Lørdag d. 09. august 2014 RETUR

Verdens næststørste sten … Uluru

Der var igen overdådig morgenmad med alt i bistroen, og da alle havde nået at pakke inden maden, så trillede vi ud fra Kings Canyon allerede 9.30. Efter at have tanket op – man tanker altid op i ”The Outback”, når man passerer en tankstation, så gik det mod Ayers Rock, som den hed før i tiden – nu har den fået sit oprindelige navn, som ”The Aboriginals” bruger tilbage: Uluru.

Det var asfalt hele vejen, og den var uendelig, ensformig og temmelig kedelig. Et smalt asfaltbælte med en midterstribe, og denne kørebane er placeret midt på en bredere rød grusvej, hvor bevoksning tydeligvis blev holdt nede, så man kan spotte dyr i vejkanten. Omgivelserne er lave buske og pindede træer så langt øjet rækker … i ca. 4 timer.

Der var få højdepunkter: En kamel nær vejen, hvor begejstringen efter få sekunder blev ødelagt af et skilt med påskriften ”Camel Rides”, kort efter en død kamel i vejkanten, og så et udkigspunkt ved bjerget ”Mount Connor”, der godt kan forveksles med Ayers Rock, men Mount Connor ligner mere en bjergtop fra Monument Valley i USA. Her var der en parkeringsplads, hvor vi holdt ind og strakte benene sammen med 2 andre biler.

Da vi skulle til at forlade parkeringen, spurgte en ældre herre på vej tilbage til sin bil, om vi havde set saltsøen bag klitten på den modsatte side af vejen? Det havde vi ikke, så vi traskede kort op i den ildrøde sandklit, og vi blev vildt overrasede over at se en stor udtørret sø, der fyldte det meste af horisonten.

Bunden af søen var helt hvid af det indtørrede salt. Flot! Det røde sand var fyldt med små fodspor fra firben/gekkoer … og selvfølgelig mine Ecco sandaler størrelse 46. På parkeringen muntrede en kæmpe flok små finker sig i vandpytten under en vandtønde. Det var tydeligt, at de boede i nærheden i buskene pga. vandhanen, og vi lod da også lidt vand ”gå til spilde” her.

Efter dette herlige break fortsatte vi og nåede frem til Yulare, som er et ferieresort anlagt ”in the middle of nowhere” for at huse turister til Ayers Rock … altså Uluru.

Vi kunne ikke checke ind allerede kl. 14, så vi indtog i stedet vores frokost på det lokale lille torv og så på butikkerne, indtil vi fik vores værelser.

Pigerne ville sole ved poolen, så Hanne og jeg samlede grejet og tog mod Uluru og de nærliggende Kata Tjuta-bjerge, hvor vi slap 100$ for indgang til nationalparken i tre dage – så er det også betalt! Inde i parken kører man direkte mod den ikoniske røde klippe, og selv om det ”bare” er en rød klippe, så gibber det lidt i os – det er et fantastisk syn at nærme sig denne kæmpe-monolit – det er én sten, der troner her midt i ørkenen – ikke et bjerg!

Læser man på dansk Wikipedia om Uluru, så ser man følgende:

Uluru eller Ayers Rock er en kæmpemæssig sten, som ligger i Northern Territory i Australien, hvor den befinder sig i nationalparken Uluru-Kata Tjuta, 350 km sydvest for Alice Springs. Det er den næststørste sten i verden efter Mount Augustus, der også ligger i Australien, og den er omkring 350 m høj og 3,6 km i længden. Uluru er hellig for den oprindelige befolkning, og den har mange forskellige kilder, vandhuller, huler og gamle bemalinger.

Vi parkerede og måtte straks hen og røre den – men ikke noget med at klatre på den – den er hellig ifølge de lokale, og den gode sammenligning er, at turister i Danmark jo heller ikke klatrer rundt på vores kirker.

Vi satte os på en bænk og fik øje på en idiot, som havde trodset ”henstillingen” om ikke at klatre op. Man må altså stadig klatre på stenen, hvis man har samvittighed til det – eller mangel på samme.

I det fjerne kunne vi se de toppede Kata Tjuta bjerge, som før i tiden blev kaldt ”The Olgas”. Disse bjerge er en blanding af sten og sand, hvor Uluru er én stor sandsten. Hvordan kan to så forskellige geologiske fænomener ligge så tæt på hinanden. Det fik vi en fin forklaring på, da vi studerede et informationsskilt.

A) For 550 millioner år siden var bjergene ”The Petermann Ranges”, som ligger vest for Kata Tjuta, meget højere. Det regnvand, som flød ned fra bjergene, tog store mængder af sand og sten med sig ud på de flade sletter, og her lagde det sig i kilometer store aflejringer. Én af aflejringerne var en blanding af klipper og sand – den anden var rent rødt sand.

B) 50 millioner år senere kom havvandet ind, og de tykke aflejringer blev nu mast til faste klipper af sandet og havet oven på sig.

C) For 400 millioner år siden forsvandt havet så igen, og hele det centrale Australien begyndte at forme sig, da kontinentet bukkede og foldede sig. Det røde sand bukkede sig så meget, at en stor klods kom fri af overfladen og stak op.

D) De næste 300 millioner år frem til i dag har vejr og vind slidt på både de stenholdige Kata Tjuta bjerge og den store Uluru-rock – og begge fænomener fortsætter altså mange kilometer under den synlige overflade.

Begejstrede over synet kørte vi tilbage til ”Sunset point”, hvor der var spækket med biler og folk, der havde taget opstilling. Champagnepropperne sprang de sidste par minutter i solen lave stråler, mens den røde klippe glødede i skiftende rød-brune nuancer.

Vi listede hjem i tusmørket med Uluru i bakspejlet og Kata Tjuta i horisonten. Vi forsøgte at købe en øl til 6,5$ i resortets ”Bottleshop” … en bar som nægtede at sælge noget, hvis man ikke kunne fremvise en hotelnøgle, og den havde vi ikke taget med. Endnu ét de tidspunkter, hvor man er glad for at bo blandt verdens lykkeligste folk i lille Danmark.

Tilbage på værelset gik Marie på nettet og checkede turnus hospital – det blev Herlev … hendes 11. prioritet, så hun var ikke begejstret, men alligevel lettet over, at det ikke blev Slagelse. Marie blev efterladt ved PC’en, men Hanne, Signe og jeg hentede aftensmaden i form af Wok fra … selvfølgelig Ayers Wok”. Der var to store wok-pander i gang i køkkenet, og ofte stod der store flammer op fra gryderne – hvilket desværre gjorde Signes mad brændt og uspiselig og min noget sveden. Der var nok ”ikke svedet” mad til alle, men det var 16$ ud ad vinduet. Alt er tæskedyrt her, men det er det jo generelt i Australien.

Til toppen