Torsdag d. 26. september 2013
RETUR
Sheepboys,
store hatte, Flintstone møbler, gule blade og elks … på én dag!
|
Der var fin
morgenmad i hotellets café, mens vi lyttede til det obligatoriske TV med
CNN-nyheder, hvor minimumslønnen næste år vil være 10$/timen i Californien,
og Præsident Obama talte for sin ”Health Care”-politik. Nu susede vi
mod øst i retning af Denver, og det var en lang tur uden planlagte mål. Det
var prærie/western-land, og vi så da også adskillige eksempler på cowboys –
selv om den ”rigtige” til hest nok var ”sheepboy” og de to andre var i bil –
men alle havde rigtige hatte. Nej! Det er
IKKE en ulv, der ligger på lur lidt til højre for midten i forgrunden – det
er den dygtige fårehund.
Hen over de
store, flade arealer reklamerede ”F.M.Light
& Sons” for alt fra netop Stetson-hatte til sadler i deres butik fra
1903, så da vi nåede til byen ”Steamboat Springs”, hvor butikken lå, havde vi
planlagt at besøge den som et passende midtvejs-holdt. Desværre var det en
større skisportsby, og de mange skilte på vejen blev ikke fuldt op af noget
på den store vej gennem byen, så det sidste skilt vi så lige udenfor byen
sagde: ”Hvis I missede F.M.Light, så vend om nu!” Vi vendte om en enkelt
gang, men det ændrede intet, så vi fortsatte, og korte efter ramte vi Rocky
Mountains, hvor vi spiste frokost med udsigt til gule blade i solen, og det
var over 20 grader – herligt.
Vejen blev nu
snoet, flot og stejl igen. Vi var fremme i byen ”Grand Lake” ved 15-tiden,
hvor vi fik et værelse med udsigt til bjergene og byen fra terrassen, og alle
møbler var ”log-furniture”, så det lignede noget far Familien Flintstones
–men det var helt nyt og lækkert.
Nu kørte vi
til ”Rocky Mountains National Park” Visitor Center 500 meter længere nede ad
vejen, og her fik vi kort og informationer om parken, og vi fik udpeget ruten
videre til Denver, så vi undgik de ødelagte veje fra oversvømmelserne de
sidste par måneder. Desværre ville det pragtfulde solskinsvejr skifte i
morgen til … regn, slud og kulde! På en TV-skærm over disken viste de
billeder fra Denver og omegn … vi spurgte IKKE, om man ikke lige ”kunne
smutte igennem” alligevel.
Vi prioriterede
at købe en flaske rødvin i byens ”liquer store” på den westernagtige
hovedgade med overdækkede træfortove på hver side af gaden og et tons
restauranter og turistbutikker – men det var alligevel meget hyggeligt. Nu kørte vi
videre til ”Adams Falls”, som er en kort vandretur til et lille vandfald, og
vi nød turen med de flotte farver på træerne.
Dem med gode øjne kan få øje på Hanne.
Vi
besluttede, at vi ville sætte os hjem på terrassen og nyde et glas vin … Næh!
På vej tilbage til parkeringen tilbød en enlig vandre-herre at fotografere os
sammen, og da vi kommenterede de flotte farver i ”Aspen”-træerne foreslog han
os at gå 5 minutter videre ud af stien for at se engene, så det gjorde vi.
Det var et smukt syn med åbne flodenge, floden, de gule træer og de stejle
Rocky Mountains i baggrunden, så vi fotograferede en del og nød synet.
Vi
besluttede, at vi ville sætte os hjem på terrassen og nyde et glas vin … Næh!
Da Hanne kommenterede udsigten til et forbipasserende par, fortalte de, at
der 3 minutter inde i selve National Parken stod en stor flok Elk, så planen
blev straks lavet om – igen! 10 minutter efter
var vi ved indgangen til parken, hvor en kvindelig ranger spurgte, om vi
skulle køre turen hele vejen igennem over bjergene – eller om vi var her for
at se ”elk”? Ha! Rygterne spredes hurtigt i National Parkerne, men det er jo
også måden at få oplevelserne på. Kun 300 meter fremme var der sort af biler
i vejkanten, og en flok på 30 elk med én flot stor han tronede i sollyset
lige ved siden af vejen. Vi fik også den oplevelse at se en anden han komme
til, men det kom aldrig til reelt slagsmål, da udfordreren trak sig uden kamp
og herefter stod i baggrunden.
Det
forhindrede dog ikke den store han i at stirre efter ham og udstøde sine
besynderlige brøl, da han triumferende fejrede sin sejr uden kamp. Vi blev
der, indtil sollyset forsvandt fra dyrene, og de fleste af hunnerne (eller
store unger) havde lagt sig ned i det høje græs. NU ville vi
tilbage til terrassen og have et glas vin, inden vi som planlagt gik
nedenunder på ”Gateway Inns” for at spise i det store barlokale. På vej ind
så vi dog, at al maden var opvarmet frysepizza, så på balkonen fandt vi det
lokale pizzeria på iPad’en. De blev hentet på cowboy-hovedgaden, hvor der
lige var tid til at fotografere over søen, mens pizzaerne bagte færdig.
De to
mega-lækre pizzaer blev nydt i mørket på den stadig meget lune terrasse.
Underligt at tænke på, at det bliver snevejr i morgen. Det var den
sommer! |
|
|
|
|
Dagens etape: 358 km.
