Kapitel 5: Fortovs loppetorv.

»Kan vi ikke bare røve en bank?,« sukkede Caroline.

Hr. Carlsen kiggede irriteret på hende. De havde siddet ved aftensmaden og diskuteret, hvordan de kunne skaffe penge til det skib, som de alle havde forelsket sig i tidligere på dagen. De havde foreslået så mange ting, at der nu åbenbart kun var forbryderiske muligheder tilbage.

»Vi kan også prøve at sælge Caroline,« fnisede Casper, og han dukkede sig hurtigt for Carolines sammenrullede serviet, der tordnede gennem luften.

»Sælge? Selvfølgelig! Jeg har det! Jeg har det!«, råbte Hr. Carlsen.

»Hvad er det, du har?,« spurgte Fru Carlsen forbløffet.

»Jeg har det,« gentog Hr. Carlsen.

»Hvis vi køber et skib og sejler rundt på det, så har vi da ikke brug for alle vores ting. Og når vi ikke har brug for tingene, så kan vi lige så godt sælge dem. Og når vi sælger tingene, så får vi råd til at købe et skib.«

»Jubii, Far!,« jublede børnene og sprang op igen.

Fru Carlsen rejste sig langsomt op.

»Cornelius,« tøvede hun. »Det kan vi da ikke. Hvad skal vi leve af? Hvis vi sælger alle vores ting, så har vi ikke noget at komme tilbage til efter ferien.«

»Det bliver ikke en ferie,« forsikrede Hr. Carlsen. »Vi kommer aldrig mere tilbage. Enten gør vi det her fuldt ud … eller også lader vi helt vær.«

»Det lyder vanvittigt,« sagde Fru Carlsen. »Mener du det alvorligt?«

»Vi mener det, vi mener det,« skreg ungerne, men Hr. og Fru Carlsen hørte dem ikke. De stirrede alvorligt på hinanden.

»Hvis vi ikke tager chancen nu, så bliver det aldrig til noget,« sagde Hr. Carlsen. »Hvis alt går helt galt, så kan vi komme tilbage og på loftværelset hos Bedstemor.«

>»Betyder det, at vi tager af sted?,« spurgte Casper begejstret.

Hr. og Fru Carlsen kiggede kort på hinanden. Så smilede Fru Carlsen og nikkede.

»Juhuu!,« skreg begge børn og dansede vildt rundt på gulvet.

»Aldrig mere skole,« jublede Casper vild af begejstring.

»Hov, hov,« stoppede Fru Carlsen ham. »Vi skal ikke sejle resten af jeres liv. Jeg kan højest undervise jer et par år, så skal I tilbage til rigtige lærere og gå i skole igen.«

»Ja,« skyndte Hr. Carlsen sig at tilføje. »Vi skal være sparsommelige og arbejde hårdt, så vi kan spare penge sammen. Det bliver absolut ikke nogen ferie.«

Dette lagde ikke en dæmper på børnenes begejstring. De fortsatte med at danse rundt på gulvet og juble.

»Det er en udmærket plan,« sagde Fru Carlsen, »men vi mangler stadig en masse penge til at købe skibet og starte op for.«

»Vi sælger alt det her, og vores lille båd,« sagde Hr. Carlsen ubekymret og kiggede rundt i lejligheden.

>»Vi må tænke os meget grundigt om, før vi sælger noget,« sagde Fru Carlsen.  »Vi vil få brug for mange af vores ting på et skib.«

»Jeg skal i hvert fald ikke bruge min racerbane,« sagde Casper.

»Jeg kan også godt undvære mit dukkehus,« sagde Caroline.

»Så behøver jeg heller ikke TV’et,« råbte Hr. Carlsen ivrigt.

De andre kiggede målløse på ham.

»Fjernsynet! Du kan da ikke undvære fjernsynet,« grinede Fru Carlsen.

»Jo,« sagde Cornelius Carlsen, og så meget sikker ud.

»Hvis Casper og Caroline kan undvære deres bedste legetøj, så kan jeg også undvære fjernsynet.«

»Jamen far,« spurgte Caroline. »Hvad skal vi så lave om aftenen?«

Hr. Carlsen satte sig ned, og tog Caroline op på sit ene ben. Casper skyndte sig at hoppe op på det andet. Så lagde Hr. Carlsen armene omkring dem og sagde:

»Hør nu her børn. Hver aften sidder vi foran fjernsynet og drømmer om alle de spændende ting, som vi kunne opleve. Når vi får vores skib, så behøver vi aldrig mere at drømme, fordi så oplever vi alt det spændende, vi kan tænke os. Hvis vi endelig skulle kede os en enkelt aften, så kan vi sætte os på skibets dæk og kigge på solnedgangen, mens vi tænker lidt på vores fjernsyn.«

»Nu skal vi nok også lige huske, at vi nok er ret trætte om aftenen efter at have sejlet med turister hele dagen,« mindede Fru Carlsen dem på.

Både Casper og Caroline var helt enige om, at de sagtens kunne undvære fjernsynet.

»Ja, hvis I kan undvære fjernsynet, så kan jeg undvære min symaskine,« sagde Clara Carlsen.

»Det er ikke en god idé,« sagde Hr. Carlsen. »Vi skal tænke os meget godt om. Symaskinen skal vi bruge, når vi skal have nyt tøj og lappe sejlene.

Fru Carlsen smilede. Hun var faktisk glad for, at hun ikke skulle af med sin symaskine. Hun elskede nemlig at lave tøj til sig selv og resten af familien. Desuden var det en gammel symaskine med håndsving, som hun havde arvet fra sin bedstemor, så hun ville helst ikke af med den.

Så satte de sig alle sammen ned og aftalte, hvad de kunne undvære.

»Så må vi sætte en annonce i avisen og skrive, at vi sælger alle vores ting,« foreslog Hr. Carlsen.

»Nej, Far!,« sagde Caroline og rystede på hovedet. Vi skal da lave loppetorv. Så skal vi ikke bruge penge til annoncer, og vi kan holde det i morgen!«

Hun elskede selv at gå på loppetorv og købe gamle ting og sager, og de andre syntes straks, at det var en god idé.

Således opmuntert gik de alle i seng.

 

Søndag morgen, hvor Familien Carlsen skulle afholde loppetorv, var det et pragtfuldt vejr. Solen skinnede fra en skyfri himmel, og Caroline var allerede vågnet tidligt om morgenen. Hun var straks hoppet ud af sengen og begyndt at samle alle sine ting sammen, så de kunne blive solgt. Hendes bedste bamse røg også i bunken, som skulle sælges. Hun tømte alle skabe og skuffer, og bunken af legetøj var efterhånden temmelig stor. Hun satte sig ned på sin stol og kiggede på bunken.

Hvor havde hun leget meget med alt det legetøj. Men hun ville gerne aflevere det alt sammen, hvis hun fik lov til at komme med ud at sejle.

Hun kiggede endnu en gang på bunken. Så tog hun sin gamle bamse op og kiggede på den.

»Du skal også med ud at sejle,« hviskede hun og krammede den.

Sammen med bamsen listede hun sig ud af døren og hen til Caspers værelse. Caroline prøvede at skubbe Caspers dør op. Den sad fast. Hun skubbede lidt hårdere. Den rokkede sig stadig ikke. Så kastede hun sig mod døren, og nu skete der noget. Der lød et kæmpe brag, døren sprang op, og hun faldt ind i værelset. Hun landede oven på en stor bunke legetøj. Casper havde også været tidligt oppe, og han havde stablet alt sit legetøj op ad døren.

 

 

>»Din store torsk,« skreg han. »Jeg havde lige ordnet alt mit legetøj.«

Caroline kiggede rundt i værelset. Alle skabe og skuffer stod vidt åbne og var tomme.

»Hvordan ville du egentlig komme ud af værelset, når alt dit legetøj lå foran døren?,« spurgte hun.

Casper så let forvirret ud.

»Øøøh! Det havde jeg ikke tænkt på,« indrømmede han.

»Det er vist dig, der er en torsk,« grinede Caroline.

»Jeg skal give dig torsk,« råbte Casper og tog tilløb til at kaste sig over Caroline. Men inden han nåede så langt, trådte deres forældre ind af døren.

»Nå! I er også allerede i fuld gang,« sagde Fru Carlsen.

Hr. og Fru Carlsen havde også været oppe længe, og faktisk var de alle klar til at bære tingene ned på fortovet. Men de spiste alligevel først morgenmad. Fru Carlsen havde taget de nødvendige kopper og tallerkener fra, så de stadig havde,  hvad de skulle bruge på skibet. Så snart Casper og Caroline var færdige, begyndte de at slæbe ting ned på fortovet. Hr. Carlsen kom snart ud og hjalp til, mens Fru Carlsen vaskede op.

>

 

Allerede inden de sidste ting var båret ned, begyndte de første mennesker at komme og kigge på. Snart solgte de den første ting, og så begyndte det at gå stærkt. Hurtigt var der så mange mennesker, at hele fortovet og det halve af vejen var fyldt. Folk slæbte ting væk, som de havde købt af Familien Carlsen.

»Hvad koster den lampe?,« spurgte en ældre dame, og pegede på den gamle lampe, som Hr. og Fru Carlsen havde fået af Tante Karoline til deres bryllup.

»Uha!,« sagde Hr. Carlsen og så alvorlig ud. »Den har vi jo haft hele vores liv, og den er en gave fra vores kære gamle Tante Karoline. Ja, faktisk kommer jeg til at tænke på hende, når jeg ser på dem, kære Frue,« fortsatte han alvorligt.

Fru Carlsen måtte bide sig i læben for ikke at grine. Hun vidste, at Hr. Carlsen hadede den lampe, og at han ville ende med at forære den væk, hvis han ikke kunne sælge den.

>»Minder jeg dem virkelig om Tante Karoline?,« sagde den gamle dame rørt.

>»Absolut!,« insisterede Hr. Carlsen. »Faktisk vil jeg ikke sælge den til andre end dem, Frue,« svarede Hr. Carlsen og skyndte sig at tilføje en skyhøj pris for rædslen.

>Til alles store overraskelse købte damen straks lampen.

Dette startede et kæmpe familie stamtræ op, som blev brugt resten af dagen. Stort set alle de ting, som Hr. Carlsen solgte, havde tilhørt et kært familiemedlem, som hverken Casper eller Caroline nogensinde havde hørt om. Børnene solgte ikke så meget selv, for de havde travl med at lytte til Hr. Carlsen’s historier om hver eneste ting.

»Er De interesseret i trappestigen?,« spurgte han en herre, som tydeligvis kiggede på deres sammenklappelige trappestige. »Det er en lykketrappestige,« forklarede Hr. Carlsen. »Min mors yngste søster, havde en kat, som kravlede op i et træ og ikke kunne komme ned igen. Da hun tog stigen og kravlede op for at hente den, fik en mand ude på gaden øje på hende. Han forelskede sig omgående i hende, og de blev gift og fik mange børn. Havde det ikke været for denne stige, så var hun sikkert aldrig blevet gift, og katten havde måske stadig siddet i træet.«

»Den havde da været død af alderdom,« fnisede Caroline til Casper.

På trods af den tåbelige historie købte manden stigen, og Hr. Carlsen lagde pengene ned i skotøjsæsken, der var ved at være godt fyldt op.

Det havde været godt valg at lægge loppetorvet på en søndag, hvor de fleste mennesker holdt fri. Folk blev ved med at strømme til hele dagen. Til sidst kom folk, som boede så langt væk, at de kom kørende i deres biler med anhængere. De kørte væk med stole, sofaer og borde.

Hr. Carlsen prøvede også at sælge en læderskammel, som desværre var blevet ridset i læderet af deres hund. Hr. Carlsen forklarede den unge mand, der var interesseret i skamlen, at den havde tilhørt Onkel Sofus, og at han havde hvilet sine trætte ben på den, mens han var soldat i fremmedlegionen. Ridsen i læderet skyldes en stor splint i Onkel Sofus’ træben. Da Hr. Carlsen fortalte denne historie til køberen, var Casper og Caroline sikre på, at han var gået for vidt med sine løgnehistorier, men også denne gang slap han godt fra det. Med et stort smil til børnene lagde han pengene for skamlen i kassen.

Familien Carlsen havde så travlt, at de ikke engang havde tid til at spise frokost. Sent på eftermiddagen var alle deres ting solgt.

Det vil sige næsten alle deres ting var solgt. Én ting stod stadig på fortovet. Det var deres fjernsyn.

De stod alle sammen og kiggede på det.

»Hvorfor vil ingen købe vores fjernsyn?,« spurgte Caroline.

»Thjaee,« sagde Hr. Carlsen. »Måske er det fordi, alle mennesker i forvejen har et fjernsyn.«

»Det er ellers et smart nyt fjernsyn, som også kan køre på batterier,« sagde Fru Carlsen.

»Orv! Det glemte jeg helt at fortælle folk,« svarede Hr. Carlsen med et stort grin. »Det var vel nok ærgerligt!«

Fru Carlsen kiggede lidt irriteret på ham.

»Nu skal du ikke tro, at du kan sidde og se TV, når vi får et skib. Vi bliver stående lidt endnu. Måske kommer der nogen, som kan bruge fjernsynet.«

Hr. Carlsen kiggede bekymret frem og tilbage på fortovet. De blev stående lidt længere, men der kom ikke flere mennesker for at købe noget.

»Jeg går ind og laver aftensmad,« sagde Fru Carlsen. »I kan forsøge at sælge det, indtil jeg kalder på jer.«

Hun forsvandt, og Hr. Carlsen så bekymret ud, da en yngre mand drejede om hjørnet og satte kurs lige imod dem.

»Et fjersyn. Herligt!,« udbrød manden. »Lige hvad jeg har brug for.«

»Det er jo lidt specielt,« begyndte Hr. Carlsen. »Det kan bruge batterier, og det har man jo ikke altid brug for.«

»Perfekt,« svarede manden begejstret. »Så kan vi tage det med på campingtur.«

Hr. Carlsen så nu meget bekymret ud.

»Desværre har det tilhørt gamle Moster Fifi,,« sagde Hr. Carlsen beklagende. »Hun interesserede sig slet ikke for at se fjernsyn.«

»Hvorfor desværre?,« undrede manden sig. »Det er da helt fint, at det ikke er brugt.«

»Jo, ser du! Moster Fifi hældte vand i fjernsynet og brugte det som akvarium, så det skal nok tørre lidt, inden man prøver at tænde det. Og jeg er bange for, at det nok også lugter lidt af fisk. Moster Fifi var sikker på, at hun hældte 12 fisk i det, men hun fik aldrig mere end 9 op igen,« sluttede Hr. Carlsen af.

Den unge mand kiggede på fjernsynet, kiggede på Hr. Carlsen og rystede på hovedet. Uden at sige et ord forsvandt han den vej, han var kommet fra.

»Godt at Mor ikke hørte det,« fnisede Caroline.

»I siger ikke en lyd,« smilede Hr. Carlsen og tog fjernsynet under armen.

Så gik de alle ind. Da de kom ind, væltede de deres pengekasse ud på det tomme gulv, så lyden fra mønterne rungede mellem væggene i det tomme rum. De gav sig straks til at tælle alle pengene.

Der var mange penge, rigtigt mange. De talte og talte, indtil det næsten var blevet mørkt. Til sidst havde de talt så længe, at Casper og Caroline ikke kunne tælle længere. Så mange penge var der.

Endelig blev de færdige, og Hr. Carlsen glædede sig over, at der var en del penge tilovers, som de kunne købe mad og andet forråd for til deres sejltur.

Da de havde spist, var de alle så trætte, at de gik direkte i seng. Det vil sige, de gik ikke i seng. Sengene havde de nemlig solgt. Men deres madrasser havde de stadig, og de lagde dem alle sammen i stuen. Så lagde de sig til at sove, og inden der var gået fem minutter sov de. Og de drømte alle den samme drøm. De drømte, at de var ombord på et skib, som sejlede på det store hav, langt, langt væk fra skoler og kedeligt arbejde.