Tirsdag d. 24. september 2013
RETUR
Prærie,
mini-Grand-Canyon og verdens største forekomst af petuniaer
|
Vi spiste
morgenmad i den lille café med natholdet fra de store tog, der åbenbart har
fast sove-base i Rock Springs. Det er tydeligvis et noget andet liv, de fører
med rullende arbejdsplads og ingen fast gå-hjem-tid. Vi rundede lige Walmart inden dagens køretur og fik et par T-shirts og
lidt salat til frokosten. Det flade
landskab ved Rock Springs fortsatte lidt mod syd, og vi så vilde heste på de
store vidder. Langsomt kom bakkerne tilbage, da vi nærmede os grænsen mellem
Wyoming og Utah, og snart dukkede de velkendte røde runde klippeformationer
op, som vi kender fra det sydlige ørken-Utah.
Vi skulle
vandre lidt i ”Flaming Gorge”-området, som er en
State Park, selv om den har visuelle kvaliteter og dyr til at blive ”National
Park”. Hele kløften er dannet omkring ”Green River”, der først har skåret sig
ned i bjergene og dannet dette ”mini-Grand-Canyon”, og efter at ”Flaming Gorge Dæmningen” blev bygget, er søen foran
dæmningen og de tilstødende dale blevet en flot azurblå kontrast til de røde
bjerge med de grønne træer og buske – selvfølgelig i solskin, for vi havde
som sædvanligt godt vejr.
På selve
dæmningen var der et informationscenter, hvor vi kort forhørte os om
vandremulighederne, men den tur, som Hanne havde fundet på nettet, var stadig
vores favorit, så den holdt vi fast i. Vi kørte derfor væk fra dagens direkte
rute mod byen Vernal og fortsatte et kvarter mod
Salt Lake City i vest, indtil vi nåede ”Rim Walk”,
der som ordet antyder er en vandring langs kanten af afgrunden – virkelig
flot og meget langt ned, hvis du træder to skridt til siden
Vi spejdede
flere gange efter de lovede Bighorn får, men det eneste vi så, var to små
slanger, som vi var ved at træde på midt på stien. Vi havde planlagt at spise
frokost ved ”Greens Lake”, men det blæste en halv pelikan på stedet, så i
stedet gik vi tilbage til ”The Rim”, hvor vi fandt et væltet træ lige på
kanten af afgrunden, hvor vi spiste den indkøbte salat. Jeg fik også øvet mig
i at gå HELT ud til kanten af afgrunden – godt hjulpet af PhotoShop
og lidt snyd – jeg HADER at stå på kanen af afgrunden.
Vi var
tilbage ved bilen efter tre timer, og så fik kikkerten lige en ekstra tur for
at spotte får på den modsatte klippeskråning – intet liv! Til gengæld strøg
en stor ørn nærmest hen over hovederne på os, da vi skiftede fra vandresko
til sandaler, så kameraerne var lagt væk. Efter kun 30 sekunders kørsel fra
parkeringen skreg Hanne STOP! … og vi måtte bakke lidt for at nyde en stor
flok Bighorn, der lå og slumrede lige ved siden af vejen – sådan.
Nu fulgte en
dramatisk opstigning med efterfølgende helt vild og stejl nedkørsel med Vernal, da vi passerede ”Uinta Mountains”
på vej 191. Vi holdt ind mange gange for at nyde de mange-farvede
bjerge omkring os og i horisonten. I det fjerne på en bjergside lå den
dinosaur-udgravning, som vi skal se i morgen.
Efter at have
fundet hotellet i Vernal og smidt bilen, forsøgte
vi at gå til det supermarked, som den unge pige i receptionen havde
anbefalet, men det var langt, og hovedgaden i Vernal
er den 4-sporede I-40, der absolut er ucharmerende og støjende, selv om den
er pyntet op med ufattelige mængder af røde og hvide petuniaer – det må vist
være verdens største forekomst af disse blomster.
Tilbage efter
bilen og hen til ”Smiths”, hvor et par ”TV-dinners”
røg i kurven, og vi endnu en gang fik rabat, selv om vi ikke havde det
rigtige kort – flinke mennesker. Resten af
aftenen så vi ”Breaking Bad” på TV, men natten var
varm og støjende, da overboen allerede stod op kl. 4 og buldrede rundt på
gulvet. |
