Easyjet var helt til tiden, så vi landede i Fimuncino
lufthaven kl. 16, og sad allerede i toget ”Leonardo Express” ved 17-tiden.
Den sneglede sig dog ind mod Rom, så der var ikke meget ”express”
over den – men den kan da godt anbefales alligevel! EUR-Byen
fra nettet! På vejen
kunne vi se den hvide EUR-by (det hedder den!), som Mussolini byggede i
30’erne mod en dramatisk kulsort himmel – det kunne tyde på meget tung regn. Fremme ved
hovedbanegården Termini havde vi omkring 2 kilometers gåtur til hotellet, og
vi fik da også nogle få dryp på vejen i den meget trafikerede by. Vores hotel
lå lige ved den store hvis rædsel – Monumentet for Emmanuelo
II …, så det kan næppe være mere centralt. En meget
engelsk-veltalende ung pige tog venligt imod os på hotellet, som lå i en
stille snæver gyde meget kort fra mylderet foran ”Den Hvide Rædsel”.
Receptionisten tegnede ivrigt samtlige Roms seværdigheder ind på et kort –
samt de lokale supermarkeder, hvilket ville have været det næste, som vi
havde spurgt om. Lejligheden –
et studio” på 4. sal, hed ”Rita Hayworth”, da
hotellet hed ”Dolce Vita”, og alle værelserne var opkaldt efter berømte
skuespillere. Fra elevatoren låser man sig direkte ind i lejlighedens køkken
– det må spare en del plads ikke at have gange. Fra soveværelset var der
udgang til den lille altan og mellemgangen rummede et flot badeværelse –
herligt! Vi gik straks
ned til det nærmeste lille supermarked, hvor vi købte vin, øl, brød, pålæg
mm., så vi havde til både aftens- og morgenmad, og så var vi tilbage i
lejligheden kl. 19.30, så vi kunne rigge til – og se X-faktor finale kl. 20 med
rødvin og ost. Det var rigtig fint – og vi så endda Nyheder fra 18.30 via
nettet, før vi besvimede med 11-tiden. … og hvem vandt så X-Faktor … uh … det har jeg allerede glemt! |
|