Fredag d. 15. august 2014 RETUR

Jungle og tropestrande mellem Cairns og Port Douglas

Der var paraplyer og regnskov på promenaden mellem altanen og vandet, da vi drak kaffe ved 9-tiden. Området ”The Wet Tropics” omkring Cairns lever op til sit navn. Marie ville heller ikke med på tur i dag – Signe var stadig på 4-dages dyk, så Hanne og jeg tog en køretur mellem Cairns og Port Douglas mod nord, hvor der skulle være smukke, tropiske strande.

Første holdt var dog lige nord for byen, hvor ”Cairns Botanical Gardens” holder til. Det må være den mest imponerende botaniske have, vi har set – og vi har set en del, men den ligger også på et sted, hvor der sikkert, inden parken blev anlagt, allerede var regnskov og mangroveområder. Her var så tilføjet mange andre planter og en del farverige blomster.

Det var morsomt at gå på en boardwalk gennem den sumpede regnskov, hvor der var lianer over vores hoveder og et tæppe af nedfaldne, indtørrede palmeblade i vandet under det hævede fortov – og 50 meter længere fremme kommer man ud på en golfklippet græsplæne med blomsterbede og bænke – noget af en kontrast.

Alle bænkene var dog meget våde og grønne af det fugtige miljø, så det indbød ikke til at sidde ned, selv om det nu var tørvejr.

Den Botaniske Have ligger helt ned til Barron-floden, og her brugte vi lang tid på at observere små krabber på mudderbankerne, der havde én meget stor klo – pudsige skabninger. Krabberne forsvandt ned i deres små huller, hvis de fik øje på os, så man skulle liste sig ind på dem.

Den voldsomme larm fra lufthavnen få hundrede meter væk generede dem til gengæld ikke.

På vej tilbage til bilen kom vi forbi ét af disse træer, som er fuldstændigt overvokset med slyngplanter – det er imponerende.

Nu var vi selv blevet fugtige af det varme og våde miljø, så nu trak strandene nordpå. Kort udenfor byen lokkede det første skilt, men vi havde dissekeret diverse brochurer og nået frem til, at Ellis Beach nok var den smukkeste og mindst beboede/kommercielle, så den skød vi efter. Vi kørte på kystvejen ”Captain Cook’s Highway” – vores opdagelsesrejsende, som havde efterladt sig spor mange steder i verden og sin grav på Hawaii, og vi undrede os over, at vejen var udnævnt til ”World Heritage”, altså en bevaringsværdig vej på linje med pyramiderne og mange af verdens ypperste naturområder, men den VAR meget flot, som den snoede sig de smukke sandstrande og palmer på den ene side og stejle bjerge med regnskovsbevoksning på den anden side.

Efter et stykke tid og mange sving, kunne vi ikke klare den længere, da vi så en smuk strand foran os, så bilen blev kastet ind på en lille parkering, og kort efter stod vi på en strand med en palmerække mellem vejen og bjergene og tropisk sand og hav de næste par kilometer. Et stykke væk fik Hanne øje på en nøgen tyk herre, men andre længere væk så ud til at have tøj på – var vi landet på en nudiststrand? Skiltene ved parkeringen advarede om alt muligt andet end nøgne mennesker, bla. de store ”Box Gelly Fish”, som er brandmænd på størrelse med biler, der snildt kan tage livet af folk. Det er ret surt, da man så ikke kan bade ved disse kyster fra november til april, som er Australiens sommermåneder.

Vi havde kun lige nået at tage vores sandaler af, da den tykke herre kom tæt på i sin store hudfarvede T-shirt, så vi beholdt resten af tøjet på og traskede 1½ time ned ad stranden i vandkanten, hvor de skummende varme bølger slog op om vores fødder og fik vores kropstemperatur ned fra regnskovsjungle-farezonen. Selv om det var overskyet, var det en herlig tur – det havde nok næsten været for stegende i fuld sol.

Efter en god time var vi tilbage i bilen, og selv om denne strand var fantastisk, måtte i lige videre og se Ellis Beach. Vi svingede ud fra parkeringen og passerede med det samme skiltet ”Ellis Beach Bungalows”! Dette fik os dog ikke til at vende om, da Hanne ifølge kortet tydede, at vi kunne få kaffe til hjemturen lidt længere fremme. Ret kort efter fandt vi et udsigtspunkt, hvor skyerne gjorde det dramatisk – men det ville nok være flot at se det i solskin.

”Lidt længere fremme” blev så resten af vejen til Port Douglas, hvor der er lige så mange sving på vejen, som på ”The Road To Hana” på Hawaii … altså rigtigt mange. Vi fik en god kop kaffe i en café helt inde i Port Douglas, og da der var vejarbejde lige uden for byen, blev vi lukket ud i lange hold af biler. Lige uden for byen stod en mand i vejkanten og fotograferede op i luften, så vi holdt ind og lod alle bilerne bag os passere, mens Hanne fotograferede en rede med rovfugle i en højspændingsmast – utroligt at de ikke kommer i stødet! På denne måde havde vi ingen bag os det meste af turen tilbage mod Cairns.

På vej tilbage holdt vi ind et sted og nød udsigten igen – denne gang med mangrove-bevoksning i det lavvandede område, hvor en ensom fisker stod og gav billeet lidt kontrast i det grå vejr.

Vi holdt et sted, hvor vi havde set kænguruer på vej ud, og så standsede vi ved en stor Woolworth i en enorm rundkørselsudfletning.

Her købte vi håndklæder til morgendagens snorkletur. På vej ud var vi tæt på at havarere bilen i førnævnte rundkørsel, da man i fler-spors rundkørsler i Australien åbenbart må dreje fra inderste spor hen over yderste spor. Det betyder, at ydersporet skal holde øje med det inderste spor, hvis man skal rundt i rundkørslen – det er meget ubehageligt og farligt, men vi undgik det store crash ved at dreje af sammen med kamikaze-bilen – som jo var i sin gode ret. De resterende rundkørsler tilbage mod Cairns blev ikke indtaget, med mindre de var tomme.

Der skal nok læses op på nogle trafikregler … og hvor er min dyre kikkert? Jeg har vel ikke glemt den på et hotel eller i en bil – jeg kan i hvert fald ikke finde den! Øv! (Fandt den aldrig – tror den forsvandt, da rengøringspersonalet i Yulara stressede os ud 5 minutter før check-ud tid.)

Vi lærte med tiden, at det er godt at orientere sig INDEN rundkørslen, så man ved hvilken bane, man skal tage, når man skal ramme en afkørsel – men det er stadig MEGET godt at holde øje med bilerne i nærheden.

Til toppen