bule i sin trøje. Han havde gemt et eller andet.

Da Casper kom ud på dækket, listede han over til sin Far. Hr. Carlsen sov tungt igen og snorkede som et helt savværk. Casper gik hen bag hængekøjen. I den ene ende hang hængekøjen fat i masten. I den ende, hvor Casper stod, var snoren fra hængekøjen bundet fast til et af de nærmeste træer i skoven. Han stak hånden ind under trøjen og trak et glas frem. Det var glasset med borebiller, som Fru Carlsen havde vist dem i biologitimen. Han tog låget af glasset og lod billerne løbe ud på træet, som holdt snoren til hængekøjen.

»Kom så, små biller,« hviskede han og smilede. Så skyndte han sig tilbage til Fru Carlsen og Caroline. Han grinede til Caroline, da han kom ind, og hun var ved at revne af nysgerrighed, for at få at vide hvad han havde lavet. Casper lænede sig over imod hende og hviskede: »Vent og lyt!«

Caroline forstod ikke helt, hvad han mente, men hun begyndte alligevel at lytte. Casper begyndte også at læse, men Caroline kunne se, at han ind imellem standsede op for at lytte.

Da timen næsten var færdig, hørte de alle et skrig og et bump. Casper sprang op fra sin stol og løb ud, og Fru Carlsen og Caroline fulgte lige efter ham.

De kom ud på dækket og så, at det træ, der holdt Hr. Carlsens hængekøje, var knækket midt over. Hængekøjen var selvfølgelig faldet ned, så nu lå Hr. Carlsen på dækket og jamrede.

»Av, av, av, av!,« stønnede han og tog sig til sin bagdel.

»Jamen Cornelius!,« sagde Fru Carlsen og gik hen til Hr. Carlsen. Hun havde meget svært ved at skjule sit store grin. »Det var sandelig synd for dig,« fnisede hun.

»Ja, ja!,« mumlede Hr. Carlsen. Han var godt klar over, at de lavede grin med ham.

»Far!,«   udbrød   Casper.   »Nu hænger din hængekøje ikke på dækket  mere.   Kan   vi   så  godt holde sommerferie?«

»Den faldt ned,« protesterede Hr. Carlsen. »Det gælder ikke.« Hr. Carlsen sad stadig på dækket og gnubbede sig på sin ømme bag. Nu afbrød Fru Carlsen hans jamren.

»Du sagde, at du IKKE ville holde ferie, så længe din hængekøje hang på dækket. Det gør den ikke mere. Så må du altså holde ferie NU.« »Jubii!,« råbte ungerne og dansede rundt på dækket.

»Øv!,« mumlede Hr. Carlsen. Han gik hen til det knækkede træ og kiggede på det.

»Borebiller!,« udbrød han. »Det var da helt utroligt.«

»Øv!,« sagde han igen, og så gik han ind i skibet og smækkede døren efter sig.

Nu gik Fru Carlsen også hen for at kigge på det knækkede træ. Hun så strengt på Casper. Så smilede hun og sagde:

»Der  kan   du   bare   se!   Man  kan   lære   MANGE   nyttige   ting   i biologitimerne.«

Så grinede de alle tre højt og forsvandt ind i skibet til Hr. Carlsen. Nu skulle de aftale, hvordan de skulle holde sommerferie.