Søndag d. 10. august 2014 RETUR

”The Mala Walk” rundt om Uluru … og de toppede Kata Tjuta bjerge

Helt som vanligt: Vækkeur, morgenmad, frokostmadder og så afsted – denne gang til den store ”Mala Walk” rundt om Uluru, en tur på ca. 10 km.

Selv om der var fuld sol, var det behageligt, og vi måtte holde på busholdepladsen – lige som alle de andre – her er bare for få parkeringspladser. Der var også folk, som klatrede op på klippen i dag – de skal skynde sig, for denne fornøjelse bliver stoppet i 2020, både af hensyn til de lokale, der anser klippen som hellig, men også for at skåne klippen for den oprydning, som altid er nødvendig efter turister. Klatrerne lignede myrer, der kæmpede sig op på toppen af den store myretue.

Flere steder på gåturen rundt om ”stenen” er der hellige steder, hvor man ikke må fotografere – ikke at vi almindelige mennesker kan se forskel. Turen rundt tager ca. tre timer, og det er en flad vandretur tæt på Uluru. Få steder på turen er man så tæt på, at man går på klippen, men der er er også afstikkere ud i landskabet for at undgå at betræde hellig jord.

Nedenfor mener Signe, at det er bedst at ligge faldt på ryggen for at får det rigtige billede af de mange hvide blomster med Uluru i baggrunden.

Vi spejdede efter kænguruer, men der var absolut intet liv ud over nogle fugle og overraskende få fluer. Det mest underholdende var pigerne, der skiftedes til at lave grimasser og tage mærkelige billeder af hinanden. Mange steder er det tydeligt, at der løber vand ned over klippen, for der er sorte rande på den, og de mange forskelligartede huller og former gør, at ingen dele af turen ligner de andre. Stenen skiftere hele tiden form fra de nye vinkler, og mange steder har hullerne i stenen skræmmende lighed med uhyrer fra monsterfilm.

Ved ét af de små vandhuller sad 4-5 små aboriginer-børn og råbte til turisterne, at de skulle skrubbe af. De kedede sig helt klart, og området var ikke markeret som helligt, så de blev foreviget på foto sammen med deres nuttede hundehvalpe.

Der er vandposter og drikkevand langs ruten, og vi holdt frokoststop ved én af dem og fyldte vores flasker fra den store tank – det smagte overraskende friskt og godt – og det har nok reddet et liv eller to på de stegende sommerdage, hvor temperaturen er over 40 grader midt på dagen.

Vi kom rundt på den normerede tid, og så havde vi heller ikke lavet nogen stop eller afstikkere for at læse de informationer, der stod langs hele ruten – det var alligevel for kulturelt for pigerne. De ville tilbage til poolen nu, så de blev sat af ved hotellet hvorefter Hanne og jeg straks returnerede til nationalparken, for at køre til ”de andre” bjerge, som hedder ”Kata Tjuta”.

Disse bjerge er helt anderledes end Uluru, da her er mange små og større toppe, og de er dannet af kompakt ler og sten i modsætning til Uluru’s cementerede pulvermasse.

Vi gik hurtigt ud til ”Valley of the Winds”, hvor vi spiste resten af frokosten og nød udsigten, selv om her var meget blæsende, som navnet angav.

Det er meget let at se forskel på Uluru og Kata Tjuta, når man kigger ned. Hvor Uluru er én stor sten af sammenpresset rødt sand, så er Kata Tjuta en sammenpresset blanding af rundede sten, der er muret sammen af en mørkere lermasse.

Det var en kort tur, så vi kunne lige nå at presse Walpa Gorge-turen ind, inden vi skulle samle pigerne op til solnedgangstur.

Desværre landede 5-6 gigantiske turistbusser samtidig med os, så vi gik som fra en stadionkoncert, der tømmer en bølge af mennesker ind i den ellers meget flotte kløft, der snævrer ind til en uigennemtrængelig sprække helt inde i bunden.

På trods af horderne var turen hurtigt gået, og storheden i kløften gjorde det også her bedre at observere frem for at forsøge at fange det på et lille foto.

Efter at have foreviget en flot græshoppe, som lignede noget fra en science-fiction film, kunne vi lægge de toppede Kata Tjuta-bjerge bag os.

Vi kunne nu lige nå at samle pigerne op, gribe to øl i køleskabet og så tog vi tilbage til parken for tredje gang i dag – nu for at nyde endnu en solnedgang mod den skyfri himmel. Vi manglede gårsdagens måne over klippen i dag, men til gengæld havde vi så underholdningen med pigerne, der brugte lang tid på at fotografere og lave ”selfier” – her må man ikke hjælpe til. Efter lidt overtalelse lykkedes det at få dem med på et billede, som nok kunne ende på en kalender.

De to øl forsvandt hurtigt, så var vi igen de første til at forlade stedet, hvilket gjorde, at vi fik ”udkørsels-dingoen” helt for os selv.

Som en anden parkeringsvagt stod den lige i udkørslen og stirrede hypnotiseret på os, og den flyttede sig først, da en anden bil nærmede sig, og vi truttede for at få den væk.

Tilbage i Yulara købte vi en sixpack øl i ”Bottleshoppen” – i dag havde vi en hotelnøgle med til at bevise vores eksistens og rettighed til at indtage alkohol. Lige ved siden af lokkede et ”Fish & Chips”-udsalg så meget, at det blev købt med hjem med det samme, så vi ikke skal ud mere i dag. Der var mere end rigeligt mad, og herefter trak pigerne sig tilbage til væsentlige reality-TV-serier, mens vi andre læste og sorterede i dagens fine billedhøst.

Til toppen

Ovenfor var så dagens kedelige version af gåturen. Vil man se den sandfærdige version, så kig HER!