Mandag d. 23. september 2013 RETUR

Fra Grand Tetons skarpe bjerge til Rock Springs kulmineby

Det var dagen, hvor vi skulle forlade Yellowstone. Vi kørte tidligt til ”Hayden Valley” for at spise morgenmad og spotte dyr – der var absolut intet ud over den flotte udsigt, hvis man så bort fra de tre bisoner, som også stod i det fjerne i går aftes. Vi havde checket ud fra hytten på hotellet og købt kaffe på vejen, men der var gratis ”refill”, så det blev udnyttet, da vi passerede hotellet på vej ud af parken.

Så gik turen mod syd, hvor ”Yellowstone National Park” går direkte over i ”Grand Teton NP”, og man har de skarpe Teton-toppe i hele forruden.

Vi har kørt denne rute tidligere med pigerne, men vi kørte dengang direkte igennem – kun med et enkelt frokoststop. Det rådede vi nu bod på ved at tage den lidt længere vej gennem parken, hvor man kommer meget tæt på den lodrette og skarpe ”Teton-del” af ”The Rockies”.

Der var sne på toppen, og de højeste spidser i 4 kilometers højde var oppe i de spredte skyer, så med solen på landskabet og gul/orange efterårstræer i forgrunden, var det et flot syn, som krævede mange holdt. Vi undrede os dog over, at den store ”Jackson Lake” sø mellem vej-89 og bjergene var væk – vi huskede den som fyldt med vand, da vi var her med pigerne i 2006. Det havde da ganske rigtigt også været en meget tør sommer, så under 20% af det normale vand var tilbage i søen nu.

Ét sted var der sort af folk på vejen, og her passerede en Elg-mor med sin store kalv – sådan. Så fik vi set sådan én meget tættere på.

Bjergene er meget spidse og skarpe, og der er en del gletsjere på toppen. Flere skilte gjorde også opmærksom på en meget tydelig stribe af størknet lava, der skiller sig ud mod det lysere bjerg over den is, der er faldet ned fra gletsjeren … helt oppe i skyerne. Lavaen er blevet presset op gennem en revne, og med tiden er bjerget omkring revnen eroderet væk, så man nu kan se striben.

Vi spiste frokost iført vindtætte regnjakker, for det var køligt – der kunne meget vel have været sne i parken på denne årstid.

Nu satte vi igen kurs stik syd, og med 110 km/t susede vi ud af de høje bjerge, og landskabet blev rundere for til sidst at blive helt fladt med ”Rocky Mountain’s” bjergkæden langt ude i horisonten til venstre.

Vejen var snorlige, og over alt var der små tørre buske. Kun småflokke af hjorte stak op i landskabet – lidt blandet med spredte køer.

Efter fire timers non-stop kørsel ankom vi til ”Rock Springs”, der er en meget spredt og u-amerikansk by, da vejene ligger hulter-til-bulter, og byen er spredt i flere dele med adskillige motorvejsafkørsler. Heldigvis havde Hanne printet et detaljeret kort hjemmefra, så vi fik lokaliseret hotellet efter et par rundture i motorvejsafkørsler.

Damen på hotellet anbefalede at spise på mikro-bryggeriet i ”Old Town”, så vi kørte ad snørklede veje ind til den gamle bymidte, hvor vi gik en kort rundtur og så de mange kulmine-monumenter over den tid, hvor Rock Springs havde været centrum for en enorm kulminedrift, der var nødvendig for at drive de store ”Union Pacific Railroad” damplokomotiver på tværs af USA. Det store ”Home of ROCK SPRINGS COAL Welcome” skilt blev oprindeligt sat op i 1929, hvor det var det største neon-skilt i Rocky Mountains. Byen blev kaldt ”The melting pot of Wyoming”, da byen på et tidspunkt husede mere end 56 forskellige nationaliteter, som arbejdede i minerne.

Ved siden af ”Clearing the Haulway”-monumentet, hvor en stakkels hest slæber kul ud af en minegang, stod der et skilt, som proklamerede, at vejene i Rock Springs var lagt ud af en fordrukken mand på en døende hest – det forklarer en del af vores problemer tidligere på dagen!

Mange troede at byen ville uddø, da man stoppede kulminedriften omkring anden verdenskrig, hvor togene gik over til at køre på diesel, men så der blev fundet ”trona” i området, som i dag er den væsentligste kilde til ”soda”, og bruges i alt fra madlavning, glas- og til papirfremstilling, så de mange kulminearbejdere blev simpelthen omskolet til at grave efter trona – derfor lever byen stadig i bedste velgående.

Øllet var herligt, og bøffen var turens hidtil bedste, så mætte og tilfredse forlod vi bryggeriet i den smukke aften.

Til Toppen

En køretur på 499 km.