|
Det
var enestående at vågne op med sollys på toppen af sneen på bjergene ud for
vinduet. Vi lavede igen sandwiches foran vinduet og tog halvdelen med til
dagen, og så kørte bilen de 500 meter over til parkeringen foran
gletsjeren, hvor man selv kunne gå op og kigge på den. Der er opstillet
markeringer på vejen ind til parkeringen, som viser hvor gletsjeren var i
1939, 1952, '82 og '92 ... og så kan man jo selv se, hvor den er i 2013.
  
Den trækker sig mindst 100 meter på 10 år i øjeblikket, og et skilt fortæller
da også, at den formodentlig er helt væk, når Signe og Marie børnebørn
skulle have set den. Man kan gå en rundtur bag afspærringen foran
gletsjeren, men man er stadig langt fra isen. Der var et hold vandrere på
isen med guide, og så var de røde busser begyndt at køre folk helt op på
gletsjeren, der nu lå i fuld sol. Vi kunne flere stedet se direkte ind i
gletsjeren, hvor der strømmede vand ud. Ovenpå lignede den klippe på grund
af den mange sten, der lå på den.
 
Vi kørte tilbage til hotellets parkering for at få et foto af det med
gletsjeren i baggrunden, og Hanne gik ind og købte en af de lækre fleezetrøjer med "Icefield
Parkway" påsyning.
En tur på 9 km bragte os tilbage ad vej 1 mod "Parkers Pass", som skulle være en meget flot vandring op
til gletsjer-view. Denne mulighed havde vundet over en køretur videre mod
Jasper, hvor vi så skulle vende om for at køre samme vej tilbage mod Banff,
hvor vi skal overnatte i aften. Hanne var lidt bekymret over at gå ruten
alene, hvis der var bjørne, og vi havde jo endnu ikke fået fingre i en
bjørnespray, som alle bøger anbefaler til ensomme vandrere. Det største problem
var dog næsten at få plads på den lille parkeringsplads, da her var vildt
mange folk, der skulle vandre, så det endte med at alle bjørnene sad langs
ruten og håndplukkede de mest lækre turister. Nej, vi så faktisk ikke
skyggen af dyr i Icefield-parken - undtaget nogle
få fugle, der ifølge eksperter på stien var ved at skifte fjerdragten ud
til den hvide vintermodel. Efter tre kvarters hård stigning op over lave
gule, grønne og røde vækster, når man op til toppen, hvor et fantastisk syn
over Saskaschewan-gletsjeren viser sig i dalen
foran os.
En lille blå sø glimter i solen, og på den enorme klippevæg på den modsatte
side af dalen kaster et lille vandfald sig ud i dybet. Vi gik lidt langs
kanten for at få et bedre udsyn over istungen,
men vi satte os også ned for at for at nyde synet - sammen med en del
andre, der også havde ladet sig lokke af den lovede udsigt. Vi gik efter
anbefaling fra "fuglemenneskerne" endnu længere op ad bjerget,
men her var goldt og stenet, og udsigten over de andre gletsjere på toppen
af de nærliggende bjerge kunne ikke hamle op med sceneriet i dalen, så
vi gik tilbage til det første punkt og spiste vores frokost i stilhed - det
var bare så smukt.
Turen ned var nem og tog kun en halv time, og så satte vi kurs mod
Banff - en køretur på 2½ time. Dog holdt vi ind i byen Lake Louise, da alle
siger, at der er så smukt. Alene størrelsen af de mange parkeringspladser
indikerer hvilken attraktion, det er men den smukke turkisblå sø, der er
indrammet af bjerge og skov på den ene side, bliver noget ødelagt af de
enorme hoteller og brolagte stier med gadelygter på den side, hvor man går
- det er et turisthelvede.
 
Vi fortrak skyndsomt, men glædede os over, at vi lige kiggede ind på vej
forbi, da vi ellers havde planlagt at køre de 60 km tilbage fra Banff i
morgen. Vi fandt uden problemer vores hotel i Banff, der tydeligt bærer
præg af at være ferieby om sommeren og ski-ressort om vinteren. Selv husene
ligner alpehytter, men det er dog meget hyggeligt. Vi fik udpeget
Safeways-supermarkedet på et kort, og så blev der købt mikroovnsmad, da
dette er hvad hotelværelset kan håndtere. Øl og hvidvin måtte hentes i den
lokale ”Liquor Store” til horrible priser, hvor
hele afdelingen med øl var et fryserum, så hvis man godt kan lide at tusse
rundt og vælge øl, så er der større chance for at dø af lungebetændelse end
leversvigt i Canada. På den anden side så er kunderne vel iført skiudstyr
halvdelen af året, så de klarer nok et par minutter til i kulden, når de shopper
øl. Det er ikke bare øl og vinde, der er dyrere end i Danmark. Også maden
er meget dyrere, så på dette punkt glædede vi os til at komme tilbage til
USA.
På hotellet forsøgte vi at opdatere os på de 40
Tv-stationer, men det var svært at finde andet end reklamer. Badeværelset
havde både jacuzzi og damp-bruser! til de værkbrudne skiløbere, men
jacuzzien var også fremragende til vandrere - og så var vi ellers glødende.
Det var langt over midnat, før vi var færdige med at se dagens foto, og så
var vi også nået ned på en temperatur igen, der gjorde det muligt at sove.
|
