Onsdag d. 12. august 2015 RETUR

Fra kølige og fredelige Birkerød til støj og røg i New Yorks hede

Det var som at genoplive ”Palle alene i verden”, da vi kørte ind fra Birkerød kl. 4 om morgenen. De første bevis på liv fandt vi omkring Hans Knudsens Plads, hvor vi samlede Marie op, så hun kunne køre os til lufthaven – vi var ude før S-togene startede! Til gengæld havde Marie så bilen de næste 3-4 uger. Mere overraskende var det, at vi også skulle samle Signe op, da hun tilfældigvis også skulle til lufthavnen denne morgen – og tilfældigvis også skulle til New York – dog ikke med samme fly.

Signe skulle afsted med veninde Julie og videre til Californien, så efter en kop kaffe i lufthaven sagde vi pænt farvel igen – dog havde vi først aftalt, hvor vi skulle mødes i morgen aften og spise middag sammen i New York.

Hanne fangede dette fly under os på turen. Vi mellemlandede i Heathrow og havde heldigvis god tid, for det tog evigheder at komme igennem alverdens check. Alligevel havde vi to-tre timers ventetid, som blev brugt til at ordne feriebilleder fra Rom tilbage fra marts … alle disse rejser!!! Billedsorteringen fortsatte på hele turen til ”JFK Airport”, så det føltes som kort tid efter, da vi var i USA, New York kl. 16 lokaltid.

De amerikanske myndigheder har opfundet et nyt ”check-in” system, for dem der har været i USA før på et ESTA-visum, så vi fik selv lov til at tage fingeraftryk og forevige os selv til forbryderalbummet i pas-automaten. Vi skulle dog alligevel gennem adskillige køer og check, så det tog ikke kortere tid, og opsamling af bagage var en logistisk katastrofe med enorme mængder af kufferter, der blev knust på de forældede bånd, der bare spyttede kufferter ud oven på hinanden, hvorefter de blev mast af masserne med en ubehagelig knaselyd. Efter uendelig ventetid kom vores to kufferter ud – helt sprøde og uden knaselyde – heldigvis. Herefter stod vi i endnu en lang kø, som vi aldrig forstod formålet med – måske kan man bare lide at stå i kø i lufthavne i USA? Nu tog vi ”Air Train” direkte fra JFK til ”Jamaica Station”, som hænger sammen med ”NY Subway” – altså undergrunds-togbanen eller Metroen. Her købte vi et Metrokort a la Rejsekortet, som varmt kan anbefales, da det både betaler for Air Train og videre subway-ture til New York Centrum. Det var en positiv oplevelse at komme ud af den 30 grader hede luft og ind i et airkonditioneret subway-tog – det er vi ikke vant til fra København eller London.

Det var en magisk transformation af omgivelserne at gå fra undergrundsstationen og direkte op ved ”42. Street / 7. Avenue”. Vi har befundet os i små og større metalkasser siden Birkerød og ikke set andet en lav bebyggelse, og på 10 skridt op ad trappen befinder vi os pludselig på det mest centrale og travle sted i New Yorks august-hede, skyskrabere, tætpakkede turister og enorme mængder af biler og bil-os her på Broadway ved Times Square.

Kort tid efter kunne vi heldigvis kigge ud fra 28. etage fra Millenium Broadway Hotel mod de mange lysreklamer og et lille kig mod den ikoniske Chrysler Bygning, hvis vi lænede os mod vinduet og kiggede til venstre. På den modsatte side af vejen, var der indrettet parkering på taget af et højhus, og det mindede mig ufatteligt meget om det spil, som Bror-Jens og jeg ynder at spille på vores mobiler ... men sådan ser personalet nok ikke på det? Og den røde bil, som man skal have fri, manglede også på taget!

Vi gik straks ned i mylderet igen, som var lidt af et helvede. Store bunker af affaldsposer på fortovene, der nok afventede nattens afhentning, oceaner af turister, støjende og osende lastbiler, og store metalriste på fortovene, der blæste stegende hed luft ud fra bygningerne, så vi følte os som kyllinger i en stenoven – meget lidt charmerende, og en lidt deprimerende start på ferien. Vi spottede hurtigt en Irsk Pub (The Perfect Pint), så efter en kort rundtur i disse lident charmerende omgivelser indfandt vi os på en enormt støjende pub – som heldigvis var en anelse mere rolig på 1. sal. Amerikanere værdsætter ikke ro – eller også er de bare så vant til støj, at de ikke længere tænker over det?

Alt blev godt, freden sænkede sig, og pludselig havde vi ingen bekymringer i verden, da to kolde fadøl landede foran os – skarpt forfulgt at to burgere – NU er vi i USA igen. Og det var endda mit favorit-øl: Samuel Adams!

Således optankede og oplivede skråede vi over gaden efter at have sluppet 70 kr. for en flaske vand og to godnat-øl – her er ikke billigt, men det er også centrum af verdens centrum, som vi har valgt at bo i.

Tilbage på roen og køligheden i værelset – og med let blinkende lys fra de enorme lysreklamer på de modstående facader – kunne vi nu planlægge morgendagens vandretur, men vi var nærmest bevidstløse og nåede ikke gennem øllen, før vi sov tungt kl. 22 – altså kl. 04 efter mere end 25 timer på farten.

Til Toppen Hop til næste dag