|
Uret
ringede kl. 5.45, hvilket er uhørt på en ferie, men vi skal være fremme i
"Dinosaur Provincial Park" kl. 9 til dagens
"udgravning". Vi havde advaret den rare herre i receptionen om
vores tidlige afgang, og han havde helt roligt svaret, at de skam var oppe
kl. 5. Vi kunne derfor lige gribe lidt morgenmad og en kop kaffe, og spise
det i bilen på vejen, mens vi så solen stå op … noget vi sjældent gør, når
vi er på ferie. Hanne var bekymret for, at vi ville påkøre dyr i mørket,
men det er tilstrækkeligt lyst til, at vi kan se to cyoter på vejen et
stykke foran os, før de forlader kørebanen. Rester af dinosaurer i jorden
er også ensbetydende med at vegationen fra denne tid ligger nedenunder et
sted. Denne vegetation er med tiden blevet til flydende fossilt brændstof –
også kaldet olie. Staten Alberta i Canada er derfor den store
olieproducent, og der står da også oliepumper langs de lange lige veje og
ligner små nikkende dinosaurer, der troligt pumper det sorte guld op af
jorden.
 
 
Vi passerer
endeløse togstammer med stablede containere, der snegler sig gennem det
flade landskab, indtil vejen ligesom i går pludselig dykker ned i det
eroderede landskab – vi er tæt på målet.
Fremme ved Tyrrel museets arbejdsstation, som parken viser sig at være,
tager vi vandreskoene på og møder et ungt polsk/engelsk par, som er de
eneste fremmødte, da det lille museum åbner kl. 9. Vi venter sammen en halv
time på at turen starter kl. 9.30, og her dukker vores guide David op. Han
er uddannet palæontolog, dvs. han ved alt om livets opståen og om at grave
dinosaurskeletter ud af jorden. Han har været ansat på museet i 8 år, og er
her på området fire måneder for at grave og guide - resten af tiden er han
én af de personer, der med stor tålmodighed renser fossiler bag glasruderne
i laboratoriet på det store museum. David starter med at tage os ind i et
tilsvarende laboratorium her, hvor han viser os, hvad vi kan støde på, når
vi kommer ud i felten. Han advarer os også kort om muligheden for at støde
på klapperslanger!
 
Nu kører vi alle 5 i en jeep ud til kanten af badlands-området, hvor vi
får udleveret en køletaske med mad og en sidde/ligge-pude til knæene.
Herfra vader vi mildest talt i fossile rester af dinosaurer. De er nemme at
finde, da det orange "jernoxid" har tendens til at trække ud af
forsteningerne, når knoglerne når op til overfladen i det løse
klippe/mudder-underlag, der hvert år eroderer 2-4 cm. ned pga. regn og
anden vejrpåvirkning.
 
Vi samler mange stumper op, og David forklarer, hvad det muligvis kan være.
Nogle af stykkerne er så store og intakte, at han ikke er i tvivl, men
mange stykker bliver bare dømt til at være "bone fragment". Vi
finder rigtigt mange ryghvirvler (vertebrae), som er meget karakteristiske,
og vi samler også en del ben- eller ribbensknogler op. Arm- og
ben-knoglerne hos planteæderne er massive, mens de er hule hos kødæderne.
David er derfor sikker på, at en af de fundne knogler er en del af den lille
arm, som mange T-Rex-fætre havde ... det er vildt. En anden knogle er
tydeligvis en del af en kæbe, da der stadig er aftryk af, hvor tænderne har
siddet på dette lille bæst.
  
Hanne finder en tå-knogle fra en stor planteæder, hvor David svinger sig op
fra sit sædvanlige "nice" til et stort "cool", og han
tager knoglen med hjem til museet.
Vi spiser den medbragte mad siddende på vores
underlag i skyggen fra en bakke, Vi ser flere gamle udgravningspladser, som
er markeret med metalspyd, og vi passerer den første udgravning, som David
lavede for museet - han mindes arbejdet med en trykluftshammer i 35 graders
bagende sol med et smil, bag hans tildækkede solbrille-ansigt.
 
David ved ikke, hvad man fandt i udgravning#73, men
han lover at checke det, og et par dage efter dukker denne mail op:
Vi vandrer rundt i 4-5 timer, så til sidst samler vi
ikke bare hvad-som-helst op. Mange steder er resterne af en samlet dinosaur
skyllet ned ad en bakke, så nu ligger det hele i bunden som et puslespil af
små brækkede ben-forsteninger. Vi bliver hurtigt enige om, at det er en
”Jigsawrus” eller måske en ”Piece'o'saurus”.
Godt stegte trods den vilde vind sætter vi os tilbage
i en jeepen efter at have kravlet op ad de stejle skrænter til området, og
vi kører tilbage til parkeringen, hvor vi siger farvel til David og det
andet par. En helt fantastisk spændende og lærerig dag i dette
surrealistiske landskab - hold da op en anderledes "dag på
kontoret" man har som palæontolog.
  
Vi smider vandretøjet og går lige tilbage til museet for
at købe en billedbog om parken, og så sætter vi kurs sydpå mod Lethbridge,
hvor eneste formål er at sove på vejen mod Waterton-parken, som ligger nær
grænsen til USA. Turen er begivenhedsløs, men vi observerer endnu en lang
togstamme i horisonten, der ved nærmere eftersyn viser sig at være en flok
køer, der beslutsomt vandrer på linje … formodentlig hjem mod
aftenmalkningen og mad – morsomt!
Efter 2½ timers kørsel ad lige, flade veje når vi
frem, og vi går på stive ben den korte tur over til det nærliggende
Safeways for at indkøbe lidt mad og vin - bryllupsdagsmiddagen er udskudt
til i morgen. I solens sidste stråler går vi tilbage til hotellet - vi kan
prale af at have udnyttet ALLE de lyse timer i dag.
|
