Onsdag d. 1. april 2015 RETUR

Fantastiske Pompeii under skræmmende Vesuv

Hvad – vækkeuret ringede kl. 6.00 … vi har ferie. Ikke desto mindre, så var det bare op og ud, for i dag skal vi med bussen til Napoli og klatre op på vulkanen Vesuv, hvorefter vi skal se de ødelæggelser, som vulkanen forårsagede i år 79 i Pompei. Vi var i god tid henne på ”Piazza del Populo”, hvor vores guider ventede, så vi havde tid til at spise vores boller, som vi egentlig havde medbragt til bussen. Kort efter blev vi introduceret til ”Robert”, der talte klingende engelsk. Han skulle varetage halvdelen af bussen, mens Massimo skulle tage den anden halvdel. De to yngre herrer begyndte straks at underholde i bussen, og til at begynde med hørte vi lidt om det første stop, som egentlig kun var mens som et toilet-holdt, men som ville finde sted for foden af klosteret på bjerget Montecassino, hvor er meget berømt og blodigt slag foregik i 1944 mellem amerikanerne og de tyske tropper i Italien. De fortalte også, at Napoli var den mest bombede by under WW-II … hvilket undrede os lidt. (Det viste sig efterfølgende at være den mest bombede by i Italien under 2. Verdenskrig med 20-25.000 døde ifølge Wikipedia.) De lod også et fantastisk foto taget fra ét af de amerikanske bombefly gå rundt – taget MENS Vesus var i udbrud – Øj! De to guider fortalte, at Pink Floyd ankermanden Roger Waters’ far ligger begravet i de ukendtes grav her i Cassino, og at man for nylig har udpeget det præcise sted, for hans død i Anzio.

Efter 2*1½ times kørsel nåede vi frem til foden af Vesuv, og nu ventede en meget stejl, smal og snørklet vej, som man ikke har lyst til at køre på i bil, men som Marius – vores chauffør i jakkesæt – nu gennemførte i den store turistbus med omkring 60 passagerer. En flot bedrift – og imponerende at se to busser af denne størrelse passere hinanden på den smalle vej. På vej op så vi den tunge af lava, som vulkanen spyttede ud under det nyeste udbrud i 1944. Vesus’ lava er meget tyk og langsomtflydende, så man kan snildt gå fra den, hvis den skulle komme i udbrud - beroligende. Pompeii blev IKKE ødelagt af lava, men af den eksploderende vulkan, som halverede bjergets højde og begravede byerne Pompeii og Herkulanum i glødende varm aske og kvælende giftige dampe – en såkaldt pyroklastisk sky. Helt oppe fik vi udleveret vores indgangsbilletter til vulkanen, og så have vi en lille times fri leg til at bestige bjerget – en tur som ville tage ca. 20 minutter. Det var lige i underkanten, for selv om vi var de første ude på stien, så kneb det med at nå toppen helt rundt på den korte tid. Det var desværre meget skyet på bjerget, så vi kunne kun se en lille smule af krateret, da vi nåede toppen.

Tilbage mod havet var det heller ikke let at se Napoli klart på denne disede dag – hvor det vel at mærke havde været helt klart i Rom, da vi forlod denne. Lidt ærgerlige besluttede vi alligevel at gå stien halvvejs rundt om krateret. Det var en god beslutning, for da vi nåede helt rundt, klarede det meget op, og nu kunne vi fotografere hele det enorme kraterhul på vejen tilbage – så meget som tiden tillod det.

Vi stødte på ”den anden” guide Massimo, som tilbød at fotografere os … så har vi nok lidt til næste års kalender. Det var nu tydeligt at se de mange revner, hvor der kom giftige dampe ud, nu hvor skyerne var forsvundet kortvarigt. Nu gik det i huj og hast ned igen, og vi var tilbage ved gruppen og de to guider præcis på det angivne tidpunkt – let svedige af strabadserne – og begejstrede.

Nu fulgte den nødvendige nedkørsel, og kort efter var vi på den restaurant, hvor vi skulle have frokost i form af napolitanske pizzaer. Pizza er nemlig ikke bare pizza! I Rom laver man chips-tynde sko-såle pizzaer …ifølge folk fra Napoli. Næh, i Napoli laver man rigtige pizzaer, der har tykkere bund … altså meget som de danske. Til gengæld er der næsten intet fyld på disse pizzaer sammenlignet med danske pizzaer, så vi kunne vælge mellem en Marinara (fiskernes simple pizzaen med tomat og basilikum, som de kunne have med på havet), en Margarita (tomat og ost) og en ”hvid pizza” med ost og skinke – uden tomat. Vi delte de to sidste, så vi fik prøvet lidt af hvert, og det var fint.

Næste stop var få hundrede meter væk, hvor en lokal guide overtog os til to timers vandring i Pompeii. Det var fint at have de trådløse hovedtelefoner på, for der var sort af mennesker i de gamle velbevarede ruiner. Man har gravet ca. 2/3 af byen ud, men vil ikke grave mere ud, da det forfalder, når det er udgravet. Til gengæld har man bygget tagene op på de huse, som har flotte, farverige vægmalerier for at beskytte disse, så det bidrager til effekten af at gå i en forhistorisk by – det er meget flot.

Vejen i byen er brolagt med de store lavasten, som vi også har set i Rom, men her har undergrunden været for hård til, at man har kunnet lave kloakker, så alle veje skråner og er forsynet med hævede trædesten i krydsene, så man kunne passere rimeligt tørskoet i tilfælde af kraftig regn.

Disse trædesten var placeret som nutidens bus-sluser, hvor store hjul kunne komme forbi, og der var da også tydelige hjulspor flere steder i de hårde sten efter mange års slid – altså indtil år 79, hvor et par dages udbrud fra vulkanen begravede byen i et stille snevejr af aske. Der faldt flere meter aske, og mange tage må være brudt sammen under trykket. Da det lettede lidt efter et par dage, begynde folk at søge ud fra husene for at gense sollyset, da aske snefaldet stoppede. Her eksploderede Vesuv uden varsel i en dommedagssky af glødende aske og giftige dampe, som på sekunder dræbte alt liv i byerne lige syd for vulkanen. Dette er udførligt beskrevet af en romersk embedsmand, som fra den anden side af bugten beskrev dette i breve til Rom, så rædslerne blev bevaret for eftertiden, og man nu ved, at klokken var 13 d. 24. august år 79.

Det var først ca. 1750, at man begyndte at udgrave byen. Arkæologer har siden gravet i byen, og vores guide fortalte, hvordan man bankede på de 5-6 meter tykke lag forstenet pimpsten, mens man gravede. Fandt man hulrum, så blev de fyldt med gips, inden man gravede videre. På denne måde fik man perfekte afstøbninger af det, som var blevet begravet – og det må have været uhyggeligt at frigrave de afstøbninger af døde mennesker og dyr, som var blevet fanget i perfekt stand i deres dødsøjeblik. Vi så flere af disse afstøbninger, som perfekt gengav selv folder i det tøj, som de dræbte havde haft på. Vi så også en hund, så var fanget i en forvreden dødskamp – uhyggeligt.

Mange af væggene i husene havde stadig flotte røde og gule farver, og på byens bordel, fandt vi over de mange små aflukker billeder af seksuelt samkvem – guiderne fortalte at det var en menu, som havde haft priser på sig! Flere af de amerikanske gæster med yngre børn var MEGET bekymrede for at tage deres børn igennem her, men Robert mente, at det var mere skadeligt at se TV – vi nøjedes med at smile over denne diskussion.

Hvordan de amerikanske forældre forklarede deres børn, at vejviserne til bordellet var flotte fallosser på vægge og veje – det står hen i det uvisse. Det første man havde gravet ud var det store amfiteater, som vi havde set, som det første, da vi ankom – helt fantastisk. Her var alle moderne faciliteter som rindende vand i toiletterne, og hvis man synes, at det var for koldt at sidde på den kolde marmor på tønden, så sendte man bare sin toiletsæde-varmer-slave i forvejen, til at tage det værste af kulden – fantastisk. Guiden beskrev også, hvordan de rige holdt ædegilder, når de have fornemme gæster. Hvad gør man, når man har spist spurgte han. Flere forslag fremkom, men det rigtige svar var: Man kastede op, så man kunne æde videre! Thjaee. På den store markedsplads var der lagre af de ting, som man havde fundet, bla. hundredvis af amforaer, stole og den omtalte døde hund.

Pompeii er et helt fantastisk sted, som man snildt kan bruge flere dage på at se, men vi måtte nøjes med to timer, hvilket dog var fint til at give et indtryk af dette fantastiske og lidt rædselsvækkende sted – Vesuv anses nemlig stadig for at være verdens farligste vulkan, da man formodentlig ikke kan nå at evaluere hele Napoli, hvis det skulle gå galt igen – og den er stadig skræmmende tæt på Pompeii.

Nu havde vi et kvarter fri på markedspladsen, hvor vi beundrede de ENORME citroner, der dig ifølge Robert mest var anvendelige pga. skallerne, da selve frugten var meget lille under den tykke skal – men imponerende var de.

Vi fik en lækker lemon-is, og så gik det tilbage til bussen og Rom.

På turen hjem fik vi mange praktiske tips om oplevelser i Rom, som var lidt ”off-the-road” i forhold til standard-oplevelserne. Massimo – men specielt Robert – kunne sælge dette, så man sad tryllebundet og lyttede. Det er absolut ikke sidste gang, vi er i Rom, og næste gang skal vi måske bo på Robert og hustrus B&B? Efter endnu et holdt ved Montecassino tog vi sidste hop mod Rom og fik lidt info om ”City Wonders”, som turselskabet hedder. De to herrer fik også rettet op på den udbredte misforståelse, at alle veje fører TIL Rom. Som krigsførende nation, var det vigtigt at få soldaterne ud til de fjerne provinser, så alle veje førte FRA Rom – så lærte vi det. Det fortællermæssige højdepunkt var dog Roberts beretning om, hvordan den kristne vugge blev placeret i Rom af alle steder – den historie har jeg flyttet til Vatikan-dagen – vi sad helt fascinerede og lyttede i over en halv time til ham. Amerikanerne omkring os rokkede lidt uroligt på sig, da han forklarede hvordan kristendom, katolicisme og islam stammer fra samme folk og historier, og at der kun er én og samme gud for alle – men han tilføjede straks, at han skam selv var troende og religiøst opdraget, men at han havde studeret de større sammenhænge, da han var blevet voksen nok til at bestemme selv. Vi smilede – hvis alle i verden havde denne holdning, så ville vi have en del færre problemer.

Begejstrede sagde vi farvel til Robert i Rom og traskede tilbage til vores hotel, hvor vi summede over denne fantastiske dag med resterne af vores to flasker vin.

Nu tog vi elevatoren ned, tog 4 skridt (vi talte) hen til nabo-restauranten, hvor vi entrerede kl. 21.45 … vi er ved at være ligesom de lokale. Her fik vi lækre lammekroner og så gik det tilbage til lejligheden, hvor det nu var på tide at gå i seng – vi skal tidligt op igen i morgen og hjem efter en dejlig tur.

Til toppen