Pigerne
ville på kunstmuseum og shoppe i Sydney, og vi ville på historiske museer, så
vi spiste morgenmad hver for sig, inden vi drog ud i byen. Det regnede stadig
en del, så vi skråede over gaden og direkte ind i Woolworth og spenderede 10$
på en paraply, der viste sig at være fuldstændig uvurderlig i løbet af dagen.
Vi tog de stejle trapper igen og stilede direkte mod ”Museum of Sydney”, hvor
vi var ca. 10.30 og kunne deltage i en hurtig guidet rundtur kl. 11, så vi
kunne lige nå at se en særudstilling om boligmanglen i Australien fra midten
af 1040’erne og ca. 10 år frem, hvor hjemvendte soldater, babyboom og
immigranter skabte behov for voldsomt mange nye boliger. Der var mangel på
byggematerialer, men masser af jord, så efter nogle år etablerede staten et
låne- og byg-selv system, der løste det værste af problemet i løbet af ti år.
Klokken 11
tog Carol over, en kvinde i 60’erne, der levende fortalte om hvor Sir Arthur
Phillip i 1788 landede med 14 skibe med straffefanger ved Sydney, der dengang
var fuldstændig ukendt territorie. Englang
besluttede sig for at befolke den nye koloni med alle tænkelige fanger fra
England, og skibene indeholdt alt, hvad havde kunne forestille sig for at
starte et nyt samfund fra bunden. (Nogenlunde som Rusland sender russere til
Ukraine og andre ex. besiddelser – det gælder om at være tilstede, hvis man
vil bevare magten i en koloni!) Englænderne havde dog overset væsentlige
detaljer, som f.eks. at man ankom i januar, og så ventede foråret IKKE – vi
er på den sydlige halvkugle. Jorden i Sydney var også meget svær at opdyrke,
så sulten plagede fra starten. Man skulle tro at de indfødte (aboriginals) ville bekæmpe Sir Phillip, men den gode
Arthur manglede en fortand, og da alle voksne, kampklare mænd fik trukket den
ene fortand ud som en del af mandomsprøven, så anså
de lokale ham for en rigtig mand! Med den sædvanlige sans for detaljer fik
englænderne hurtigt bygget det første ”Government
House”, som netop havde ligget på dette sted, hvor museet nu residerer. Efter en god
halv time var vi meget klogere på ”Den australske opstart”, som var noget af
en bedrift under de givne betingelser. Carol
anbefalede varmt ”Hyde Park Barracks Museum”, som
var indkvarterings-stedet for alle straffefangerne, så efter at have tilbragt
endnu en halv times tid på det overskuelige bymuseum, drog vi videre mod
næste mål – stadig glade for vores paraplyer pga. regnen. Efter
indgangen på museet, der var en flot restaureret bygning set udefra, tog
Richard imod os i første lokale. Han gav en kort introduktion til museets
indretning, der var husets brug som straffefange central og sovested i stuen,
husets mange restaureringer og ombygninger på 1. sal og endelig sovesalene
ført tilbage til deres oprindelige tilstand på 2. sal. Richard fortalte, at
der blev fundet MANGE ting under gulvbrædderne, som kunne afsløre detaljer om
livet i dette fængsel – og i lokalet her havde man udstillet de mumificerede
rotter! Hyggeligt! Med vores audioguider fik vi nu en trin-for-trin
gennemgang af logistikken omkring domme i England for ofte meget små
forseelser, de 250 dages transport med skib fra England via Tenerife, Sao
Paulo i Sydamerika (pga. vind og vejr), tilbage til Cape Town i Sydafrika og
videre mod Australien, hvor mange af fangerne døde på turen. Et flot gammelt
kort på væggen viser den barske og ikke ligefrem direkte rute. Der blev ikke
passet vildt godt på fangerne ved ankomsten, hvis de ikke prøvede at stikke
af, for hvor skulle man løbe hen, hvis man ville have mad og et sted at sove?
Fangerne dannede arbejdshold, der alt efter deres evner, fysik, uddannelse
osv. blev sat til at bygge huse, dyrke jorden, grave grøfter og
vandingskanaler, og hvad man ellers havde brug for i et civiliseret engelsk
samfund. Når fangerne ikke sov i barakkerne, så havde man lavet små
transportable hytter, vor man kunne låse dem inde om natten. Det blev vist
med små modeller, hvor der endda var en model af en trædemølle, der blev
brugt til afstraffelse for mindre forseelser. Jeg tror, at jeg dropper min
kommentar om at tage hen til trædemøllen om mandagen – det har været et
barskt liv. I sovesalene
var der glug-huller ind til de mange hængekøjer, der
hang tæt, side om side. De var korte, så folk kan ikke have været så store
dengang. Hanne taler IKKE i mobiltelefon – hun lytter til historierne i
audio-guiden. Det var en
fantastisk historie, som australierne selv har skammet sig over indtil for
ganske få år siden. Vi mødte faktisk en australsk herre udenfor
de store sovesale på 2. sal, som havde boet i Danmark i 10 år, og han var
tydeligvis stolt af, at hans great-great-great-grandfather
havde været her i huset i ganske kort tid for mange år siden. Husets funktion
som fængselsovernatning blev lukket i 1849, hvor de mondæne Sydneyborgere var
trætte af at se fanger i lænker på hverdage og fritgående fanger om søndagen.
Huset blev derfor omdannet til offentlige funktioner, og fangerne røg ud på Cogee Island i Sydney Havnen, som næppe har været
så behageligt som at bo midt i Sydney. Det er et under, at selve bygningen
har overlevet, og på 1. sal så vi modeller af de mange faser, som huset var
igennem helt frem til 1990, hvor det nærmest var klistret til med
tilbygninger og klemt inden mellem andre bygninger. Heldigvis blev det
historisk meget spændende hus dømt bevarelsesværdigt, og et hold af
arkæologer fandt uendelige mængder af klenodier i hulrummene under
gulvbrædderne – ud over mange mumificerede rotter. I dage er huset optaget på
Unesco’s liste af World Heritage steder. De mange tilbygninger blev fjernet,
og huset er nu udvendigt, som det oprindeligt så ud – kun det indvendige
urværk er nyere end det oprindelige. Meget
begejstrede over dette lærerige og interessante museum, traskede vi ud i
regnen igen og søgte lidt efter et sted at få noget sen frokost. Det blev
herlig varm suppe og kold
og kold øl i ly for regnen under en varmelampe i en café i en
butiksarkade, og så var vi klar til at gå videre. Vi endte nede
i havnen, og her foreslog Hanne spontant, at vi kunne tage en rundtur i
operaen, hvis det var muligt. Vi var ufatteligt heldige, for der var to
pladser kl. 16.30, men så ville vi ikke være tilbage på hotellet kl. 17 hos
piger som aftalt, så denne aftale blev udsat med en sms. Vi gik en hurtig tur
rundt om den smukke bygning i tørvejr, inden rundvisningen startede. På
slaget 17 tog Bruce imod os og demonstrerede de trådløse hovedtelefoner, så
vi alle kunne høre, hvad han sagde. Vi fik en introduktion til bygningen, og
vi så en film om arkitektkonkurrencen om bygningen af operaen. Det var et
lykketræf at Jørn Utzon vandt, for juryen havde allerede forkastet hans
skitser blandt de 233 indkomne forslag, mens overdommeren ankom sent og
insisterede på at se de forkastede forslag, og han pillede straks det helt
særprægede og originale forslag op fra bunken, og således blev det vinderen. Problemet med
forslaget var dog, at det kun var en skitse, og ingen anede, hvordan det
skulle bygges i praksis, så det er ufatteligt, at man turde kaste sig ud i
projektet. Den løse plan antydede et budget på 7 millioner $ og en byggetid
på tre år, men det endte med at koste 102 millioner $. Selv da fundamentet og
alle salenes gulv var støbt, havde man ikke styr på, hvordan de
muslingeskals-formede tage skulle laves. Først i sidste øjeblik kom Utzon
selv op med et forslag til at lave alle delene til taget som byggesten af
cirkler, men det reddede ham dog ikke fra at blive sat under administration,
hvorefter han gik i vrede og lod andre afslutte bygningen. Først da Utzon var
80 år i 1999, blev han bedt om at komme tilbage og færdiggøre sit mesterværk,
som nu er ikonisk kendt i hele verden, men Utzon følte sig for gammel og gav
opgaven videre til sin søn Jan, der stadig er tilknyttet operaen og et meget
stort ombygningsprojekt, der skal få operaen og de tre scener endnu tættere
på de oprindelige planer. Det lykkedes
os at komme ind på alle tre scener, da der ikke var aktive prøver på noget. Den
store koncertsal med plads til 2.700 tilskuere mindede meget om DR’s ny
koncertsal – dog ikke helt så flot! Operaen var
ved at gøre klar til Mozarts ”Don Giovani”, og udenfor områderne så vi ud over havnen gennem de
særprægede vinduer i de store muslingeskaller – nok den smukkeste udsigt fra
en opera i verden? Bruce kommenterede med et grin de klager fra folk på den
anden side af havnen, der frygtede at deres ejendomme ville falde i værdi
pga. operabyggeriet – der forlød ikke noget om, hvor meget de var steget. Det
var en superfin rundvisning i en bygning, hvor der er overraskende meget
synlig beton indvendigt. Det var
mørkt, da vi kom ud, og det blæste og regnede igen. Vi kunne desværre ikke
skyde genvej gennem Botanisk Have, da den var lukket, så vi frygtede en
større omvej, for at komme rundt om det hele inklusive de store motorveje,
som skærer igennem området. Heldigvis stødte vi på en ung jurastuderende, som
også skulle til bydelen ”Pott’s Point”, hvor vi
boede, og han fulgte os pænt hele vejen på stier, som vi aldrig selv havde
fundet, mens han diskuterede jura og Australien med Hanne. Vi var derfor
lidt sent på den (4 minutter), da vi mødte pigerne i receptionen og tog
elevatoren sammen op til vores værelse for at få en øl og tale om dagen.
Herefter iførte vi os paraplyer og lokaliserede en koreansk restaurant, hvor
vi igen blev beværtet med en endeløse række af selvvalgte små retter, som vi
skovlede ind med større eller mindre eleganceved hjælp af meget smalle,
glatte stål-spisepinde. Der var en ufattelig støj i restauranten fra koreansk
hip-hop musik og meget højttalende gæster, men det
var alligevel en meget fin og autentisk oplevelse i det orientalske kvarter. Tilbage på
hotellet blev der pakket til hjemturen, og der blev ordnet billeder fra
dagens mange spændende oplevelser. |
|