|
Det
var som lovet gråt og trist, da vi vågnede. På trods af gårsdagens
overdrevne aftensmad, spiste vi en stor engelsk morgenmad med pølser,
bacon, æg og det hele. Jeg hentede bilen fra parkeringen og stillede
kilometertælleren om til miles, nu vi igen var I USA. Temperaturmåleren fik
lov til at stå på Celcius, og den meddelte 4
grader – så koldt føltes det dog ikke.
Vi kunne have forladt “Many
Glacier” kl. 10, men vi besluttede “lige” at sige
farvel til vores bjørn, så vi svingede tilbage ind i parken for at se, om
der var bamser her til morgen. Hold da op! På den “gode” skråning stod FEM
bjørne inden for hundrede meter og gnaskede bær. Nedenfor til højre ses
bjørnene som sorte prikker på bjerget – de står meget tæt. Èn til venstre – tre til højre – den femte er lige udenfor billedet.
 
Det var to hanner samt en hun med sine to unger. Der
var allerede sort af andre folk, og vi brugte et par timer med dem på at
kigge. Det var således efter middag før vi kørte mod “Glacier
National Park”, som var en ganske kort tur.
I Informations Centret så vi en fremragende film om
parken, dens historie samt dens natur og dyr. Der var 150 gletsjere i
parken i 1850, 25 i 2010, og det var deprimerende at læse, at den sidste gletsjer
i parken nok ville være forsvundet om 5-10 år – så hurtigt smelter isen i øjeblikket.
Vi fik også mulighed for at lægge vores hånd ned i et pote-aftryk fra en grizzly-bjørn. Sådan én har man bare IKKE lyst til at
komme i nærkontakt med.
 
Det var meget gråt og regnede, da vi startede ud på “Going to the Sun”-ruten, og hurtigt kom vi så højt op
på denne vej, der regnes for én af verdens smukkeste, at vi havnede i skyer
og tåge, så udsigten var meget begrænset – surt, men vi kan ikke tillade os
at klage over vejret på denne tur.
 
Vi gik et par korte ture til nogle vandfald, og det
var fint, selv om det småregnede.
På toppen af ruten er vejen så small, at kun to
normale biler lige kan passere hinanden, og nu viste termometret i bilen 3
grader udenfor. Regnen begyndte at blive til slud, og omgivelserne blev
pludselig hvide af den sne, som var faldet i nat. Jeg måtte lige ud og
prøve det – selv om jeg kun havde T-shirt på. På et skilt i nærheden læste
vi om vejen gennem passet, hvor vejarbejderne kæmper for at få ryddet sneen
væk, fra den stopper med at falde fra midten af maj til begyndelsen af juni,
så folk kan komme gennem vejen på uafhængighedsdagen 4. juli. Det er noget
af en bedrift, da sneen nogle steder er 25 meter dyb! Det kan tage flere
uger at komme bare én mil frem med plovene ved området ”Big drift”. Og mindre
end fire måneder senere begynder det at sne igen – og det var altså i dag.
Vi skyndte os videre, inden der lå 25 meter sne oven på os.
 
På toppen var der et par flotte vandfald, og det var
tydeligt, at her ville være virkelig smukt, hvis det var klart i vejret,
men sigtbarheden var desværre meget begrænset i dag. Billederne nedenfor er
taget af samme vandfald i forskellige afstande – det giver et meget godt
indtryk af storheden på denne vej. Den hvide bil parkerede for at tage det
samme billede til venstre, som vi tog for lidt siden.
  
Nedkørslen var mindre ophidsende, og ved “Lake McDonald” købte vi kaffe og kager, som udgjorde det som
frokost med udsigten til en grå og diset sø. Jeg fik også en mulighed for
at hænge ud med de lokale og få en cigar, da vi købte kaffe.
 
Herfra kørte vi hurtigt til byen “Whitefish”,
hvor vores hotel lå på selve hovedvejen, og Safeways lå 100 meter længere
fremme. Vi købte mad og vin til latterlige priser (sammenlignet med de
canadiske), og så var det slappe-aften fra kl. 17. Vi tog fat på at se TV-Serien “Breaking Bad”, som
Signe & Marie havde anbefalet varmt, så vi havde den med på DVD og
kunne via PC’en se den på værelsets store TV-skærm – det tegnede aldeles genialt.
|
