Vi
sov så længe, vi kunne, hvilket kun var 8.30. Der var tunge skyer og småregn,
så det kaldte ikke på gåture. Pigerne erklærede, at de snildt kunne bruge en
dag i sofaen foran computere og TV. Vi læste og sorterede foto, så
morgenmaden blev udsat indtil kl. 11. Herefter
kastede Hanne og jeg os ud i småregnen og gik ad de små stier tilbage til
receptionen. Vi nåede dog først til den kombinerede Café og Butik, hvor vi
forhørte os om vandreture og fuglefodring. Sidstnævnte kunne kun ske
officielt på foderpladsen foran caféen af hensyn til fuglenes sikkerhed (og
helbred) , men pigen bag disken foreslog os, at vi
forsøgte med lidt frugt, hvis vi ville fodre de farverige papegøjer på
terrassen. Fuglene sad tæt omkring caféen, og de sad også PÅ gæsterne, der
var iklædt regntøj i det våde vejr. Den unge mand
bag info-disken kunne udpege de gode vandreture, og han kunne også afsløre,
at der kun var én koala i miles omkreds, og at den befandt sig på ”Luke’s Farm”, hvor O’Reilley i
øvrigt arrangerede udflugter til – dog ikke de nærmeste dage. Vi gik en
kort boardwalk gennem regnskoven efterfulgt af en
tur hen over ca. ti sammenhængende hængebroer, der førte os igennem junglen i
10 meters højde. Det var meget imponerende på trods af regnen i regnskoven,
men det hører vel ligesom sammen. Vi rundede
også kort en lille privat anlagt botanisk have. På vej tilbage stødte vi på
fuglefodringsområdet, hvor rekorden vist var syv papegøjer på én mand i
regntøj. Vi købte is
til efterret i Caféen, og så gik det retur ad stien til villaen, hvor to wallabier passerede stien lige foran os – her må være
mange af disse mini-kænguruer. Vi diskuterede kortvarigt, om vi skulle
fortsætte med at gå en to-timers tur til et vandfald, men en stigning på 140
meter på ruten fik te, tørvejr, dagbogsskrivning og en lun sofa til at vinde
den konkurrence. Resten af
eftermiddagen gik med at sortere foto, og Hanne og Signe tog en tur i
jacuzzien, efter at Signe havde gået en længere tur til et vandfald – som vi
burde have været med på, men vi missede hende med få minutter, da vi kom
tilbage. Efter
lammestegen hyggede vi os alle med at se de foreløbigt 300 udvalgte foto fra
ferien på villaens store TV. |
|