Lørdag d. 28. marts 2015 RETUR

Seværdigheder og udsigter i Rom … og alle veje fører IKKE til Garibaldi Statuen!

Intet ur – det er ferie. Vi vågnede tidligt, men takket være skodderne, holdt vi den gående til ved 9-tiden, hvor vi åbnede dørene til vores lille altan og en blændende blå himmel. Morgenmaden blev derfor indtaget iført solhat og solbriller, og vi nød kaffen, mens vi planlagde dagen ud fra anbefalinger i ”Turen går til” og damens markeringer på kortet fra i går aftes.

Ved 11-tiden satte vi kurs mod Pantheon, som ikke ligger ret langt væk. På vejen gennem de hyggelige smalle gader faldt vi over en modebutik, hvor udvalget dog var en anelse aparte – vi købte ikke noget, da det gik op for os, at det hele var til mænd!

Der var trængsel på det lille torv foran den gamle Pantheon-kirke, der mere ligner et tempel, og inden i det enorme rum myldrede det med snakkende turister.

En højttaler på væggen prøvede forgæves at mane til ”silencio”, men det hjalp ikke meget – der var en infernalsk larm af talende turister, der absolut ikke anså stedet for at være en kirke.

Vi studerede gulvafløbet under det store hul i loftet, hvor vandet kan løbe ud, når det regner.

Vi konstaterede at den store bue over indgangen må blive ramt perfekt af solen, når klokken er 12 … i dag. I nat går vi på sommertid, så det bliver en time senere.

Fra Pantheon kan man kravle over til Piazza Navone, hvor det også myldrede med turister. Vi satte os og nød synes og de store fontæner, mens kirkeklokkerne bimlede 12.

Vi traskede kort over til ”ponte A…”, hvor Tiberen med stor fart strømmede totalt mudret under os.

Nu ville vi op på toppen af én af Roms Syv Høje til Garibaldi Monumentet, da her skulle være en flot udsigt. Man kunne se rytterstatuen, hvis man kiggede op, så det kunne ikke være svært at finde – troede vi. Det lykkede os nemlig at bruge de næste to timer på at gå det korte stykke.

Først skød vi genvej igennem en park, der viste sig at være Botanisk Have. (For enden af gaden ovenfor til venstre – bemærk den mikroskopiske statue på toppen) Vi slap 16€ for at få denne helt sikkert smukke genvej. Vi konstaterede dog hurtigt, at der kun var én ind/udgang, så vi kunne IKKE komme igennem parken. Vi tog derfor en meget fin slentretur gennem haven og så både tæt bambus-skov, orkideer og en fin lille japansk have, hvorfra vi allerede kunne fornemme udsigten ud over byen. – med sneklædte bjerge i baggrunden.

Tilbage igen ved udgangen af Botanisk Have kunne vi ifølge kortet lige ”smutte” op til noget, der lignede et fyrtårn, så den vej tog vi igennem en meget fin og lokal bydel helt uden turister – det burde have advaret os om, at dette IKKE var vejen. Igen gik vi en stor bue helt forgæves, kun for at finde en lodret mur op til Garibaldi Statuen, så nu gik vi HELT tilbage til floden og tog den autoriserede vej. Selv her lykkedes det os at gå forkert, og først da en lokal ”mama” med fine armbevægelser havde peget os i den rigtige retning, lykkedes det os at komme hen til det rigtige sted. Før vi så tilbage over Rom skulle vi dog lige kigge videre frem mod Peterskirken, og noget der lignede et gammel kloster (?).

Udsigten her oppe fra er virkelig god – specielt i et så fremragende vejr, som vi havde. Langt bag byen kan man se høje bjerge, og de højeste af dem er helt dækket af sen endnu. Vi gik lidt længere frem, som ”mama” havde anbefalet, og her nåede vi til det lille fyrtårn, hvor udsigten var helt fri for høje træer – herligt.

Efter at have lokaliseret alle de store seværdigheder, begyndte vi nedstigningen. Jeg havde nu MEGET ømme fødder, da Hanne siden i morgen havde sagt, at når hun fik for ømme fødder, så skulle vi have øl. Og nu SKULLE mine fødder have øl. Der var mange små spisesteder i det hyggelige Travestere-område, og vi fandt en lille restaurant, hvor vi kunne se store ølflasker på bordene. Her bestilte vi pizzaer, men da de ankom blæste det alligevel så meget, at vi besluttede os for at gå indenfor, hvilket ikke gjorde den store forskel på udsigten, da man havde malet en gyde indvendigt og hængt vasketøj under loftet. Det eneste, der manglede herinde, var blæsten – og vi havde endda gået i korte ærmer hele dagen, men det var altså for koldt i skyggen. Pizzaerne og øllet strøg hurtigt ned, og så var vi på benene igen.

Kort efter passerede vi tilbage over Tiberen og nød den smukke xx-ø midt i floden, som er dækket af flotte træer og smukke bygninger. Ikke langt efter støder man på ”gamle ruiner Argentina”, som stammer helt tilbage fra år xxx. Det store område er nu et helt officielt kattehjem, hvor Roms hjemløse katte både bliver plejet, bespist – og steriliseret.

Meget tæt på at være hjemme igen stødte vi på et stort Coop Supermercato, hvor lidt mere vin, øl, oliven og brød kom med videre, og Hanne fik købt en solcreme, som hurtigt kan blive nødvendig, hvis dette vejr fortsætter. 12 kilometer senere var vi tilbage på hotellet 17.30, så vi lige kunne smække benene op og skrive dagbog i 1½ time.

Ved at checke nettet hjemmefra, havde Hanne opdaget, at der vr koncert med både ”Spandau Ballet” og ”Alan Parson’s Project”, mens vi var i Rom, så vi havde købt billetter hjemmefra til Mr. Parsons. Vi tog lige en hurtig mad, og så var det afsted igen med retning mod Peterspladsen og koncertsalen, som kun ligger 3-400 meter fra hinanden. Der er utroligt mange mennesker på gaden i Rom en lørdag aften, men det tog alligevel kun ½ time at komme ned til Tiberen, hvor ”Castelo del Angelo” (Engelsborg) troner flot belyst og spejler sig i floden her om aftenen.

Vi tog en del billeder fra broen over floden, og så var der kun få skridt hen til ”Via della Concializione”, hvor vi skråt over vejen lokaliserede koncertsalen. Drejede vi os til venstre, så lå Peterskirken smukt oplyst for enden af samme vej – dette er den direkte vej ind på Peterspladsen. Her var masser af afspærringer til morgendagens store gudstjeneste ude på pladsen, og da vi nåede ind på selve pladsen, hvor de to store kolonnader af søjler på hver side af pladsen ligesom strækker sine arme ud for at opsluge alverdens katolikker, så var hele pladsen foran kirken fyldt med stole. Vi kunne dog uden problemer både fotografere kirken på afstand i det flotte lys, og vi kunne komme helt tæt på, så vi endda kunne se den platform, hvorfra paven i morgen skulle udbrede sine velsignelser til folket.

Efter den tilsvarende korte tur tilbage gik vi ind i den fine koncertsal, hvor Alan Parsons og han 7 mand store band gik på scenen 21.15 og serverede mange klassikere i de næste to timer. Det var en meget fin koncert med mange store vokale oplevelser. Tak for det … og så kan vi jo næsten prale af at have været til koncert i Vatikanet – herunder udsigten LIGE udenfor koncertsalen.

Tilbage i lejligheden kunne vi lige nå at få lidt snaks og en øl, mens vi så dagens billeder og streamede Nyheder fra DR – det fungerer rigtig godt. Nu var klokken til gengæld så mange, at det næsten var sommertid, så vi stillede urene frem og tørnede ind kl. 2 – godt at vi ikke skal noget i morgen før kl. 15.

Til toppen

Noget af en gåtur den lille GPS-logger fik i dag – og det var UDEN turen til koncertsalen!