|
Der
var som planlagt morgenmad på terrassen i fuld sol, og så var der afgang
mod USA og ”Glacier National Park”. Hanne foreslog dog, at vi lige kørte
ind og sagde farvel til bjørnene fra i går, så der blev lige brugt to timer
på at køre turen igen og kigge længe på en meget stor sort hanbjørn, der
mageligt lå ned i buskene og guffede bær i sig.
  
Hanne
spottede også en flot stor coyote på bjergsiden, selv om den var meget
langt væk. Hun har gode øjne – og hun kunne fange den med telelinsen, da
den ikke var til at se blev det blotte øje … næsten.
”Prince
of Wales” hotellet meldte lukket for sæsonen, da vi kørte ud – det må være
lukket i går aftes. Herefter fortsatte vi mod USA. Inden vi forlod Canada
tog vi et sidste blik tilbage over det smukke landskab, hvor det store
”Price of Wales” hotel nu lignede en lille prik. Både Canadas og USA's flag
vejede på parkeringen til højre – nu var vi tæt på grænsen.
 
Vi
ramte grænsen efter en lille times kørsel. En alvorlig, enlig grænsebetjent
ved den helt biltomme grænse udspurgte os om de sædvanlige ting, og han
endte med at spørge, om vi havde biologiske våben og atommateriale i bilen.
Da vi grinede højt, lyste han også op i et smil og ønskede os fortsat god
ferie – så har vi også prøvet det.
Waterton
Lakes og Glacier National Park er jo én og samme park på hver sin side af
grænsen, så der var ikke langt til vores hotel. Vi forsøgte at finde en
butik med øl og vin på vejen, men eneste mulighed for at spise og drikke i
området ”Many Glacier” foregår på det enorme ”Many Glacier Hotel”, hvor vi
skulle bo.
 
Det var
jo tidligt, så vi cruisede frem og tilbage på den enlige vej i området
sammen med horder af andre turister, til trods for at dette er absolut
sidste uge i sæsonen. Et lille jordegern syntes, at vi var meget
interessant – det var i hvert fald ikke bange for os.
Vi
behøvede ikke at spejde efter dyr, for der stod folk på vejen, hvis der var
noget at se. Således så vi adskillige bjørne tættere på vejen, end vi
tidligere har set, og på toppen af bjergene – næsten uendeligt langt væk –
så vi små flokke af de langhårede hvide bjerggeder, som bare var små
prikker med mindre man så i kikkerten.
På et
lille informationscenter købte vi de sædvanlige park-bøger, og vi
investerede 47$ på en ”bear spray”, som er en peberspray designet til at
skræmme angribende bjørne væk. Den kvindelige rangerforklarede, hvordan
nogen havde måtte bruge den i går, da de blev angrebet af en bjørn i
parken, som de havde ”omringet” for at fotografere – ”De var altså selv
skyld i det”, konstaterede hun.
Vi
checkede ind på det gamle hotel og fik et værelse i nederste etage, så vi
kunne åbne en dør og gå direkte ud på græsset foran søen – det var flot!
Alt var meget gammelt – altså originalt, men det hele virkede.
 
Nu tog
vi en vandreskoene på og startede ud på en kort tur på ca. en mile til et
lille vandfald. Hanne var nu forsynet med vores bjørnespray – ikke at det
gjorde os specielt meget mere sikre. Vi havde stadig ikke lyst til at støde
på en bjørn.
Der var
kun 1½ kilometer ud, men det var 250 meter op, så ruten var meget stejl.
Halvvejs oppe mødte vi en enlig kvinde, der grinede, da hun blev klar over,
at vi ikke var ”en bjørn”. Hun fortalte os, at der lidt længere fremme lå
bjørne-bæ, som var to-tre timer gammel – hvordan ved man sådan noget? Hun
sagde også, at den sidste del af turen var umulig at komme frem på, så vi
fortsatte lidt modløse. Kort efter var vi fremme ved det sted, hvor hun
havde anbefalet os at stoppe, men det var helt tydeligt, hvordan man kunne
gå videre, så vi gik ubesværet det sidste stykke og så vandfaldet – selv om
omgivelserne af klippestykker næsten var flottere.
 
På
nedturen så vi bjørne-ekskrementerne fyldt med bær, og vi var rørende enige
om, at de så ud til at være 4 timer gamle nu – for det var da ikke noget
helt friskt … vel?
Vi
talte højt med hinanden hele vejen ned og kom tilbage til bilen helt uden
problemer.
På vej
tilbage fik vi lige set både mor-bjørn med to unger og et par store enlige
hanner. Tilbage på hotellet nød vi Hannes sidste hvidvin på græsset foran
værelset, hvor solen bagte ned på os og søen.
 
Ved
19-tiden satte vi os i kø ved restauranten, og efter en kort ventetid, blev
vi lukket ind i det enorme lokale med højt til loftet og den fritliggende
bjælkekonstruktion, og her bestilte vi to gange suppe og to gange ”Montana
Gryde”, som var den lokale gullasch af kylling, gris og løg. Den unge pige,
der betjente os, mente at vi burde dele én portion Montana Gryde, hvis vi
skulle spise op, så vi fulgte hendes råd.
  
Herefter
ankom to skåle kød med en skefuld væde, der var suppen – vi var næsten
mætte efter at have indtaget det. Så landede to enorme tallerkener
sammenkogt ret, og servitricen insisterede på, at vi havde fået en halv
portion hver. Jeg spiste min egen portion og halvdelene af Hannes … og så
var jeg SYG resten af aftenen – men det smagte godt. Vi spurgte den unge
dame, om hun nogensinde havde set nogen, som havde spist en hel portion? ”Yes
– I just couldn’t believe my eyes!” Det er gået hen og blevet et fast
udtryk, vi bruger, når vi se nogen utroligt!
Vi
slæbte os ud gennem den store reception med den åbne pejs, hvor folk sad
samlet, og vi fortsatte over i gangen mod vores fløj, hvor folk sad og
spillede spil og hyggede sig med at lægge puslespil. Ved et tomt bord med
et puslespil slog vi os ned og kastede os ud i puslespillet, dvs. Hanne
lagde puslespil og jeg bøvsede og prøvede at komme i gang igen efter det
overdådige (og meget billige) måltid.
Efter
en times tid blev det sengetid – uden en godnat øl – det gjorde Hanne
bekymret, men nogen gange må man bare erkende, at man er slået!
|
