Tirsdag d. 31. marts 2015 RETUR

På vandring langs vandet til Rom … Akvædukterne

Vi vågner op til en fridag. I dag skal vi intet lave – bare slappe af. DREAM ON! Kort efter at vi er vågnet i vores stenhårde seng – som også er det eneste dårlige, vi kan sige om denne fantastiske og velbeliggende lejlighed, surfer jeg lidt på nettet efter akvædukter. Man kan se resterne af disse tre steder i det centrale Rom, og to af stederne har vi allerede været og set de to buer, der bare ligner en dobbelt triumfbue. Vi vil se RIGTIGE akvædukter! Efter kort tids søgen dukker ” Parco degli Acquedotti” op … det lyder lovende. Det viser sig at være en park syd for Rom, hvor to store akvædukter løber parallelt et langt stykke ind mod Rom, og de billeder, som vi kan finde, ser helt rigtige ud. Man kunne køre derned med den røde Metro-linje, så kort efter vandrer vi mod den nærmeste Metro-station fra hotellet og lærer at købe billetter til denne. På vejen ser vi oceaner af de populære scootere – samt at man parkerer sin bil, hvor der er plads. Den var nok ikke gået i København.

Metroen her ligner helt den i London – lige bortset fra at den er næsten mennesketom ved middagstid. 15 stationer senere står vi ud ved ”Subaugusta”, og vi skal kun gå ganske kort mod sydvest, før vi kan se grønne områder med de karakteristiske buebro-ikoner i det fjerne – vores akvædukter.

Området har masser af fritgående får, der græsser på det frodige græs, og her er også masser af legende børn og motionister i parken. Vi kravler hen over den første akvædukt, der er lav og lidt mindre prangende, end den fjerne, som vi hurtigt indtager.

”Aqua Claudia” er flot, og overraskende velholdt – men romerne byggede jo også for at tingene kunne holde. De steder, hvor vandledningen var styrtet sammen, kunne man se ind i det store rektangulære rum, hvor vandet i gamle dage strømmede igennem fra bjergene i det fjerne – 70 km borte. Fantastisk – de har virkelig haft styr på det tilbage omkring år NUL!

Ved at kigge på et kort i parken, kan vi nogenlunde se, hvor vi er, og jeg foreslår, at vi ”lige” går tilbage til Rom. Alle veje fører jo til Rom – ligesom disse akvædukter, så hvor svært kan det være at finde vej? Vi fotograferer de kort, som vi støder på, og vi navigerer efter bedste evne også efter solen, så vi gerne skulle ramme ”Via Appia Antica”, som er den ældgamle vej der fører ind til Rom fra syd – den berømte vej hvor Kirk Douglas blev korsfæstet sammen med hundredvis af andre slaver i filmen Spartacus – og i virkeligheden i år 71 BC.

Vi zig-zaggede mellem togspor og vildmark på en veltrådt lersti uden kort, og vi håbede på, at vi gik i den rigtige retning. Hvis vi fulgte akvædukterne ville vi komme skævt ind på vejen, så vi måtte længere mod vest, men vi blev alligevel lokket til at følge de flotte akvædukter længere, da flere små lokale parker lokkede med både kort og bænke. I én parkerne havde et rovfuglepar unger, og her slog vi os ned for at spise vores frokost i det grønne græs, mens vi nød – der dog med mellemrum blev forstyrret af flyvemaskine, som lagde an til landing.

Takket være endnu et kort, fik vi nu lokaliseret to veje, som ville føre os mod Via Appia Antica. Disse veje var temmelig trafikerede, men vi havde da et lille fortov. Endnu en park lokkede med en ”genvej”, selv om vi ville gå glip af en del af den gamle vej – som ifølge ”Turen går til” også ville være meget trafikeret, så måske var det et godt alternativ at gå gennem endnu en park. Først fik vi dog øje på et lille traktørsted, hvor vi fik gået på toilettet og købt en is, som vi tog med os ind i den store park – som absolut mere var et vildtvoksende område. Her var masser af mennesker, men ingen sti-anvisninger, så vi gik næppe den lige vej igennem. Ikke desto mindre lykkedes det os en times tid senere at komme ud til den vej, som vi havde satset på – efter at have forceret en underlig sti, der viste sig at være en mountain-bike-bane!

Det sidste stykke ud den Via Appia Antica førte os gennem en smal gammel vej med meget høje mure på hver sin side – og sikkert meget dyre huse bag de høje mure at dømme efter de dyre biler bag de tilgitrede porte. Vi ramte Via Appia Antica ve nr. 55 – altså næsten ved begyndelsen, så vi havde misset de jødiske katakomber og en del andre seværdigheder, men klokken var næsten 17, så det meste ville alligevel være lukket nu. Som så mange andre steder er her altid frisk vand. Lige indenfor byporten stod den rest af en akvædukt, som de ville have spist os af med – godt at vi tog udenfor Rom.

Nu spottede vi ”Termi Carcalla” kort efter den sydlige byport, som skulle være de enorme, gamle offentlig bade i Rom. Vi havde lige en time, inden de lukkede, men det var rigeligt tid til at se de fantastiske bygninger, som havde indeholdt svømmebassiner af Olympiske dimensioner, kolde og varme bade i alle afskygninger og diverse former for underholdning så som brætspil langs kanterne af de varme bassiner.

Hele komplekset var blevet drevet af 10.000 slaver – man kan ikke forestille sig den logistik, der har skullet til for at drive et foretagende på denne størrelse.

Mosaikkerne på gulve og vægge var mange steder intakte, og det må have været en fantastisk oplevelse at nedsænke sit legeme i vand i disse omgivelser.

Skilte langs ruten gennem komplekset gengav, hvordan stedet så ud i sine velmagtsdage i år xxx.

Nu var der kun ganske kort hen til Colosseum, men vi gik forbi vores hotel, fordi vi stadig havde en tur til gode i ”Tidselevatoren”, som holdt til huse lige bag ved vores hotel. Her fik vi billetter til forestillingen 18.15, hvor vi i en 3D-biograf kunne overvære universets og jordens tilblivelse, livets begyndelse og endelig menneskets skabelse. En meget flot film på ca. et kvarter. Nu hvor mennesket var skabt, så var næste projekt at skabe Rom. Det foregik i den tilstødende biograf på et almindeligt lærred, men til gengæld sad vi i små kabiner, som bevægede sig i takt med filmen og gav en effekt af at flyve gennem lærredet. Således fløj vi gennem tiden og blev vidner til, hvordan Romulus og Remus blev efterladt til ulvene, men vendte tilbage og skabte Rom – dog kun Romulus, da han slog Remus ihjel. Ellers havde vi måske skulle se filmen og Remusrigets tilblivelse? Nå, men Rom blev lige bygget, Colosseum dukkede op, og med tiden kom Michelangelo og hans mesterværker i Det Sixtinske Kapel, efterfulgt af alle Roms store pladser. Rom blev altså ikke bygget på én dag, men ifølge filmen tog det lidt over en halv time – meget imponerende og lærerigt.

Nu havde vi rigtigt ømme fødder – vi var ikke bare øl-tørstige. Vi droppede derfor tanken om at spise ude, så vi købte Pinzaer med op på værelset. Det er pizza-landgangsbrød, som er klappet sammen og varmet i en toaster, så de kan spises som en sandwich. Vi manglede morgenbrød til i morgen tidligt, så på rekordtid blev der lige hentet brød og lidt ekstra øl, så vi har til i morgen aften, når vi kommer hjem fra Pompei. Nu var det på tide at smide skoene efter mere end 20 kilometers vandring fra udkanten af Rom og helt ind til centrum.

Til toppen