Tirsdag d. 26. august 2014 RETUR

Sydney’s historiske bygninger på en meget underholdende dag

Pigerne ville på kunstmuseum og shoppe i Sydney, og vi ville på historiske museer, så vi spiste morgenmad hver for sig, inden vi drog ud i byen. Det regnede stadig en del, så vi skråede over gaden og direkte ind i Woolworth og spenderede 10$ på en paraply, der viste sig at være fuldstændig uvurderlig i løbet af dagen. Vi tog de stejle trapper igen og stilede direkte mod ”Museum of Sydney”, hvor vi var ca. 10.30 og kunne deltage i en hurtig guidet rundtur kl. 11, så vi kunne lige nå at se en særudstilling om boligmanglen i Australien fra midten af 1040’erne og ca. 10 år frem, hvor hjemvendte soldater, babyboom og immigranter skabte behov for voldsomt mange nye boliger. Der var mangel på byggematerialer, men masser af jord, så efter nogle år etablerede staten et låne- og byg-selv system, der løste det værste af problemet i løbet af ti år.

Klokken 11 tog Carol over, en kvinde i 60’erne, der levende fortalte om hvor Sir Arthur Phillip i 1788 landede med 14 skibe med straffefanger ved Sydney, der dengang var fuldstændig ukendt territorie.

Englang besluttede sig for at befolke den nye koloni med alle tænkelige fanger fra England, og skibene indeholdt alt, hvad havde kunne forestille sig for at starte et nyt samfund fra bunden. (Nogenlunde som Rusland sender russere til Ukraine og andre ex. besiddelser – det gælder om at være tilstede, hvis man vil bevare magten i en koloni!) Englænderne havde dog overset væsentlige detaljer, som f.eks. at man ankom i januar, og så ventede foråret IKKE – vi er på den sydlige halvkugle. Jorden i Sydney var også meget svær at opdyrke, så sulten plagede fra starten. Man skulle tro at de indfødte (aboriginals) ville bekæmpe Sir Phillip, men den gode Arthur manglede en fortand, og da alle voksne, kampklare mænd fik trukket den ene fortand ud som en del af mandomsprøven, så anså de lokale ham for en rigtig mand! Med den sædvanlige sans for detaljer fik englænderne hurtigt bygget det første ”Government House”, som netop havde ligget på dette sted, hvor museet nu residerer.

Efter en god halv time var vi meget klogere på ”Den australske opstart”, som var noget af en bedrift under de givne betingelser.

Carol anbefalede varmt ”Hyde Park Barracks Museum”, som var indkvarterings-stedet for alle straffefangerne, så efter at have tilbragt endnu en halv times tid på det overskuelige bymuseum, drog vi videre mod næste mål – stadig glade for vores paraplyer pga. regnen.

Efter indgangen på museet, der var en flot restaureret bygning set udefra, tog Richard imod os i første lokale. Han gav en kort introduktion til museets indretning, der var husets brug som straffefange central og sovested i stuen, husets mange restaureringer og ombygninger på 1. sal og endelig sovesalene ført tilbage til deres oprindelige tilstand på 2. sal. Richard fortalte, at der blev fundet MANGE ting under gulvbrædderne, som kunne afsløre detaljer om livet i dette fængsel – og i lokalet her havde man udstillet de mumificerede rotter! Hyggeligt! Med vores audioguider fik vi nu en trin-for-trin gennemgang af logistikken omkring domme i England for ofte meget små forseelser, de 250 dages transport med skib fra England via Tenerife, Sao Paulo i Sydamerika (pga. vind og vejr), tilbage til Cape Town i Sydafrika og videre mod Australien, hvor mange af fangerne døde på turen. Et flot gammelt kort på væggen viser den barske og ikke ligefrem direkte rute.

Der blev ikke passet vildt godt på fangerne ved ankomsten, hvis de ikke prøvede at stikke af, for hvor skulle man løbe hen, hvis man ville have mad og et sted at sove? Fangerne dannede arbejdshold, der alt efter deres evner, fysik, uddannelse osv. blev sat til at bygge huse, dyrke jorden, grave grøfter og vandingskanaler, og hvad man ellers havde brug for i et civiliseret engelsk samfund. Når fangerne ikke sov i barakkerne, så havde man lavet små transportable hytter, vor man kunne låse dem inde om natten. Det blev vist med små modeller, hvor der endda var en model af en trædemølle, der blev brugt til afstraffelse for mindre forseelser. Jeg tror, at jeg dropper min kommentar om at tage hen til trædemøllen om mandagen – det har været et barskt liv.

I sovesalene var der glug-huller ind til de mange hængekøjer, der hang tæt, side om side. De var korte, så folk kan ikke have været så store dengang. Hanne taler IKKE i mobiltelefon – hun lytter til historierne i audio-guiden.

Det var en fantastisk historie, som australierne selv har skammet sig over indtil for ganske få år siden. Vi mødte faktisk en australsk herre udenfor de store sovesale på 2. sal, som havde boet i Danmark i 10 år, og han var tydeligvis stolt af, at hans great-great-great-grandfather havde været her i huset i ganske kort tid for mange år siden. Husets funktion som fængselsovernatning blev lukket i 1849, hvor de mondæne Sydneyborgere var trætte af at se fanger i lænker på hverdage og fritgående fanger om søndagen. Huset blev derfor omdannet til offentlige funktioner, og fangerne røg ud på Cogee Island i Sydney Havnen, som næppe har været så behageligt som at bo midt i Sydney. Det er et under, at selve bygningen har overlevet, og på 1. sal så vi modeller af de mange faser, som huset var igennem helt frem til 1990, hvor det nærmest var klistret til med tilbygninger og klemt inden mellem andre bygninger. Heldigvis blev det historisk meget spændende hus dømt bevarelsesværdigt, og et hold af arkæologer fandt uendelige mængder af klenodier i hulrummene under gulvbrædderne – ud over mange mumificerede rotter. I dage er huset optaget på Unesco’s liste af World Heritage steder. De mange tilbygninger blev fjernet, og huset er nu udvendigt, som det oprindeligt så ud – kun det indvendige urværk er nyere end det oprindelige.

Meget begejstrede over dette lærerige og interessante museum, traskede vi ud i regnen igen og søgte lidt efter et sted at få noget sen frokost. Det blev herlig varm suppe og kold og kold øl i ly for regnen under en varmelampe i en café i en butiksarkade, og så var vi klar til at gå videre.

Vi endte nede i havnen, og her foreslog Hanne spontant, at vi kunne tage en rundtur i operaen, hvis det var muligt. Vi var ufatteligt heldige, for der var to pladser kl. 16.30, men så ville vi ikke være tilbage på hotellet kl. 17 hos piger som aftalt, så denne aftale blev udsat med en sms. Vi gik en hurtig tur rundt om den smukke bygning i tørvejr, inden rundvisningen startede. På slaget 17 tog Bruce imod os og demonstrerede de trådløse hovedtelefoner, så vi alle kunne høre, hvad han sagde. Vi fik en introduktion til bygningen, og vi så en film om arkitektkonkurrencen om bygningen af operaen. Det var et lykketræf at Jørn Utzon vandt, for juryen havde allerede forkastet hans skitser blandt de 233 indkomne forslag, mens overdommeren ankom sent og insisterede på at se de forkastede forslag, og han pillede straks det helt særprægede og originale forslag op fra bunken, og således blev det vinderen.

Problemet med forslaget var dog, at det kun var en skitse, og ingen anede, hvordan det skulle bygges i praksis, så det er ufatteligt, at man turde kaste sig ud i projektet. Den løse plan antydede et budget på 7 millioner $ og en byggetid på tre år, men det endte med at koste 102 millioner $. Selv da fundamentet og alle salenes gulv var støbt, havde man ikke styr på, hvordan de muslingeskals-formede tage skulle laves. Først i sidste øjeblik kom Utzon selv op med et forslag til at lave alle delene til taget som byggesten af cirkler, men det reddede ham dog ikke fra at blive sat under administration, hvorefter han gik i vrede og lod andre afslutte bygningen. Først da Utzon var 80 år i 1999, blev han bedt om at komme tilbage og færdiggøre sit mesterværk, som nu er ikonisk kendt i hele verden, men Utzon følte sig for gammel og gav opgaven videre til sin søn Jan, der stadig er tilknyttet operaen og et meget stort ombygningsprojekt, der skal få operaen og de tre scener endnu tættere på de oprindelige planer.

Det lykkedes os at komme ind på alle tre scener, da der ikke var aktive prøver på noget. Den store koncertsal med plads til 2.700 tilskuere mindede meget om DR’s ny koncertsal – dog ikke helt så flot!

Operaen var ved at gøre klar til Mozarts ”Don Giovani”, og udenfor områderne så vi ud over havnen gennem de særprægede vinduer i de store muslingeskaller – nok den smukkeste udsigt fra en opera i verden? Bruce kommenterede med et grin de klager fra folk på den anden side af havnen, der frygtede at deres ejendomme ville falde i værdi pga. operabyggeriet – der forlød ikke noget om, hvor meget de var steget. Det var en superfin rundvisning i en bygning, hvor der er overraskende meget synlig beton indvendigt.

Det var mørkt, da vi kom ud, og det blæste og regnede igen. Vi kunne desværre ikke skyde genvej gennem Botanisk Have, da den var lukket, så vi frygtede en større omvej, for at komme rundt om det hele inklusive de store motorveje, som skærer igennem området. Heldigvis stødte vi på en ung jurastuderende, som også skulle til bydelen ”Pott’s Point”, hvor vi boede, og han fulgte os pænt hele vejen på stier, som vi aldrig selv havde fundet, mens han diskuterede jura og Australien med Hanne.

Vi var derfor lidt sent på den (4 minutter), da vi mødte pigerne i receptionen og tog elevatoren sammen op til vores værelse for at få en øl og tale om dagen. Herefter iførte vi os paraplyer og lokaliserede en koreansk restaurant, hvor vi igen blev beværtet med en endeløse række af selvvalgte små retter, som vi skovlede ind med større eller mindre eleganceved hjælp af meget smalle, glatte stål-spisepinde. Der var en ufattelig støj i restauranten fra koreansk hip-hop musik og meget højttalende gæster, men det var alligevel en meget fin og autentisk oplevelse i det orientalske kvarter.

Tilbage på hotellet blev der pakket til hjemturen, og der blev ordnet billeder fra dagens mange spændende oplevelser.

Til toppen