Mandag d. 30. marts 2015 RETUR

Den overdådige Simonskirke i Rom!!!

Vi spiste igen morgenmad i ro og mag på terrassen, og ved 11.30-tiden indfandt vi os på Peterspladsen for at stille os i kø til den enorme Sankt Peters Basilica – eller bare Peterskirken. Ifølge bøgerne skulle Vatikanet garantere, at man ikke skulle vente mere end én time på at komme ind, men vi var alligevel noget bekymrede, at vi så en kø, der gik HELE pladsen rundt og endda knækkede og gik endnu et stykke tilbage igen.

Der var dog en del underholdning ved at kigge på folk – ikke mindst dem, der tog selfier med den meget udbredte Selfie-Stick, så kameraet i mobiltelefonen kommer lidt på afstand.

Det skred dog forholdsvis hurtigt fremad, og solen bagte ikke så meget gennem et lille skydække, så det var til at holde ud. Vatikanet holdt næsten, hvad de lovede da vi 5 kvarter senere smed vores grej gennem scannerne, der svarede til et lufthavnscheck. Herefter var der fri indgang til kirken. Vi købte to audioguides indenfor i forhallen, og desværre blev vi også lokket til at købe billet til museet inde i kirken – det er absolut spild af penge – så er man advaret. Audioguiden var dog alle pengene værd, for vi fik tilpas lange (altså korte) forklaringer om alle de skulpturer og afdelinger, som er inde i det enorme kirkerum, der næsten tager pusten fra én, når man træder ind fra det skarpe lys, og de mange forgyldte og hvide marmordetaljer tager over.

Det første, vi ser, er den tilmurede port, som kun bliver nedbrudt i hellige år – og det er tilfældigvis næste år???

Næsten alle paverne har deres eget mindesmærke i én af de mange nicher i kirken, og en del ligger også begravet her – nogle endda i kister med et tro kopi af dem selv oven på kisten inde i en glasmontre. Mange af paverne er afbilledet med fire engle/kvinder ved deres side, som er henholdsvis symboler for ”Historien” (Kvinden med pen og papir), ”Tiden” (Kvinden med timeglasset), ”Mod og styrke” (Kvinden iklædt løveskind) og endelig ”Viden (Kvinden med den store bog) – denne opstilling går igen flere gange.

Mange af paverne er også afbilledet med deres gavn og gerninger – f.eks. den pave som egenhændigt fik Djengis Khan til IKKE at brænde byen ned. Den pave som havde haft problemer med den invaderende Napoleon blev også nævnt, og denne pave tilgav endda Napoleon, da han senere blev fængslet og gemt af vejen på St. Helena – man er vel en god kristen. Hvorfor én af paverne så er fremstillet som Julemanden, var der ingen forklaring på!

I midten af kirken ligger det store alter med de fire snoede søjler, hvorfra kun Papa de Roma selv må prædike. Under dette alter ligger selve Peter begravet.

Kigger man ned, ser man Peters krypt – ser man op, så kigger man lige op i den enorme kuppel – storheden lader sig ikke gengive på foto.

Hvordan blev Simon til Peter?

På turen til Pompei et par dage efter besøget her, hørte vi sammenhængen mellem Peter, kirken og kristendommen, og det er en utrolig historie. Apostelen Peter forlod Palæstina efter Jesu død, og han fortsatte med at missionere, på trods af at kristendommen var strengt forbudt, og tilhængerne blev henrettet, hvis de blev opdaget. Alligevel kommer Peter frem til Rom, hvor han ender i et fængsel i adskillige år, inden Kejser Nero beslutter sig for at sætte en stopper for den tiltagende opmærksomhed, som de troende giver ham, så Nero beordrer Peter korsfæstet. Peter anmoder om at blive korsfæstet på en anden måde end Jesus, for ikke at lave en Copy-Christ – dette indfrier Nero ved at korsfæste Peter med hovedet nedad. Peter er på dette tidspunkt over 75 år, så han er en gammel mand, der hurtigt dør på korset. Herefter bliver han begravet på det sted, hvor han blev korsfæster, og her gjorde Nero en stor fejltagelse – da dette jo hermed var stedet, hvor den hellige Peter døde og blev begravet. Nu gik der over 200 år før kristendommen blev officielt anerkendt, og dette skete i ??? i år 325??, hvor Konstantin samlede et stort råd, som besluttede hvordan kristendommen skulle være. Dette råd samlede de forskellige evangelier fra apostlene til én bog – Det Nye Testamente. Men hvorfor bygger man lige den første kirke i Rom? Dette er mere snørklet. Den gode Peter hed nemlig slet ikke Peter, men Simon CaaXXX yyy. Jesus udtalte før sin død, at på denne klippe skal man bygge min kirke, da han overdrog troens nøgler til Apostelen Simon. (altså Peter!). På det sprog, som Jesus talte betød Simon Caxx nemlig Simon Klippe, så mente Jesus i virkeligheden, at man skulle bygge hans kirke oven på Simon Klippe’s grav – sådan tolkede rådet i år 325 det i hvert fald. Men hvorfor hedder kirken på Peterskirken. Jamen, det siger da sig selv. På latin hedder klippe ”piedra”, så nu er apostelen Simon blevet til Simon Piedra, og det blev selvfølgelig til Peter på engelsk. Derfor byggede man den første kristne kirke på Peter’s grav, og først meget senere, blev han ophøjet til at være den første Pave. Hans troende efterfølgere blev også ophøjet til helgener og fik pave-status med tilbagevirkende kraft, og således blev den første ”valgte” pave XXX i år YYY. Så kom der lige styr på den historie. Tak til Robert, der med utroligt entusiasme forkyndte denne historie i bussen på vej hjem fra Pompei.

Nu gik vi tilbage i kirken for at gå ind i det lille tilhørende museum. Det er med bagklogskab ikke tiden værd – præcis som de skriver i ”Turen går til”, så vi gik hurtigt ud igen og søgte hen mod trappen til toppen af kuplen. Her var også en kø, men den var ikke så lang, Desværre smækkede de porten i 5 personer foran os, da tårnet var overfyldt, så vi måtte vente en halv time, inden vi kunne tage elevatoren op de første 220 trin. Her kommer man ud ved foden af kuplen højt over det enorme kirkerum, som man kan kigge ned i – desværre gennem et meget lille gitter, så man ikke kan smide noget ned i hovedet på de små mennesker dybt nede.

Rejsen op fortsætter til fods de sidste 321 trin inde i kuplen. Det er morsomt at gå på den snævre skrå trappe, der er så smal, at de brede skuldre blive klemt mellem de skrå vægge – hvor ydervæggen altså er kuplen.

Der er ikke proppet, da vi når ud i solen, så måske var den halve times ventetid ikke så tosset endda. Vi får let pladser ved rækværket, hvor man har Roms bedste udsigt – ved lov er Peterskirken den højeste bygning i Rom.

Vi kan lokalisere alle de kendte tårne, pladser og bygninger, hvor vi har gået de sidste par dage. Nedstigningen er selvfølgelig lettere, men lige så morsom og skrå.

Helt ned og ude på pladsen igen, skal vi lige forevige Schweitzergarden i deres farverige uniformer. Det er høje folk – i hvert fald når en lille mama kommer forbi og hilser på.

Vores tur fortsætter nu over mod Tibern-floden og vi passerer sammen med store mængder af andre turister ”Castelo Saint Angelo” og fortsætter en god bid langs Tevere-floden, som den hedder på italiensk. Da vi krydser floden ved yyy-broen, kommer vi direkte over til xxx-pladsen og Piazza del Populo med den store obelisk og løvespringvandet.

En masse børn leger med at smadre sæbebobler i det pragtfulde vejr. Nu har vi MEGET ømme fødder – altså – vi må sidde ned og have noget øl. Det nærmeste sted er en tysk bierstube, hvor to store øl hurtigt ankommer, og vi beslutter også at spise italiensk her – og Hanne får endda den tiramisu, som hun har drømt om.

På vej hjem passerer vi ”Den Spanske Trappe”, der er så tæt besat af turistbagdele, at det er umuligt at få en fod ned på et trin – vi forsøget slet ikke. Kort efter dukker ”Fontæne Trevi” op, men vi er allerede blevet advaret om, at den er tømt for vand og under renovering – så er den nok flot, når vi er i Rom næste gang.

Resten af aftenen går på altanen i månelys, hvor vi søger på tog til Napoli tirsdag eller onsdag, så vi kan få set Pompei. De fleste tog er meget dyre – de billige billetter er i hvert fald væk. I stedet finder Hanne en bustur til både Vesuv og Pompei med guides, som godt nok er dyr, men dog alligevel billigere end togturen alene ville koste, så det bliver straks booket til onsdag – vore sidste dag hernede. Herligt!

Til toppen

GPS’en må have været lidt forvirret i dag!