|
Det
var som lovet gråt og trist, da vi vågnede. På trods af gårsdagens
overdrevne aftensmad, spiste vi en stor engelsk morgenmad med pølser,
bacon, æg og det hele. Jeg hentede bilen fra parkeringen og stillede
kilometertælleren om til miles, nu vi igen var i USA. Temperaturmåleren fik
lov til at stå på Celcius, og den meddelte 4 grader – så koldt føltes det
dog ikke.
Vi kunne have forladt “Many Glacier” kl. 10, men vi
besluttede “lige” at sige farvel til vores bjørn, så vi svingede tilbage
ind i parken for at se, om der var bamser her til morgen. Hold da op! På
den “gode” skråning stod FEM bjørne inden for hundrede meter og gnaskede
bær. Nedenfor til højre ses bjørnene som sorte prikker på bjerget – de står
meget tæt. Èn til venstre – tre til højre – den femte er lige udenfor
billedet.
 
Det var to hanner samt en hun med sine to unger. Der
var allerede sort af andre folk, og vi brugte et par timer med dem på at
kigge. Det var således efter middag før vi kørte mod “Glacier National
Park”, som var en ganske kort tur.
I Informations Centret så vi en fremragende film om
parken, dens historie samt dens natur og dyr. Der var 150 gletsjere i
parken i 1850, 25 i 2010, og det var deprimerende at læse, at den sidste
gletsjer i parken nok ville være forsvundet om 5-10 år – så hurtigt smelter
isen i øjeblikket. Vi fik også mulighed for at lægge vores hånd ned i et
pote-aftryk fra en grizzly-bjørn. Sådan én har man bare IKKE lyst til at
komme i nærkontakt med.
 
Det var meget gråt og regnede, da vi startede ud på
“Going to the Sun”-ruten, og hurtigt kom vi så højt op på denne vej, der
regnes for én af verdens smukkeste, at vi havnede i skyer og tåge, så
udsigten var meget begrænset – surt, men vi kan ikke tillade os at klage
over vejret på denne tur.
 
Vi gik et par korte ture til nogle vandfald, og det
var fint, selv om det småregnede.
På toppen af ruten er vejen så small, at kun to
normale biler lige kan passere hinanden, og nu viste termometret i bilen 3
grader udenfor. Regnen begyndte at blive til slud, og omgivelserne blev
pludselig hvide af den sne, som var faldet i nat. Jeg måtte lige ud og
prøve det – selv om jeg kun havde T-shirt på. På et skilt i nærheden læste
vi om vejen gennem passet, hvor vejarbejderne kæmper for at få ryddet sneen
væk, fra den stopper med at falde fra midten af maj til begyndelsen af
juni, så folk kan komme gennem vejen på uafhængighedsdagen 4. juli. Det er
noget af en bedrift, da sneen nogle steder er 25 meter dyb! Det kan tage
flere uger at komme bare én mil frem med plovene ved området ”Big drift”.
Og mindre end fire måneder senere begynder det at sne igen – og det var
altså i dag. Vi skyndte os videre, inden der lå 25 meter sne oven på os.
 
På toppen var der et par flotte vandfald, og det var
tydeligt, at her ville være virkelig smukt, hvis det var klart i vejret,
men sigtbarheden var desværre meget begrænset i dag. Billederne nedenfor er
taget af samme vandfald i forskellige afstande – det giver et meget godt
indtryk af storheden på denne vej. Den hvide bil parkerede for at tage det
samme billede til venstre, som vi tog for lidt siden.
  
Nedkørslen var mindre ophidsende, og ved “Lake
McDonald” købte vi kaffe og kager, som udgjorde det som frokost med
udsigten til en grå og diset sø. Jeg fik også en mulighed for at hænge ud
med de lokale og få en cigar, da vi købte kaffe.
 
Herfra kørte vi hurtigt til byen “Whitefish”, hvor
vores hotel lå på selve hovedvejen, og Safeways lå 100 meter længere
fremme. Vi købte mad og vin til latterlige priser (sammenlignet med de
canadiske), og så var det slappe-aften fra kl. 17. Vi tog fat på at se
TV-Serien “Breaking Bad”, som Signe & Marie havde anbefalet varmt, så
vi havde den med på DVD og kunne via PC’en se den på værelsets store
TV-skærm – det tegnede aldeles genialt.
|
