Flyveturens
og New Yorks airconditioneringer havde efterladt
den sædvanlige forkølelse, som endnu ikke var helt væk, så det var med et
lidt tungt hoved efter manglende søvn, at vi kastede os ud i køreturen mod
South Dakota og Hot Springs. Vi havde dog ikke sprunget morgenmaden fra
receptionen over – der manglede jo intet på dens menu. Vi
motorbremsede hele vejen ud af bjergene fra Estes
Park til vej I-90, hvor vi drejede til venstre på den flade slette og kørte
stik nord. Det var en dramatisk forandring på udsigten i forruden på under en
time, som om nogen havde lukket luften ud af bjergene. Vi kørte den
første del af vejen på den store Interstate-25-motorvej, og den førte os
direkte til Cheyenne, som var den største by, vi ville se i den næste uge, så
her blev chancen for lidt shopping ikke misset – Hanne undlod dog at købe de
HUNDE, som var udstillet i vinduet hos dyrehandleren … den gik vist ikke i
Danmark. Vi tog nu den
østlige rute gennem Nebraska, som viste sig at være endeløs flad og
fascinerende ensformig strækning med fladt og kun let bakket landskab af græs
– altså prærie. Her var ingen bebyggelse, men her var til gengæld en del
indbyggere i form af kvæg, der har taget over efter de udryddede bison
horder! Vi undrede os
over, at det var underligt diset i dag … forklaringen er rystende … forrygende detaljer følger om et par
dage! Den uendelige
intethed er i sig selv fortryllende, når man suser afsted time efter time og
kun møder få modkørende biler. I byen Mitchell (1685 indbyggere) var der et
højdepunkt på den snorlige vej-29, da vi måtte holde stille på byens
hovedgade omringet af nogle få huse. Et endeløst
tog lastet med kul passerede med sin sorte last, og vi glemte at tælle vogne
– til gengæld var der flere lokomotiver både forrest og bagerst i kolonnen.
Vi nåede nu
frem til målet for denne omvej, nemlig ”Agate Fossil Bed National Park”, som
er et lille museum ved siden af de to højdedrag på prærien, som har indeholdt
store mængder af knogler fra dyr EFTER dinosaur-tiden – altså for ca. 20
millioner år siden. Vi spiste
først de medbragte boller udenfor den fine
træbygning ved parkeringen, og vi undrede os over, at her var en næsten fyldt
parkeringsplads på trods af at dagen havde været næsten fri for nogen form
for liv på vejene. Forklaringen
var, at der var ”special event” på museet, hvor to
palæontologer holdt foredrag om deres nye bog og signerede den – det undgik
vi behændigt at deltage i. Selve
udstillingen var ikke så stor – men meget fin og forklarende. Alle tænker
T-Rex osv., når man taler om knogler i jorden, men der levede en stor række
dyr i perioden mellem ”os” og dinosaurerne, og de er meget oversete … og ikke
mindre imponerende … eller skræmmende. Herunder er det to uhyggelige Daeodoner, som overfalder de græsædende lama-agtige Moropus’er og de
små gazelle-kameler Stenomylus. Alle disse
prægtige dyr døde af tørst, da de mægtige Rocky Mountains skød op og spærrede
for regnen vestfra, så derfor samledes de ved de få vandhuller som her, og
fandt deres endeligt, da det hele tørrede ud. Da regnen så endelig kom, blev
deres knogler begravet i fint støv fra bjergene, og deres knogler blev
bevaret for eftertiden, så vi i dag kan stå og betragte dem – med et lille
gys. Området
tilhørte i 1870’erne familien James og Kate Cook, som begyndte at finde
knogler i jorden. De fik mange udgravende professorer på besøg, og sønnen
Harold Cook blev selv en dygtig palæontolog. Faderen James Cook havde, før
han blev farmer, en fortid som jæger i det vilde vesten, og det lykkedes ham
med tiden at knytte nære venskaber med indianerne i området, dvs. Oglala og Cheyenne. Han fik med tiden mange gaver fra
disse indianere, og denne fine samling kunne vi i dag også se her på museet.
Disse kloge høvdinge mente, at tingene ville blive bevaret for eftertiden,
hvis Cook fik dem … og det havde de jo ret i. Den mest spændende ting var nok
en bisonhud, som indianerne lavede som en gave til Cook. På huden var malet
”The Battle of Greays Grass” … nok noget bedre
kendt som ”Little Big Horn”, hvor General Custer
fik læsterlige tæv af indianerne. Vi susede nu
videre uden at gå den korte tur til de to høje, der ville have ”stjålet” en
time til. Det var en lang (læs endeløs) tur gennem Nebraska og videre op i
South Dakota, så det blev sent, før vi nåede til Hot Springs. Der var
heldigvis stadig dagslys, så Hanne guidede os efter vores kommende værts
beskrivelse gennem selve Hot Springs og videre gennem en glødende rød dal af
klipper, der syntes at smelte i den sene, nedgående aftensol. Vi kæmpede os
op ad en stejl grusvej og fandt uden de store problemer Wade
& Patricia’s hjem, hvor vi den næste uge skulle
låne én af deres tre mobile-homes på kanten af
afgrunden – en fantastisk beliggenhed. De rare
værtsfolk viste os faciliteterne, og de fik Hannes medbragte smørbagte kager
fra Irma i en kagedåse med den lille havfrue – vi kunne ikke finde på noget,
der var mere dansk! Og dåsen var håndbåret med fra Danmark i håndbagagen. Vi susede ned
ad bjerget igen, så vi kunne købe aftensmad og morgenmad i ”Lynn’s” – og selvfølgelig vin og øl til en ferieuge. Der
var en anelse lys, da vi kørte op igen, men det var mørkt, da vi grillede
bøffer udenfor vogne på gasgrillen og lavede
bagekartofler i mikroovnen – her manglede intet. Den lækre hot-tub lige udenfor vognen blev
droppet i dag, da det blæste en hel pelikan, og vi besvimede en times tid før
midnat med et smil på læben – nu har vi ferie en hel uge det samme sted. Til
Toppen Hop til forrige dag Hop til næste dag |