Vi
forlod vores herlige lejlighed i Jackson med alt pakket i kufferter og to
tasker – bortset fra restemad og frokost-posen. Klokken var 7:30, da vi
optankede med både benzin og kaffe ræsede ud af mindre veje på vej mod Salt
Lake City i Utah. Vi kom
hurtigt ind i Idaho, som har mottoet ”Great Potatoes” på
nummerpladerne. Hvad har de tænkt på, da de fandt på det? Vi var rystende tæt
på at ramme to store hunde, på en strækning hvor der også var heste på vejen
– hvordan kunne det gå til? Kort efter holdt vi ind og studerede endnu flere
bæverdæmninger, som her holdt over en halv meter vand oppe – tal lige om flot
ingeniørarbejde. Her var dog
heller ikke tegn på liv, så vi spiste morgenmaden i bilen, da det var 4-5
grader udenfor – altså temmelig koldt her i bjergene. Vejene blev
større og større, jo længere vi kørte, og til sidst var vi på I-25, som var
ubehageligt befærdet af enorme lastbiler, der lå i alle banerne. Lidt efter
middag holdt vi ind i Walmart i Centerville, hvor
vi hovedsagligt købte ting til Marie, der jo havde passet hus og fugle, mens
resten af familien var i USA. Alting er som bekendt større i USA, og selv
vores pænt store personbil så pludselig latterligt lille ud foran en
gigantisk pick-up, som ville have smadret vores
bagrude med sin kofanger, hvis vi var bakket ind i den. Vi navigerede
nu midt ind i selve Salt Lake City for at finde den Sketchers-skobutik, som
Hanne manglede på turen, så hun kunne få sko og vinterstøvler. Mens Hanne
fandt sko og støvler, pakkede jeg det sidste om på parkeringspladsen i
kvælende hede – godt at vi ikke havde holdt ferie her. Herefter
lavede vi promenade-kørsel gennem downtown Salt
Lake City med Capitol Hill i forruden, inden vi drejede mod lufthavnen. Vi fandt uden
problemer ”Rental Car Return”, og en ældre herre
tog imod bilen, og han opdagede først bulen i højre side, da vi gjorde ham
opmærksom på den! Det var intet problem, da vi havde fuld forsikring, men det
krævede 5 minutters ekstra skrivearbejde – og han havde lidt røde ører. Vi
kæmpede lidt med at få pakket resten i kufferterne (altså sko), men ellers
var resten smertefrit, og vi kom afsted til tiden mod New York, så vi landede
lige før midnat – vi mistede to timer på flyveturen østpå. Der var
ventetid ved AirTrain, og det tog en krig at stoppe
ved alle stationer på vej ind i Metroen, så vi var først fremme ved hotellet
kl. 02, hvor vi dog begejstrede konstaterede, at der lå en åben café med både
pizza og kold øl kl. 02:15 … vi er i byen, der aldrig sover! Vi nød maden
i den store sofa i vores lejlighed, mens vi ventede på at AC’en
fik temperaturen ned under 30o, så vi kunne slukke og sove – uh …
fejl – der blev lynhurtigt tropisk igen. Til
Toppen Hop til forrige dag Hop til næste dag |