|
Det
var enestående at vågne op med sollys på toppen af sneen på bjergene ud for
vinduet. Vi lavede igen sandwiches foran vinduet og tog halvdelen med til
dagen, og så kørte bilen de 500 meter over til parkeringen foran
gletsjeren, hvor man selv kunne gå op og kigge på den. Der er opstillet
markeringer på vejen ind til parkeringen, som viser hvor gletsjeren var i
1939, 1952, '82 og '92 ... og så kan man jo selv se, hvor den er i 2013.
  
Den trækker sig mindst 100 meter på 10 år i øjeblikket, og et skilt
fortæller, at den formodentlig er helt væk, når Signe og Marie’s børnebørn
skulle have set den. Man kan gå en rundtur bag afspærringen foran
gletsjeren, men man er stadig langt fra isen. Der var et hold vandrere på
isen med guide, og så var de røde busser begyndt at køre folk helt op på
gletsjeren, der nu lå i fuld sol. Vi kunne flere stedet se direkte ind i
gletsjeren, hvor der strømmede vand ud. Ovenpå lignede isen klippe på grund
af den mange sten, der lå på den.
 
Vi kørte tilbage til hotellets parkering for at få et foto af det med
gletsjeren i baggrunden, og Hanne gik ind og købte en af de lækre
fleezetrøjer med "Icefield Parkway" påsyning.
En tur på 9 km bragte os tilbage ad vej 1 mod "Parkers Pass",
som skulle være en meget flot vandring op til gletsjer-view. Denne mulighed
havde vundet over en køretur videre mod Jasper, hvor vi så skulle vende om
for at køre samme vej tilbage mod Banff, hvor vi skal overnatte i aften.
Hanne var lidt bekymret over at gå ruten alene, hvis der var bjørne, og vi
havde jo endnu ikke fået fingre i en bjørnespray, som alle bøger anbefaler
til ensomme vandrere. Det største problem var dog næsten at få plads på den
lille parkeringsplads, da her var vildt mange folk, der skulle vandre, så
det endte med at alle bjørnene sad langs ruten og håndplukkede de mest
lækre turister. Nej, vi så faktisk ikke skyggen af dyr i Icefield-parken -
undtaget nogle få fugle, der ifølge eksperter på stien var ved at skifte
fjerdragten ud til den hvide vintermodel. Efter tre kvarters hård stigning
op over lave gule, grønne og røde vækster, når man op til toppen, hvor et
fantastisk syn over Saskaschewan-gletsjeren viser sig i dalen foran os.
En lille blå sø glimter i solen, og på den enorme klippevæg på den modsatte
side af dalen kaster et lille vandfald sig ud i dybet. Vi gik lidt langs
kanten for at få et bedre udsyn over is-tungen, men vi satte os også ned
for at for at nyde synet - sammen med en del andre, der også havde ladet
sig lokke af den lovede udsigt. Vi gik efter anbefaling fra
"fuglemenneskerne" endnu længere op ad bjerget, men her var goldt
og stenet, og udsigten over de andre gletsjere på toppen af de nærliggende
bjerge kunne ikke hamle op med sceneriet i dalen, så vi gik tilbage
til det første punkt og spiste vores frokost i stilhed - det var bare så
smukt.
Turen ned var nem og tog kun en halv time, og så satte vi kurs mod
Banff - en køretur på 2½ time. Dog holdt vi ind i byen Lake Louise, da alle
siger, at der er så smukt. Alene størrelsen af de mange parkeringspladser
indikerer hvilken attraktion, det er, men den smukke turkisblå sø, der er
indrammet af bjerge og skov på den ene side, bliver noget ødelagt af de
enorme hoteller og brolagte stier med gadelygter på den side, hvor man går
- det er et turisthelvede.
 
Vi fortrak skyndsomt, men glædede os over, at vi lige kiggede ind på vej
forbi, da vi ellers havde planlagt at køre de 60 km tilbage fra Banff i
morgen. Vi fandt uden problemer vores hotel i Banff, der tydeligt bærer
præg af at være ferieby om sommeren og ski-ressort om vinteren. Selv husene
ligner alpehytter, men det er dog meget hyggeligt. Vi fik udpeget
Safeways-supermarkedet på et kort, og så blev der købt mikroovnsmad, da
dette er hvad hotelværelset kan håndtere. Øl og hvidvin måtte hentes i den
lokale ”Liquor Store” til horrible priser, hvor hele afdelingen med øl var
et fryserum, så hvis man godt kan lide at tusse rundt og vælge øl, så er
der større chance for at dø af lungebetændelse end leversvigt i Canada. På
den anden side så er kunderne vel iført skiudstyr halvdelen af året, så de
klarer nok et par minutter til i kulden, når de shopper øl. Det er ikke
bare øl og vine, der er dyrere end i Danmark. Også maden er meget dyrere,
så på dette punkt glædede vi os til at komme tilbage til USA.
På hotellet forsøgte vi at opdatere os på de 40
Tv-stationer, men det var svært at finde andet end reklamer. Badeværelset
havde både jacuzzi og damp-bruser! til de værkbrudne skiløbere, men
jacuzzien var også fremragende til vandrere - og så var vi ellers glødende.
Det var langt over midnat, før vi var færdige med at se dagens foto, og så
var vi også nået ned på en krops-temperatur igen, der gjorde det muligt at
sove.
|
