Mandag d. 11. august 2014 RETUR

Løbetur rundt om knastørre Uluru og flyvetur til Cairns og vandet

Vækkeur, morgenmad, frokostforberedelser – det lyder som en helt sædvanlig ferie-morgen, men vi skulle også pakke og checke ud. Signe ville læse ved poolen, Marie ville løbe rundt om Uluru, og Hanne og jeg ville deltage i kl. 10 gåturen med en Ranger på stedet, så Marie, Hanne og jeg landede ved den store røde sten lidt før afgang.

Marie løb og vi sluttede os til 30-40 personer og en ung mandlig ranger. Han stoppede et par steder på ruten og fortalte om Ulurus betydning som samlingssted for aboriginerne, når de afholder Inma – han sammenlignede det med, når vi andre laver familiesammenkomst og holder jul. Han demonstrerede et par redskaber, som både kunne bruges til at skære frugter og bære ting på hovedet.

Vi fik fremvist ”skolen”, hvor der stadig var tegninger på ”tavlen” (dvs. klippevæggen under fremspringet, hvor eleverne kunne sidde i læ for solen).

Vi så mændenes sted, hørte historien om de fire vise mænd, som blev slået ihjel af djævelen Kurpany, så kun deres ånder er tilbage på klippen, og vi passerede kvindernes sted, som var helligt, så vi måtte ikke fotografere. Rangeren måtte som herre heller ikke fortælle om stedet – det havde krævet en kvindelig ranger. (Man kan så undre sig over, at både kvinder og mænd måtte lytte med på turen – men lad det ligge!)

Til gengæld fortalte den unge mand, som havde arbejdet i parken i 1½ år, et par personlige oplevelser, som han havde oplevet i sine første uger her.

På ”kvindestedet” havde en mandlig turist sat sig til at meditere så dybt, at han ikke kunne råbes op, så han måtte hentes ud af en MANDLIG ranger – stor fejltagelse! Den mandlige ranger døde kort efter af lungebetændelse.

I sit nye hus i nærheden blev rangeren de første mange uger hjemsøgt af ”sorte skikkelser”, der gik rundt i huset om natten, så til sidst fik rangeren sin fætter til at komme og bo i huset med ham. Det afholdt ikke ånderne fra at komme ind i huset, starte den nyopsatte alarm og fysisk trykke rangeren ned i hans seng, så han var lammet. Efter dette ringede fætteren til sin gamle ”kloge” onkel, som sagde, at han havde ventet på denne opringning. Onklen forklarede, at ånden bare ville sikre sig, at intet ondt blev bragt ind på området. Efter denne oplevelse havde den unge ranger fået sine to hunde bragt ned nordfra, og siden har der været ganske stille i huset … så enten er ånden bange for hundene, eller også var ånden tilfreds efter episoden ved sengen.

Alt dette kun for at forklare om åndernes kraft fra en kristen guide – man må nok indrette sig efter de nærværende lokale kræfter til enhver tid.

Ved turens slutning endte vi ved et vandhul, hvor vi hørte om kængurujagt. Det er meget nemt: Man lægger sig på lur ved vandhullet en hel dag (!), og så dræber man den sidste kænguru, der forlader vandhullet, så de andre kænguruer ikke opdager det. Guiden mente, at nogen på et tidspunkt havde dræbt den første kænguru, så de andre var stukket af – det forklarer så, hvorfor man ikke ser kænguruer længere her. Guiden havde set og talt præcis seks kænguruer i den tid, som han havde arbejdet her – så her er altså ikke mange af dem.

Det var en fin og informativ tur, som endte her ved vandhullet, hvor der i november/december er et flot vandfald fra klippen, når det har regnet. (Billedet nedenfor til højre er gaflet fra nettet – det hele er meget grønnere, når det har regnet, og vandfaldet er da flot!.)

Tilbage på parkeringen ventede Marie, og kort efter mødtes vi med Signe på græsset foran poolen. Vi spiste vores frokost, og pakkede bilen.

Det var selvfølgelig her, jeg skulle have opdaget, at jeg manglede min kikkert! Pokkers!

Vi passerede Shell-tanken på vej til lufthavnen, så bilen blev afleveret helt fyldt efter 1225 kilometer på de støvede veje i The Red Center. Der var ingen ”Car Rental Return” ved lufthavnen, der var på størrelse med en dansk sportshal, så vi smed bare bilen og vandrede ind for at spørge ved ”Thrifty”-skranken, hvor vi skulle stille bilen. Den unge mand tog imod nøglen, spurgte om vi havde fyldt tanken op – og det var så det!

Der var fire fly ud af ”Carnellan Airport” i dag, og vores var det sidste, så vi placerede os foran Gate 1 og 2 og ventede i spænding på, hvilken vi skulle gå ud af, da der kun var ét fly tilbage udenfor i heden.

Det var med lidt vemod, at vi tog afsked med den store røde sten i det fjerne. Flyturen over det knastørre ”The Outback” til Cairns varede 2½ time, og til sidst blev landskabet frodigt, da kysten dukkede op. I Cairns Lufthavn kunne vi ikke få vores lejede bil. En meget venlig og hjælpsom ung mand hos ”Thrifty” forklarede os, at vi skulle få ”East Coast Rental Cars” til at komme og hente os. Det tog tre kvarter i nattemørket, før de dukkede op, og anvisningerne om hvor vi skulle samles op fik os til at vandre igennem halvdelen af lufthavnsområdet – og kostede os et ekstra telefonopkald, da vi mistede tålmodigheden. Morale: Husk at checke at den lejede bil kan samles op i lufthavnen.

Da shuttlen endelig ankom var den venlige og snakkesalige chauffør fra Tasmanien, og han havde helt styr på Danmark og Prinsesse Mary. Han fortale også, at hans hustru og han havde to biler, hvor blinklyset sidder i hver sin side af rattet, så han kendte alt til at starte vinduesviskerne, når man skulle dreje. Det var altså ikke kun mig, der syntes, at det var svært.

Vi fik strenge ordrer om ikke at køre på jordveje i den helt nye bil, men det skulle heller ikke være nødvendigt, og så rullede vi 300 meter hen til lejlighedshotellet, hvor vi samlede nøglen op i døgnboxen – klokken var over 20 nu. Det var et helvede at parkere bilen, og vi lukkede en anden bil inde på den anviste plads – var det lejlighedens ejers? (Formodentlig – det gav os ikke problemer i den kommende uge.)

Lejligheden virkede spritny og som noget, der kostede 10 millioner kroner – altså meget lækker med to separate sove- og badeværelser, stor altan med udsigt over havet og en stor stue med køkken – og det største TV vi nogensinde har set – Marie var begejstret … og kastede sig straks over lidt skræm-underholdning efter flere dages abstinenser.

Hanne og jeg gik ”walk-about” (som vi har lært i Crocodille Dundee”), dvs. vi ledte efter et supermarked og endte efter en enkelt krydsning af hovedvejen i byen i Woolworth, der lukkede kl. 21, så vi havde lige en halv time. Cairns sprudlede af liv på dette tidspunkt i alle butikker og restauranter her nede ved vandet. Bottle-shoppen overfor Woolworth dækkede øl- og vin-behovet, og så var der ost og pølsebord, mens vi planlagde de næste 5 dage i denne lille miniferie i Cairns.

Til toppen