Søndag d. 03. august 2014 RETUR

Udsigten tur – retur: Sydney Harbour

Vi sov tungt indtil kl. 04.30, hvor en sindssyg mand lod et skrigende æsel begyndte at støje vildt nede på gaden – det gik op for os, at det var papegøjerne, så vi sov videre til uret tog os kl. 8. Langt fra udsovede, men i forsøg på at vende døgnrytmen, stod vi op og lavede norgenmad, så vi var klar, da pigerne dukkede op kl. 9. Hanne havde lavet scramleæg, og der var juice, yoghurt og ristet brød, så det var overdådigt med udsigt til Sydney Harbour med Operahuset og ”Harbour Bridge” i baggrunden.

Vi satte kurs mod havnen og startede med at gå ned ad en meget lang og stejl trappe, som førte os fra ”Kings Cross”-området til havneniveau. Højdeforskellen forklarede den gode udsigt fra hotellet. Vi skulle igennem ”Botanic Gardens” på vejen, og her var både små mangefarvede papegøjer og de stor-skrigende hvide kakaduer. Her var også alverdens eksotiske træer, og flere havde stadig blade på grenene, på trods af at det var vinter. Solen bagte ned fra en skyfri himmel, og det var lunt, så vi behøvede ikke varmere vejr end vinter her – selv om vi ved, at det bliver meget varmere nordpå. Halvt igennem parken nåede vi ud til vandet ved klippen ”Mrs. Macquirie’s Chair”, hvor den ikoniske operabygning dukkede op på den anden side af bugten.

Her var det tid til at skyde et muligt kalenderbillede, hvilket var svært, da mange folk passerede på stien mellem kameraet og os.

Nu fulgte vi bugten rundt og kom over til Jørgen Utzons flotte bygning, der skulle være inspireret af appelsinbåde – selv om de ligner hvide muslingeskaller.

Da vi kom tæt på, blev vi overraskede over at se, at de store ”appelsin-flader” er dækket af små kakler – det må være et helvede at vedligeholde.

Pigerne slæbte vildt på fødderne, så vi opgav idéen om at gå ind og se kunstværket indefra. Efter at have rundet operaen, fortsatte vi forbi ”Circular Quay”, som ud over at være den lokale færgeterminal til de nærliggende øer også er et gedemarked af turister, der bliver underholdt af alt lige fra de traditionelle gadegøglere og jonglører til kunstneriske gademalere, der maler med farvekridt på asfalten. Yderpunktet er næsten nøgne, stærkt farvelagte aboriginals, der blæser i de store ”Digeridoos”, som udsender en monoton, dyb lyd – dog tilsat rytmen fra en elektronisk rytmebox – man er vel fulgt med tiden.

Efter at have krydset gennem de mange turister – for almindelige Sydneyborgere er her vel ikke om søndagen – var næste mål at komme op på Harbour Bridge og se tilbage over Sydneys skyline og opera fra højderne. Vi tossede en del rundt for at komme op på broen, og på vejen studerede vi de mange mennesker i grå-blå heldragter, som begyndte eller afsluttede en ”Bridge Climb”, som er én af de helt store attraktioner, hvis man har lyst til at slippe ca. 1000 kr. og balancere hen over broens buer – godt nok lænket med kraftige kabler til broen.

Det viste sig, at der var et lille museum om broen tilblivelse ved ”Bridge Climb”-centret, og der var Internet-forbindelse, så pigerne nåede aldrig længere end til første bænk, mens jeg så udstillingen og to korte film fra 1932 om broens konstruktion.

Herfra gik turen op på broen, hvor vi nu var glade for vores trøjer. Her er en enestående udsigt med 50 meter ned til vandet fra broens underkant. Ser man tilbage mod byen, er der et mylder af skibe og færger i havnen foran operaen.

Vi stod længe på midten af broen, indtil vi mætte af synet gik direkte tilbage af næsten samme rute. Der var nu endnu flere mennesker ved færgeterminalen, da adskillige skibe lagde an og spyttede deres levende last ud på det lille område mellem vandet og den passerende hovedvej på en hævet bro.

Tilbage i Botanisk Have troede vi, at nogle fotografer ”solgte” muligheden for at blive foreviget med en kakadue, da der sad fem hvide fugle på en bænk ved siden af en mand med en masse professionelt fotoudstyr.

Det viste sig dog at være London’s svar på egern-fodring, da alle fodrede fuglene her, og de var aldeles tamme og satte sig alle stedet på folk – også på deres hoveder til stor morskab for alle, og med rigelige muligheder for at få pragtfulde billeder – derfor de mange fotografer.

Vi forlod parken ved 16-tiden, som var en halv times tid før solnedgang, og vi besteg en anden trappe for at komme tilbage i højderne til vores hotel. Vi shoppede øl og vin, og vi var rystede over priserne, som var på højde med Norge, men vi opgav maden i supermarkedet, da køen ved kasserne var endeløs. I stedet gik vi op på værelset og nød et glas vin, mens vi holdt skumring over Sydney – for Signe og Maries vedkommende var der kort efter tale om at holde slumring.

De to unge zombier var meget trætte efter en dårlig nats søvn. Hanne og jeg tog derfor turen alene tilbage til Woolworth og købte supper mm. til uhyrlige priser – man føler sig næsten hensat til Honolulus vanvids-niveau. Ingen druknede i suppen, selv om det var en nærdødsoplevelse, og herefter trak pigerne sig tilbage, mens jeg ordnede dagens fotografier, hvor der var MANGE skud af operaen. Kort efter måtte vi give op. Vi havde holdt den gående til næsten kl. 22. En flot præstation efter en smuk start på vores 4 ugers ferie.

Til toppen