Tirsdag d. 05. august 2014 RETUR

En dag med totalt kuk i tiden.

Alle var vågne før kl. 3 … hvad ligner det? Vi mødtes som planlagt kvart i 4, og receptionisten lovede, at vi ville kunne praje en taxi uden at bestille den. Der passerede 3 taxier på under 2 minutter. Den første, der standsede, var dog for lille, hvilket den sorte chauffør beklagede, så han viftede med armene og prajede en større – og råbte pludselig en masse i et helt andet tonefald til chaufføren – tydeligvis på afrikansk. ”My Brother! ”, forklarede han med et stort grin. ”Brother” kørte os til lufthavnens indenrigsterminal for 42$, hvilket faktisk er billigere end 4*shuttlebus. Nu skete noget helt usædvanligt – vi strandede UDEN for terminalen – den var simpelthen ikke åbnet endnu. Herunder får vi fingeren af Marie, der nok mente, at hun kunne have sovet lidt længere i stedet for at være strandet foran den låste dør i lufthavnen.

Vi kunne se på skærmene inde i afgangshallen, at vores fly kl. 06.00 var det første i dag, så måske var det ikke så underligt. Vi stod dog kun få minutter i kulden, før vi blev lukket ind af nogle rengøringsfolk.

Vores uheld med boardingkort fortsatte! Midt i udskrivning af bagagetags og boardingkort, besluttede Check-In automaten at gå i ”Out-Of-Order”, og der var stadig mennesketomt i afgangshallen. Efter en halv times venten dukkede der hjælpsomt personale op, der annullerede alle vores boardingkort og skrev det hele ud igen. Nu var der lige tid til en velfortjent kop kaffe inden afgangen mod Melbourne sammen med enorme mængder af jakkesæt og sorte mapper.

Vi gjorde holdt i Melbourne Airport i lidt over en time, inden vi tog det næste fly til ”The Red Center” og byen Alice Springs. Vi fløj mod vest og mistede derfor tid, men man har valgt kun at rykke uret ½ time tilbage – det er første gang vi oplever halv-times tidszoner. Det er dog ikke det eneste besynderlige med tiden i Australien. Der er tre tidszoner på tværs af Australien, men nord og syd har også forskellige tidszoner, og man er ikke enig om at bruge sommertid. Det er med andre ord bare nemmest at kigge på et ur, når man når frem til sit mål – man skal ikke forsøge at forstå systemet.

Der var overraskende meget sne under os, men netop i New South wales (hvor Sydney ligger) og Victoria (hvor Melbourne ligger) er de bedste skiområder. Tasmanien skulle også være et godt ski-sted. Det er de tre brune områder mod syd-øst på kortet ovenfor.

Der var totalt Afrika-fornemmelse, da vi stod ud af flyet i Alice Springs – køligt, tørt, ikke megen bevoksning og masser af rød jord. Vi lærte nu IGEN, at man ikke skal book’e sin bil gennem agenter, da biludlejningsfirmaet ikke accepterer deres forsikringer. Altså måtte vi igen tegne en ekstra forsikring hos udlejningsfirmaet – husk nu dette til næste gang!

Så var det bare at kaste sig ud i det – kørsel i venstre side. Jeg huskede fra sidste gang – 1986 i Zimbabwe, at det sværeste var at huske, hvor blinket og vinduesviskeren sidder, da de har byttet om på det i forhold til vores danske højre-kørsel biler. Dette bliver man hele tiden mindet om, når viskerne starter midt i et sving! Ellers gik det næsten problemfrit, og vi fandt hurtigt hotellet ”Chifley Alice Springs Resort” i Alice Springs, der er en lille by på størrelse med Birkerød – men altså alligevel med sin egen lufthavn. Pigernes værelser var klar, så bagagen samt pigerne blev efterladt, mens Hanne og jeg kørte tilbage til byen – alle 200 meter – og parkerede foran butiksgaden. Vi gik en kort tur på hovedgaden, som faktisk var kortere end i Birkerød og tilsvarende kedelig.

Vi fandt Informations Centret og fik lidt kort over området, så vi havde mulige gåture til i morgen. I den lokale Woolworth købte vi stort ind til morgenmad og frokost, og så slæbte vi tilbage til bilen.

Resten af eftermiddagen blev brugt til at læse om vandringer mm. på terrassen, og ved 7-tiden gik vi til hotellets restaurant for at slippe for at køre til byen – vi ville ikke gå de 500 meter i mørket. Restauranten var en noget tvivlsom oplevelse. Der var koldt, og det tog en evighed at få de bestilte fisk. Da de endelig ankom, viste det sig at være halv fisk, hvor undersiden af fisken var fjernet. Det smagte fint, men det var ikke til at blive mæt af. På trods af flere henvendelser til tjenerne fik vi ikke en regning, så til sidst rejste vi os og gik – men gav dem dog vores værelsesnummer på vej ud. Vi savnede betjeningen i USA – eller bare i Danmark! Vi blev dog enige om, at tjenerne nok fungerede efter tiden i én af de andre tidszoner – det kunne forklare den endeløse ventetid.

Vi læste lidt – så faldt øjnene i. Hvad klokken var kunne ingen give et fornuftigt bud på – men det er vel også ligegyldigt, når man er på ferie.

Til toppen