Mandag d. 18. august 2014 RETUR

Pissovarer, crocs og Avatar-træer

Der var morgenkonference hos flagermusene, før vækkeuret ringede, og det var en fornøjelse at ligge og høre på alle lydene i regnskoven, mens man vågnede op i disse eksotiske omgivelser. Morgenmaden blev indtaget 50 skridt væk i restauranten ved siden af poolen under store palmer med den grønne mur omkring os.

Vi kørte ved 9-tiden for at være i Port Douglas kl. 11, hvor Signe’s BTS-transport skulle dukke op. Vi var kun lige kørt fra lodgen, da Marie fra bagsædet konstaterede: ”Der var vist én af de der Pissovarer!”. Vi holdt ind til siden, og ganske rigtigt var der både én og to af de store fugle bag os, der traskede over vejen.

Vi nåede kun at fange dem gennem bagruden, men de ER her altså, som skiltene advarede om. Ganske kort efter kom endnu én ud ved siden af os, så vi kunne nå at stoppe og lade den traske over vejen lige foran bilen, og den havde en helt lille kylling med på slæb, som den skærmede og beskyttede – her var vi virkelig heldige. Bemærk hvor svært det er at se den lille kylling i billedet nedefor til venstre. Den er helt fremme i det højre hjørne!

Vi har senere læst, at det er hannen, som passer på underne, så det var altså ikke en hunfugl som først antaget. Vi listede os videre, og flere holdende biler vidnede om, at de store fugle er her – vi så kort efter én til. Det tog os derfor næsten en time at liste os ned til færgen, hvor vi havde tid til at betragte sceneriet ved den brede flod med den kabeltrukne færge, og vi var først ved Port Douglas lidt i 11.

Port Douglas er en meget rig by i forstæderne (altså de sidste 2 kilometer før centrum) med klippede græsplæner, dyre hoteller, golfbaner osv. Centrum er en hovedgade, der er 110% turistfokuseret, og det sidste kunne vi studere i over en time, da adskillige minibusser ankom uden Signe, men hun stod endelig ud af en propfyldt bus ved 12-tiden.

Vi kørte ud til ANSAC-parken med udsigt over vandet og spiste det medbragte brød, mens vi hørte om Signe’s oplevelser på dykkerturen – ikke mindst hendes natdyk med hajer – spookey! Hun havde også set en masse store fisk, delfiner og endda hvaler på afstand, så hun var meget tilfreds. Parkering var centreret omkring endnu ét af de store figentræer, der er en myriade af små grene i et stort fletværk.

Nu kørte vi tilbage mod færgen, men drejede mod Daintree Village, hvor vi havde planlagt River Cruise med ”The Crocodille Express” i håb om at se ”crocs”. Jan fra Tyskland, der havde boet næsten hele sit liv i Australien, styrede den flade pram med sæder og afskærmning mod solen, og han fortalte om alt fra flodhøjde og oversvømmelserne i år, hvor 8 meter ekstra vand havde flyttet rundt på alt omkring floden. Han fortalte selvfølgelig mest om krokodillerne.

Here burde være ferskvandskrokodiller, men de vokser meget langsommere end deres saltvands-fætre, og da vandet her er en blanding af fersk- og saltvand, dominerer de langt større og hurtigt voksende saltvandskrokodiller – og æder de andre. Krokodiller er åbenbart meget territoriale, for Jan kendte alle sine ”diller” og vidste, hvor de burde være. Her om eftermiddagen var han bekymret for, at dyrene ville være varme nok og begynde at gemme sig i skyggen eller i floden, men vi så både helt små og temmelig store eksemplarer i fuld sol.

Dillen på træstammen ovenfor til venstre er kun ca. 30 cm lang, så den skal passe godt på de store. Én af hunnerne var såret i benet, og det var ifølge Jan et helt nyt sår, så en fremmed krokodille må have være på spil. Han studerede såret i sin kikkert for at være sikker på, at det ikke var et skudsår – det er ikke ualmindeligt, at lokale idioter skyder til måls efter disse prægtige dyr, som er ”Crocodille Epress’” levebrød. Vi spejdede også efter slanger, men så ellers kun fugle på de næsten lodrette skrænter, hvor junglen danner en massiv grøn mur mod floden. Vi nød turen i solen, og efter en times tid var vi tilbage ved den lille havn i Daintree.

Vi kunne nu have taget firmaets anden tur fra færgestedet, men vi besluttede at vente til i morgen og i stedet satse på et gen-besøg på is-stedet, så efter en hurtig tur med færgen, indtog vi sammen med mange andre gæster dagens fire is-varianter i solen ved frugtlunden hos Daintree Icecream Company.

Nu gik turen direkte hjem – helt uden Kasuarer – lidt synd for Signe. Vi nåede lige at få et glas vin og et stykke pizza på terrassen, hvor der var skuffende fredeligt i aften – altså ingen Flying Foxes, som vi nu har lært at frugtflagermusene hedder. Det var lidt ærgerligt, for vi ville igen gerne have vist dem til Signe, der jo ikke så dem i går aftes.

Vi famlede os nu i mørke hen til receptionen. Der var lys på den rigtige vej, så vi måtte være gået forkert, men vi nåede da frem, og kort efter ankom minibussen til vores ”Nightwalk” i regnskoven. Den unge mand, som skulle guide os, havde et hold på 8, og vi kørte kort videre af vejen til hotellet og endte ved ”Canopy Fly”-stedet, hvor vi blev udstyret med kraftige lygter og formanet om, at den største fare i junglen er faldende grene mm. fra trætoppene.

Nu fulgte to timers belæring om dyrene i regnskovens totalmørke under den stjerneklare himmel – en fantastisk underholdende og lærerig aften. Vi så sommerfugle sove under blade, små og temmelig store edderkopper, bla. en 10 cm. stor hun, der var i færd med at æde en uheldig mandlig bejler.

Vi så også små frøer, firben og meget andet helt fredeligt kryb. I den mere skræmmende ende så vi ”paper wasps” (bier), som skulle være sindssygt aggressive og kun overfalde én angriber, så hvis en anden i selskabet blev stukket først, så ville resten af os være sikre – ikke meget beroligende. Vi så også store myrer, som havde en grøn bagkrop, og guiden insisterede på at vise os, at de smagte surt, hvis man bed enden af dem – det fik han lov til at gøre selv. Guiden spottede også en vanvittig giftig plante, som var dækket med tusindvis af små giftige ”glasrør” på bladene. Vores bådfører Jan, havde været i kontakt med sådan én, og han havde i årevis svært ved at tage den ene arm med i bad pga. temperaturforskellen. Uha! Vi gik i en stor bue udenom, og guiden var da også synligt bekymret over den, og han afslørede at natsafari-firmaet holdt stien ryddet for disse uhyrer, så denne plante ville være væk allerede i morgen.

Vi så ingen slanger og sovende fugle, men nogle ”rotter” i træerne, der løb rundt fra blad til blad på træerne – det siger en del om rotternes adræthed og bladenes størrelse. Vi kom forbi en slags mahognitræ, der som regel er hult, og vi fik lov til at stikke hovedet ind og lyse op i det, og der var heldigvis hverken flagermus eller slanger i den 40 meter høje, hule stamme. Guiden fortalte også med entusiasme om filmskaberen James Cameron (Titanic), der havde fået inspiration til træ-boligerne (Hometrees) i Avatar ved at se de store træer belyst indefra – det træ, hvor det oprindelig træ nu er dødt og rådnet væk fra sin gitter-kvæler.

Guiden gentog lysshowet, og ligheden var slående – fantastisk igen. (Billedet ovenfor er hugget fra nettet – det var IKKE det, vi så i junglen!) På et tidspunkt slukkede vi lyset og vænnede øjnene til mørket, og så pillede guiden et lysende stykke træ op fra jorden. Det var bakterier fra svampe, der lyste, og lyset ville tiltrække ”fire flies”, der troede, at det var en mage. På denne måde ville svampenes sporer blive spredt til andre steder med insekterne – naturen er genial. Videnoverførslen om naturens ufattelige opfindsomhed fortsatte i to timer, og så var vi mere end mætte af indtryk.

Der var lige tid til en godnat-øl på terrassen ved 22-tiden, hvor vi talte meget lavt, da alle andre omkring os var gået til ro – også fuglene og de skrigende flagermus.

Til toppen