En weekend i Zürich RETUR

Fredag d. 4. marts 2016

Zürich i Schweiz … der har vi aldrig været, så da muligheden bød sig i forbindelse med en forretningsrejse, så var det bare at slå til. Hanne konstaterede dog allerede hjemmefra, at de var hulens dyrt, da hun bestilte hotel i centrum af Zürich, og det viste sig at holde stik.

Zürich i begyndelsen af marts er muligvis et sats, men beskrivelserne siger, at der faktisk ikke er meget sne i Zürich. Det viste sig at holde stik. Der var lidt sne på vej hen over Tyskland, men der var allerhøjest lidt spredte sneklatter på skråningerne omkring byen, da vi landede i Kloten, som er Zürich Airport. Allerede på landingsbanen, er man ikke i tvivl om, hvor man er … flot reklame for Schweizerknive!

Det tog en halv time at snegle sig ind fra lufthavnen med sporvognen, og det gav indtryk af en fin gammel by med stil. Det var en kort gåtur fra hovedbanegården til ”Flemings Hotel”, og her fik vi et fint værelse på 1.sal. Det var dog lidt pudsigt, at brusekabinen var et helt åbent glasbur midt i lokalet – jeg glædede mig allerede, til Hanne skulle i bad.

Vi kastede os straks ud i nattelivet i Zürich, hvor Hanne hjemmefra havde en idé om, hvor vi kunne spise. Vi fik et kort i receptionen, men vi brugte det ikke – i stedet gik vi bare ad ”Bahnhofstrasse”, som svarer til Strøget – dog er det den rene ”urskov” … vi har aldrig set så mange eksklusive butikker med ure … og juveler. Og har man købt for mange juveler hos Cartier, så kan man gå ind ved siden af og købe en Tesla-bil, så man kan køre dem hjem. Herfra drejede vi ind i ”Alte Stadt”, som er den gamle by, der ligger hele vejen rundt om Limmat-floden, der løber ud fra Zürich-søen, hvor Zürich ligger i den nordlige ende af søen.
Hvis man godt kan lide den gamle bydel i København, så vil man elske ”Alte Stadt”. Man snørkler sig gennem smalle stræder og gyder, og der er alligevel mange store pladser med katedraler og store huse – det er virkelig en hyggelig bydel.

Ovenfor til højre er Grossmünster Kirken med de karakteristiske to tårne. Vi planlagde at gå derop i morgen, hvor man skulle kunne få en flot udsigt over byen.

Hanne snørklede os gennem dette, og vi havnede på Niederdorfstrasse, der er gågade og det absolutte centrum for hygge for både turister og lokale, der skal i byen fredag aften. Vi nåede frem til ”Johanniter”, der skulle være et meget autentisk lokalt spisested. Vi var kun lige kommet indenfor og havde fået et bord til to i den ellers fyldte sal, da tjeneren spurgte: ”Twei Bier?” Det kan jeg lide! Man bliver spurgt om øl, næsten før man når at sidde ned. De velfortjente store ølkrus ankom, så vi kunne vælge mad uden at tørste, og snart var der bestilt griseskanke med røsti … så bliver det vel ikke mere tysk-agtigt. Maden var meget fin, og vi nød det og var mere end mætte, da vi væltede ud i nattemørket, så vi kunne nyde mere ”Zürich-by-night” på vej tilbage til hotellet.

Lørdag d. 5. marts 2016

Det øsregnede desværre som lovet, da vi vågnede. Det forhindrede os ikke i at nyde den gode morgenmad på Flemings Hotel, hvor intet manglede. Forsynet med vores paraplyer kastede vi os ud i regnen for at følge den vandrerute, som det udleverede kort anbefalede, hvis man ville have en god vandretur i byen og passere de største attraktioner.

Første holdt var Fraumünster Kirken, som udmærker sig ved at have nogle farverige og smukke vinduer, der er malet af selveste Chagall. Man må ikke fotografere i kirken, så vi nøjedes med at nye de transparente kunstværker og stjæle nogle foto fra nettet.

Næste holdt var Zürich-søen, hvor det var en anelse blæsende og koldt – selv for mågerne, der var linet op på rad og række.

Det hele var mildest talt gråt-i-gråt, så efter en times slentring langs søbredden, besluttede vi os for at finde varmere himmelstrøg inde i ”Alte Stadt”, hvor der nok var mere læ og forhåbentlig udskænkning af varme drikke.

Vi passerede som planlagt ”Grossmünster Kirken”, hvor vi ville klatre op i tårnet og nye udsigten. Trappen op var ekstrem smal og snørklet, så det gjaldt om ikke at møde modgående på vejen – så måtte ét af holdene bakke. Vi kom op til første platform, hvorfra resten af vejen gik op af en bredere trætrappe. Vi tog dog et lille hvil på to stole og nød den allerede fine udsigt, inden turen gik videre op.

Udsigten var flot, og den gamle bydel virker noget større, end den tilsvarende i København, der har været begrænset af voldene.

Vi kiggede længe ned på de gamle bygninger, men det begyndte at sne, så vi blev temmelig våde, da vi jo ikke kunne bruge paraplyer i klokketårnet.

Nu kunne det ikke gå hurtigt nok med at finde en kop varmt et-eller-andet, så vi indlogerede os på en hyggelig lille café, som tydeligvis var beboet af lokale ældre kvinder, der studere dagens nyheder over en kop kaffe. Vi gjorde dem selskab – dog uden at læse nogen tyske aviser.

Vejret var ikke i meget bedring, så vi lagde nu en ekstra attraktion ind på ruten, nemlig det indendørs National Museum, som var en meget positiv oplevelse. Museet er indrettet i et gammelt slot, og man har forstået at udnytte de store rum, så man kan slentre gennem den schweiziske historie og blive både underholdt og belært på en spændende måde. Ovenfor studerer Hanne et stort slag, som er opstillet som 3-D panorama. Det er uvist, hvem der sloges, og om der var hjemmebanesejr!

Langt det meste på museet er også forklaret på engelsk, så der er ingen problemer i at forstå, hvad der foregår. Bemærk lofterne i museet, der afslører den oprindelige funktion af dette sted – et gammelt slot. Den skrånende udstilling giver mulighed for at lave montrer i siderne, under loftet og i gulvet, så det gælder om at høje øje med alle retninger, når man vandrer gennem historien. Flot flot.

Nu fortsatte den planlagte rute, og dette førte os til Lindenhof, hvor man igen har en flot udsigt over floden og byen, og sneen var da gået over i regn igen.

Vi satte snuden hjemad, og passerede igennem de samme gyder og gader, som i går aftes, så på trods af den grå belysning, fik vi da en idé om, hvordan husene ser ud – maleriske, smukt dekorerede og hyggelige.

Planen var nu – direkte mod en øl, og det fandt vi på en bar meget tæt på vores Tesla-forhandler. Herfra var der så meget kort hen til ”James Joyce” pubben/restauranten, hvor vi allerede i går havde spottet, at de havde ”Irish Stew” på menuen lørdag aften. Klokken var kun 17.30, så det var dårligt nok aften, men vi orkede ikke at gå tilbage til hotellet, så vi erklærede det aften og fik både øl og en anelse mad – det smagte fremragende, men det kunne næppe gøre det ud for aftensmad på dette tidlige tidspunkt, selv om vi betalte for et fuldt måltid – her er dyrt. Vi besluttede derfor for at traske tilbage til Coop og købe brød, ost og en flaske vin, så vi kunne bade i ro og mag og nyde lidt ost & vin, inden vi tørnede ind efter en lang – lidt kold – men meget fin dag i Zürichs gader.

Søndag d. 6. marts 2016

Vi stillede rent faktisk uret, så vi kunne komme tidligt afsted mod lufthavnen – ikke fordi vi skulle hjem, men fordi jeg havde lejet en bil allerede fra kl. 9, så jeg senere i dag kunne køre til Tyskland til morgendagens møde. Vi traskede derfor mod hovedbanegården med vores kufferter, men kun ti skridt nede ad gaden, blev dagens plan lavet om for første gang. Solen skinnede, så vi indlagde lige et smut til søen, så vi kunne nyde udsigten i et noget bedre lys i forhold til den grå dag i går.

Der var stadig sne på bakkerne omkring Zürich, så det var et flot syn, inden vi drejede tilbage mod byen og gik langs Limmat-floden mod banegården, hvor husene ligger ned til vandet som i Venedig.

Vi var heldige med toget, så vi løb direkte op i det og var i lufthavnen på 11 minutter. Her fik vi lige så hurtigt udleveret en 4-hjulstrukken Fiat 500 … ja, en overdimensioneret Fiat, der var aldeles fremragende at køre i, og den indbyggede GPS fik os hurtigt dirigeret hen til det slot, som meget malerisk lå som indgangen til Rheinfall – eller Rhin-vandfaldet, der skulle være det største af sin slags i Europa.

Vi vidste egentlig ikke, hvad vi skulle forvente, så endnu større var overraskelsen, da vi så et 150 meter bredt vandfald, hvor enorme mængder af vand fossede ud over en fald på 23 meter – øj – det er sgu’ da et STORT vandfald! Vi fotograferede helt vildt, og med mellemrum kom solen frem og lavede smukke regnbuer i vandtågerne over faldet.

Der var ikke bare ét udsigtspunkt over faldene, men snedigt indrettede trapper og hulegange fører én frem til platforme, så man står helt nede ved vandoverfladen UNDER faldene – det er skræmmende flot – og så er der endda 2½ gange mere vand i faldet til sommer – så må man blive drivende våd af at stå her.

Vi gik hele vejen ned og rundt om vandfaldet, og herfra kunne vi se en lille rød båd, som sejlede folk ud til klipperne MIDT i vandfaldet – det så også meget vådt ud.

Her blev dagens plan straks lavet om igen. Vi tog den lille røde båd til den modsatte bred, hvor vi havde spottet flere restauranter, der helt sikkert kunne servere en varm kop et-eller-andet. Vi gik dog først hele turen hen til faldene på den modsatte side, hvor udsigten heller ikke er så ringe med borgen på den modsatte bjergtop.

Det var en fornøjelse at sidde i den varme café og spise gullasch-suppe med udsigt til faldene. Desværre trak mørke skyer nu sammen over os, så på vej mod byen Winterthur begyndte det at sne. Vi droppede derfor denne plan og kørte i stedet direkte til lufthavnen, hvor Hanne blev sat af til sit aftenfly, så hun kunne være klar til mandagens arbejde i København.

Jeg fortsatte nu til Tyskland, som var en køretur på små to timer. Når man kører på GPS, så har man ingen idé om, hvor man er, og det er temmelig generende. Overraskelsen var derfor stor, da den meget lange Bodensee pludselig fyldte hele synsfeltet, men heldigvis lå der en færge og ventede, så det var nok GPS’ens plan. Efter sejlturen var der ganske kort til den tyske grænse, hvor man passerede helt uden at blive checket. (Man blev checket på vej tilbage til Schweiz).

Helt uden problemer fandt jeg mit hotel i byen Markdorf, og her er det lige på sin plads at afslutte med mit brusebad, som var i den ringeste forfatning, jeg nogensinde har set.

OK! Det var selvfølgelig ikke min brusekabine, men hotellets elevator fra parkeringskælderen, som en fiffig sjæl havde udsmykket som brusekabine … man kommer stor-grinende ud i receptionen.

Til Toppen