Familien Carlsens Fantastiske Oplevelser. Bind 2 : Balladen om den forsvundne hånd. Bind 3 : Det støvede spøgelses sønner. (Kommer snart)
Det lå lidt tungt med at få lov til at læse godnathistorie for pigerne, for det var Hanne's område ... mens jeg vaskede op. Den eneste mulighed for at få lov til at læse noget højt ville være, hvis jeg selv lavede historien og fortalte den for børnene. Idéen bag historierne om Familien Carlsen blev skabt i løbet af cirka 10 minutter ... netop hen over en opvask!!! Det var faktisk Berlingske Tidende, som tilbage i begyndelsen af 1990'erne udskrev en konkurrence om en børnebog, der skulle indeholde et miljø, som kunne strække sig over flere bøger. Det var derfor nærliggende at skabe et univers, hvor ALT kunne ske. Til at begynde med forsøgte jeg at holde alle handlingerne til et LEGO-miljø, hvor man kunne gentage handlingen med Lego piratskibe, drager, troldmænd osv. Det er så ikke helt sandt, at jeg ikke fik lov til at læse højt. Vi læste faktisk "Folk og røvere i Kardemommeby" og "Rasmus Klump". Alt sammen fantasifulde historier - men børn i 5-års alderen kan sagtens håndtere længere historier og noget, som måske lige er en anelse mere farligt. Det irriterede mig noget, når jeg sad og læste op. Dette har nok ændret sig meget siden 1993 ... husk at der gik en del år, før Harry Potter blev født. Det er foreløbigt blevet til 3 længere historier om Familien Carlsen ... en helt almindelig familie, som oplever de mest utrolige eventyr, og tager det som en oplevelse. De to første historier er fyldt med illustrationer, men da den tredje historie først var klar, da børnene var ved at blive for store til at få læst højt, så blev der aldrig lavet tegninger til denne. Historie nummer 4 er helt klar til at blive skrevet ren, men det må nok vente på, at der kommer børnebørn, som skal have historie. Selvfølgelig har jeg forsøgt på at få historien udgivet, men det er aldrig lykkedes. Til gengæld er den blevet læst op i en del skoler og børnehaver ... faktisk langt flere, end jeg umiddelbart kender til. Det morsommeste eksempel er en kollegas kæreste, som har fået læst den op i en børnehave, jeg ALDRIG har hørt om. Hvordan den er nået dertil, har jeg ingen anelse om. En KÆMPE tak til Carsten Lynggard, som har formatteret disse historier til web-udgivelse. Har du lyst til at læse den højt for nogen ... så er det bare at gå
i gang.
|