|
Intet
vækkeur og morgenmad frem til kl. 10 - det lokkede til at sove længe.
Vi var alligevel fremme ved ”Waterton Lakes National
Park” før middagstid efter at have kørt ad de sidste meget lige og flade
strækninger gennem Alberta, indtil Rocky Mountains dukkede op i det fjerne.
Lige før vi nåede til bjergene, måtte vi lige have de værste insekter af
forruden, så vi kunne nyde udsigten – og Hanne kunne tage forrude-billeder –
hun tyvstartede under vinduespudsningen.
 
Det regnede faktisk lidt, da vi ankom til National Parken, og vi måtte ind
og ud af parken en ekstra gang for at få et kort over parken ved
betalingsindgangen. Der er klasseforskel på de professionelle amerikanske
National Park-ansatte og de glade gymnasieelever, der sidder i indgangen
til Canadas parker. Ved hjælp af kortet kunne vi nu lokalisere Informations
Centret, og på vejen derhen kom vi forbi udsigten mod ”The Prince of Wales
Hotel” som er ikonisk med sin beliggenhed ved Waterton Lake.
I Informations Centret fortalte en rar dame os om
alle de korte vandreture, som vi kunne tage, og at mange af områderne var
spærret pga. tilstedeværelsen af bjørne! Det småregnede mellem
solstrålerne, og de to ord "regn & bjørne" fik os til at tage
bilen og køre en lille tur i stedet for at vandre. Der var ikke skyggen af
dyr de første kilometer, og ved første udsigtspunkt over en lille flod, var
der også tomt - men en del fodspor i det bløde ler langs vandet, og nogle
af dem lignede bjørnespor. Vi overvejede at spise frokost, nu hvor solen
skinnede igen, men i stedet kørte vi videre, og få minutter efter spottede
Hanne en sort prik på en græsklædt bjergside LANGT fremme. Det var en
trærod ... lige indtil vi fik den store kikkert frem ... det var definitivt
en enlig han-sortbjørn, der guffede bær på bjergskråningen. Hanne er en ørn
til at spotte dyr på LANG afstand.
 
Vi kørte længere frem, indtil vi var så tæt på, som vejen kunne bringe os.
Vi hoppede ud af bilen med telekameraet og kikkerter og skuede op ad
bjerget. Denne opførsel tiltrækker hurtigt andre biler, så kort efter havde
vi fået selskab af 4-5 andre biler og folk, der spejdede og fotograferede
den enlige og totalt fredelige sorte bjørn, der trods alt var temmelig
langt væk. Vi holdt der længe og betragtede VORES bjørn, før vi kørte
videre.
"Så vil jeg godt se en mor med to unger",
erklærede jeg, og to sving senere stod to biler, hvor folk igen kiggede op
ad bjergskråningen på ... en sortbjørn med to store unger. VILDT!
Her blev vi også stående i lang tid, og med kikkerten
kunne vi komme meget tæt på oplevelsen.
 
Lige før vi kørte videre, holdt de to unger op med at
spise og begyndte at slås for sjov - fantastisk! Til sidst havde de bevæget
sig for langt væk, så vi kørte videre, og nu bad vi om "en mor med én
unge - men tæt på vejen". Her stoppede vores held, og vi nåede næsten
ud til enden af den blinde vej uden at se noget, så vi holdt ind ved nogle
bænke og spiste vores herlige rester af cæsar-salat og kyllingelår fra i
går akkompagneret af torden på begge sider af os - selv om vi sad i fuldt
solskin.
 
For enden af den blinde vej så vi nogle meget røde
klipper i "Red Rock Canyon". I stedet for at gå en tur her, kørte
vi tilbage - vi kunne måske være heldige at se en enkelt bjørn på
tilbageturen ... eller en elg, en ulv eller noget andet spændende. Vi så en
lille fugl, der så ud som om, at den havde gamacher, og så spottede vi et
jordegern - og det var så det for i dag. – selv om udsigten uden dyr også
var temmelig flot.
Godt tilfredse med dagens dyreoplevelser kørte vi ind
til byen Waterton, hvor vi checkede ind på hotellet, der er en samling toetagers
huse med 4 lejligheder på hver etage. De to af lejlighederne på første sal
har altan, og sådan én fik vi, så kort efter sad vi med to kolde øl fra
køletasken og nød de smukke bjerge og "Prince of Wales" hotellet,
hvis vi kiggede om hjørnet.
 
Herefter gik vi en kort tur i Waterton, hvor hele
byen kan passeres til fods på 10 minutter, så vi gik turen ud langs vandet,
og i havnen vendte vi og gik tilbage gennem hovedgaden. Således kunne turen
tage en halv time.
Søen, bjergene og det ikoniske "Prince of Wales Hotel" var badet
i sol med en baggrund af dystre skyer, så det hele var enormt smukt, og det
var lunt, selv om det blæste en del. På vej tilbage gennem hovedgaden
checkede vi alle restauranterne, og én af dem skilte sig ud på simpelthen
at se mere hyggelig og afslappet ud end de andre. Vi tog dog først lige et
glas vin på terrassen, så vi ikke er belemret med alkohol i bilen, når vi
skal tilbage til USA i morgen - hvis det ellers er et problem.
En halv-manisk ung pige tog vores bestillinger på
restauranten, og da der var en stor bjørn i vinduet ved bordet, var det
passende at afslutte dagen med et billede af os, vores iskolde øl og den
fine bjørn, så det forevigede den unge pige - det kunne blive et godt
kalenderbillede!
Gennem resten af måltidet kom pigen med få minutters
mellemrum og spurgte, om alt var OK, hvilket det ikke overraskende var hver
gang. Tilbage på værelset konstaterede vi, at Hannes lille kamera tager
lige så gode billeder af bjørne på lang afstand, som det 5 gange dyrere og
lige så mange gange tungere spejlreflekskamera - hvorfor slæber vi så rundt
på det? Men billederne var da rimelige, når man tænker på hvor langt
bjørnene var væk.
Så fik vi taget hul på at se bjørne - og vi vil gerne
se flere.
|
