|
Morgenmaden
blev forholdsvis hurtigt overstået på terrassen, da det var lidt køligt. Vi
spiste tidligt i dag, og derfor var solen endnu ikke helt fremme på
terrassen. Nu gik turen direkte fra bjerge med sne til flad græsprærie med
køer - noget af et sceneskift.
 
Efter 1½ time over prærien og en del roderi i Calgarys snørklede motorveje,
nåede vi frem til en Walmart, hvor vi shoppede tøj til den store
guldmedalje - nu kan vi klare os med tøj i mange dage - og måneder, når vi
kommer hjem. Vi kæmpede os nu mod centrum udelukkende ved hjælp af at pejle
efter downtowns skyskrabere, da vores kort ikke var detaljeret nok til at
navigere efter i byen. I nærheden af centrum overtog logikken, da byen er
delt op i fire regioner - NW, NE, SW, SE, og "streets" kører
nord-syd og "avenues" kører øst-vest. Da vi skulle bo på 8.
Avenue SW, skulle vi altså 8 gader syd for centrum i byens vestlige del ....
og bo mellem Street 8. og 9. ... det er altså ikke så let, som det lyder.
Alligevel lykkedes det, og vi fik ikke bare lov til at parkere på hotellets
tag, men vi kunne også komme ind på værelset allerede 14.30, så efter at
have tømt bilen og taget korte bukser på, så gik vi ud i Calgarys gader for
at bese den største by i provinsen Alberta.
Vi gik lidt
gennem byen for at se de flotte, høje skyskrabere med meget glas. Calgary
ligner en hver anden storby på det amerikanske kontinent, men den er lidt
mere afslappet end de helt store std for grænsen. 
Vi boede
ved den blå prik, og skulle ud til den røde prik ”for at handle”, og på
vejen passerede vi forbløffende få tegn på, at byen havde været oversvømmet
af smeltevand fra ”Bow River” kun få tre måneder før vi var her.
Et
udstillingsvindue på hovedgaden havde dog en del billede fra
oversvømmelsen, som viste hvor hårdt byen blev ramt. På kortet ovenfor
ligger Prince’s Island midt i floden, og den var helt oversvømmet efter tre
dages regn kombineret med smeltevand fra Rocky Mountains.
 
Calgary har
også deres tårn med restaurant, og de praler af at være det højest
beliggende udsigtsdæk i verden med 1228 meter – det må skyldes at Calgary
ligger højt i forvejen. Vi valgte at springe det over i dag, da området
omkring byen er ret fladt. Dette blev bekræftet hjemme, da vi så panoramabillederne
fra tårnet på nettet.
Efter at have gået lidt i heden – for her var temmelig varmt i dag, så tog
vi sporvognen, der er gratis, hvis vi nøjes med at benytte den i
"downtown", dvs. igennem hele "7. Avenue". Herfra går
vi over Bow Floden og kommer ind i et villakvarter, som er helt almindeligt
– og meget hyggeligt. Her ser vi noget morsomt, som man burde kopiere flere
steder. En familie har sat deres gamle bøger ud ved vejen i et ”Little Free
Library”, hvor man kan stille og tage bøger … lidt ligesom ”Bogbyttedag” på
Birkerød Bibliotek.
 
Da vi
sprang af sporvognen, havde vi stadig én kilometer ud til "Old
Town", som ud over villakvarteret faktisk ikke var særlig spændende
eller charmerende. Det havde dog det formål at besøge "Smithbilt
Hats", hvor Hanne havde planlagt at se på en RIGTIG cowboyhat - som
kunne skygge ordentligt for solen hjemme i haven om sommeren.
 
Der var
vildt mange hatte at vælge imellem i den sjove butik, og Hanne endte med at
vælge en brun hat lavet af kanin, dvs. filten er lavet af kaninpels. De
billigste hatte er uld og de dyreste er bæver, og så ligger kanin
prismæssigt i midten - så lærte vi det. Hatten klemte dog lidt, så vi blev
vist ud i baglokalet, der viste sig at være der, hvor hattene blev
produceret. Her var masser af små maskiner og opstillinger med halvfærdige
hatte, og her stod en ældre herre, der var barnebarn af en dansker, og han
fortalte, at han drømte om at få "sild og akvavit".
 
Han
justerede nu hattens form med damp og trykluft, og efter et par
tilpasninger erklærede Hanne sig tilfreds, og vi kunne gå tilbage til
butikken og betale, og få hatten lagt i en enorm papkasse med strenge
instruktioner om, hvordan den skulle opbevares - og specielt hvad den IKKE
måtte udsættes for. Hallo! Hatten skal bæres i silende regn på ryggen af en
hest - efterfulgt af en tur på tværs af en ørken i bagende sol ... eller er
det nogle andre hatte, de bruger på film? OK! Smitbilt har ”kun” været på
banen siden 1910 – Stetson har været her siden 1865 … men alligevel – en
hat skal vel bruges?
Således
belæsset med en hatteæske på størrelse med en ølkasse, gik vi "The
Riverwalk" gennem Calgary langs Bow-floden, som i foråret havde skabt
enorme oversvømmelser i byen. Store dele af promenaden og et par broer var
derfor under genopførelse, men ellers var det umuligt at se, at her havde
været meterhøje oversvømmelser for tre måneder siden. En ung mand drev ned
ad floden i en gummibåd, og han lå på ryggen og fotograferede turen uden at
bevæge en åre … det så misundelsesværdigt afslappet ud.
 
Måske var
det netop pga. oversvømmelsen at man havde valgt at "tørlægge"
The Riverwalk, for vi havde forventet at finde endeløse mængder af
øl-udskænkninger langs ruten, men her var ikke så meget som en vandhane.
Først da vi var helt inde i byen igen efter flere kilometers vandring,
fandt vi et sted inde i byen, hvor folk sad i lag for at få en velfortjent
fredags-øl i heden - det var vel omkring 30 grader i nu. Vi kastede os ikke
ind i denne kamp, så vi fortsatte tilbage mod hotellet.
Kort før
hotellet spottede vi en irsk pub, der så lovende ud, så i mangel af
nærliggende bøf-steder, traskede vi over gaden til "Dickens Pub",
hvor vi én etage under jorden fik tilbudt "Stella Artois"-pints
og to fine bøffer med salat - lige hvad vi søgte.
 
|
