Lørdag d. 23. august 2014 RETUR

Hvor mange gange kan man kvaje sig på én dag?

Vorherre havde i dag besluttet sig at genudsende det vejr, som Noah havde haft i tiden op til, at han sejlede afsted i sin ark. Vi samlede derfor vores regntøj og satte os i bilen for at køre til ”The Gold Coast”, som lå 1½ times kørsel fra O’Reilley’s. Turen ned ad bjerget var meget nemmere end opkørslen, ikke mindst fordi det er meget nemmere at kigge frem over hårnålesvingene , når man kører nedad. Vi kvajede od lidt med at finde byen ”Gold Coast”, indtil det gik op for os, at HELE området hedder dette, og at vi skulle sigte efter navnet ”Surfer’s Paradise”.

Det var en overraskende stor by med enorme højhuse, og vi endte efter megen snørkling i et parkeringhus tæt på det center, som pigerne havde udvalgt på vores kort. Det er pudsigt at se så eksotiske fugle midt på en gågade i en storby.

Ved Informationen 50 meter fra Centret fik vi et kort over ”The Outlet”. Vi kæmpede os ind i centret, der var en rodebutik af turistshops og arkadespil, og her var fyldt med helt unge mennesker og en ustyrlig larm.

Jeg rundede lige stranden i håb m at se nogle surfere, men vejret var ret voldsomt, og jeg nåede kun at se to surfere, der var på vej op fra bølgerne. Nu var der kun forblæste måger tilbage på stranden – og så mig. Jeg fik dog et billede af de mange højhuse mod den dystre himmel, inden jeg vendte tilbage til centret.

Outlet-kortet gav slet ingen mening, og til sidst opgave jeg at finde rundt efter kortet. Hanne og jeg mødtes og gik i stedet ud i byen, men den var kedelig, så vi sms’ede pigerne om at mødes … hvor efter det gik op for os, at ”The Outlet” var et helt andet sted – 15 km. udenfor byen – pinligt kvajer! ”Surfer’s Paradise” er absolut ikke noget paradis – med mindre man er 20 år og surfer! Vi mødtes derfor og kørte de 15 minutter til stedet, hvor det udleverede kort pludselig passede perfekt med butikkernes beliggenhed. Vi ”browsede” en times tid, og Hanne og jeg spottede uafhængigt af hinanden butikken ”Mountain Design” som favoritten, så vi gik sammen tilbage derhen for at se på vandre/regntøj. De udstillede modeller var mest til damer og i skrigende farver, så det var ikke så egnet til at snige sig ind på ulve med i Yellowstone, men Hanne fik da nye, solide vandresko. De gamle sko, som hun havde købt i Norge holdt kun i 25 år!

Vi havde indkøbt ”wraps” til frokost i bilen, men et større kaos indfandt sig på grund af en meget forvirrende skiltning og manglende vejnumre på vores kort, så vi kørte i cirkel i mere end en halv time, før vi så et skilt, der kunne antyde en rigtig retning. Herefter var det ligeud og til højre, og så var der en times klatring i bil op til O’Reilley’s efter højresvinget. Det er sjældent, at vi kvajer os så meget, når vi skal navigere! På vej tilbage så vi igen små kænguruer – wallabier, som er fluffy og lækre, så man har lyst til at kramme dem.

Vi nåede lige tilbage i dagslys, så Signe og Marie kunne nå en tur i spabadet på terrassen.

Dagens sidste katastrofe indtraf, da jeg kækt tilbød pigerne en Gin & Tonic og tog min nyindkøbte gin fra centeret frem fra rygsækken med et grin. Herefter trak jeg med lige så stor overbevisning en Schweppes HVID VAND ud af køleskabet – RALLE!

Denne aften blev drinken ”Gin & Uden” introduceret, og den blev serveret med lime og hvid vand … men det bliver næppe et hit!

Til toppen