Intet
ur – det er ferie. Vi vågnede tidligt, men takket være skodderne, holdt vi
den gående til ved 9-tiden, hvor vi åbnede dørene til vores lille altan og en
blændende blå himmel. Morgenmaden blev derfor indtaget iført solhat og
solbriller, og vi nød kaffen, mens vi planlagde dagen ud fra anbefalinger i
”Turen går til” og damens markeringer på kortet fra i går aftes. Ved 11-tiden
satte vi kurs mod Pantheon, som ikke ligger ret langt væk. På vejen gennem de
hyggelige smalle gader faldt vi over en modebutik, hvor udvalget dog var en
anelse aparte – vi købte ikke noget, da det gik op for os, at det hele var
til mænd! Der var
trængsel på det lille torv foran den gamle Pantheon-kirke, der mere ligner et
tempel, og inden i det enorme rum myldrede det med snakkende turister. En højttaler
på væggen prøvede forgæves at mane til ”silencio”,
men det hjalp ikke meget – der var en infernalsk larm af talende turister,
der absolut ikke anså stedet for at være en kirke. Vi studerede
gulvafløbet under det store hul i loftet, hvor vandet kan løbe ud, når det
regner. Vi
konstaterede at den store bue over indgangen må blive ramt perfekt af solen,
når klokken er 12 … i dag. I nat går vi på sommertid, så det bliver en time
senere. Fra Pantheon
kan man kravle over til Piazza Navone, hvor det
også myldrede med turister. Vi satte os og nød synes og de store fontæner,
mens kirkeklokkerne bimlede 12. Vi traskede
kort over til ”ponte A…”, hvor Tiberen med stor fart strømmede totalt mudret
under os. Nu ville vi
op på toppen af én af Roms Syv Høje til Garibaldi Monumentet, da her skulle være
en flot udsigt. Man kunne se rytterstatuen, hvis man kiggede op, så det kunne
ikke være svært at finde – troede vi. Det lykkede os nemlig at bruge de næste
to timer på at gå det korte stykke. Først skød vi
genvej igennem en park, der viste sig at være Botanisk Have. (For enden af
gaden ovenfor til venstre – bemærk den mikroskopiske statue på toppen) Vi
slap 16€ for at få denne helt sikkert smukke genvej. Vi konstaterede dog
hurtigt, at der kun var én ind/udgang, så vi kunne IKKE komme igennem parken.
Vi tog derfor en meget fin slentretur gennem haven og så både tæt
bambus-skov, orkideer og en fin lille japansk have, hvorfra vi allerede kunne
fornemme udsigten ud over byen. – med sneklædte bjerge i baggrunden. Tilbage igen
ved udgangen af Botanisk Have kunne vi ifølge kortet lige ”smutte” op til
noget, der lignede et fyrtårn, så den vej tog vi igennem en meget fin og lokal
bydel helt uden turister – det burde have advaret os om, at dette IKKE var
vejen. Igen gik vi en stor bue helt forgæves, kun for at finde en lodret mur
op til Garibaldi Statuen, så nu gik vi HELT tilbage til floden og tog den
autoriserede vej. Selv her lykkedes det os at gå forkert, og først da en
lokal ”mama” med fine armbevægelser havde peget os i den rigtige retning,
lykkedes det os at komme hen til det rigtige sted. Før vi så tilbage over Rom
skulle vi dog lige kigge videre frem mod Peterskirken, og noget der lignede
et gammel kloster (?).
Udsigten her
oppe fra er virkelig god – specielt i et så fremragende vejr, som vi havde.
Langt bag byen kan man se høje bjerge, og de højeste af dem er helt dækket af
sen endnu. Vi gik lidt længere frem, som ”mama” havde anbefalet, og her nåede
vi til det lille fyrtårn, hvor udsigten var helt fri for høje træer –
herligt. Efter at have
lokaliseret alle de store seværdigheder, begyndte vi nedstigningen. Jeg havde
nu MEGET ømme fødder, da Hanne siden i morgen havde sagt, at når hun fik for
ømme fødder, så skulle vi have øl. Og nu SKULLE mine fødder have øl. Der var
mange små spisesteder i det hyggelige Travestere-område, og vi fandt en lille
restaurant, hvor vi kunne se store ølflasker på bordene. Her bestilte vi pizzaer,
men da de ankom blæste det alligevel så meget, at vi besluttede os for at gå
indenfor, hvilket ikke gjorde den store forskel på udsigten, da man havde
malet en gyde indvendigt og hængt vasketøj under loftet. Det eneste, der
manglede herinde, var blæsten – og vi havde endda gået i korte ærmer hele
dagen, men det var altså for koldt i skyggen. Pizzaerne og øllet strøg
hurtigt ned, og så var vi på benene igen. Kort efter
passerede vi tilbage over Tiberen og nød den smukke xx-ø midt i floden, som
er dækket af flotte træer og smukke bygninger. Ikke langt efter støder man på
”gamle ruiner Argentina”, som stammer helt tilbage fra år xxx. Det store
område er nu et helt officielt kattehjem, hvor Roms
hjemløse katte både bliver plejet, bespist – og steriliseret. Meget tæt på
at være hjemme igen stødte vi på et stort Coop Supermercato,
hvor lidt mere vin, øl, oliven og brød kom med videre, og Hanne fik købt en
solcreme, som hurtigt kan blive nødvendig, hvis dette vejr fortsætter. 12
kilometer senere var vi tilbage på hotellet 17.30, så vi lige kunne smække
benene op og skrive dagbog i 1½ time. Ved at checke
nettet hjemmefra, havde Hanne opdaget, at der vr
koncert med både ”Spandau Ballet” og ”Alan Parson’s
Project”, mens vi var i Rom, så vi havde købt billetter hjemmefra til Mr. Parsons. Vi tog lige en hurtig mad, og så var det afsted
igen med retning mod Peterspladsen og koncertsalen, som kun ligger 3-400
meter fra hinanden. Der er utroligt mange mennesker på gaden i Rom en lørdag
aften, men det tog alligevel kun ½ time at komme ned til Tiberen, hvor ”Castelo del Angelo” (Engelsborg) troner flot belyst og
spejler sig i floden her om aftenen. Vi tog en del
billeder fra broen over floden, og så var der kun få skridt hen til ”Via
della Concializione”, hvor vi skråt over vejen
lokaliserede koncertsalen. Drejede vi os til venstre, så lå Peterskirken
smukt oplyst for enden af samme vej – dette er den direkte vej ind på
Peterspladsen. Her var masser af afspærringer til morgendagens store
gudstjeneste ude på pladsen, og da vi nåede ind på selve pladsen, hvor de to
store kolonnader af søjler på hver side af pladsen ligesom strækker sine arme
ud for at opsluge alverdens katolikker, så var hele pladsen foran kirken
fyldt med stole. Vi kunne dog uden problemer både fotografere kirken på
afstand i det flotte lys, og vi kunne komme helt tæt på, så vi endda kunne se
den platform, hvorfra paven i morgen skulle udbrede sine velsignelser til
folket. Efter den
tilsvarende korte tur tilbage gik vi ind i den fine koncertsal, hvor Alan Parsons og han 7 mand store band gik på scenen 21.15 og
serverede mange klassikere i de næste to timer. Det var en meget fin koncert
med mange store vokale oplevelser. Tak for det … og så kan vi jo næsten prale
af at have været til koncert i Vatikanet – herunder udsigten LIGE udenfor koncertsalen. Tilbage i
lejligheden kunne vi lige nå at få lidt snaks og en øl, mens vi så dagens
billeder og streamede Nyheder fra DR – det fungerer
rigtig godt. Nu var klokken til gengæld så mange, at det næsten var
sommertid, så vi stillede urene frem og tørnede ind kl. 2 – godt at vi ikke
skal noget i morgen før kl. 15. |
Noget af en
gåtur den lille GPS-logger fik i dag – og det var UDEN turen til
koncertsalen! |